En neurotisk, egocentrisk, intellektuel, overanalyserende, hypokondrisk mandsling med forvokset ego, store briller og en lidt pivet stemme farer forjaget rundt i byen der aldrig sover med en kæft, der aldrig står stille, og duperer betagende kvinder med en lind strøm af humoristisk desavouering af kunst, religion, kærlighed, sex og livet i almindelighed, mens hans tynde krøllede hårlokker flagrer i New York-brisen og afslører en begyndende måne.
Det er en af min største filmhelte, Woody Allen, i hans gennembrudsfilm, ”Mig og Annie” (1977) og ”Manhattan” (1979). Og det lyder ikke som en hårdkogt mafioso.
70’ernes film var ellers ”The Godfather”, der dannede skole for en generation af filmskabere, hævede overlæggeren for både familiesagaer og gangsterfilm, blev referenceramme for en genration af mænd og mindede os om at huske the cannolis . Det var ”Star Wars”, der bragte os til fjerne galakser og lærte os at vogte os for kræfternes mørke side. Og det var spagetti-western med ultra-nærbilleder, vindhekse og helte der ikke var good guys. Og det er måske ikke lige til at se, men Woody Allens film passer ind i den filmgeneration.
Ligesom Al Pacinos skånselsløse mafiaboss, Harrison Fords anløbne rumskibskaptajn og Clint Eastwoods navnløse og nådesløse hævner, så er Woody Allen-figurerne også flossede i den moralsk kant – de er utro, lyver, forfægter kontroversielle synspunkter og håner Gud. Hans film har ligesom de andre dobbelttydige slutninger, hvor missionen lykkes, men helten taber på det personlige plan. For eksempel ender hans kærlighedshistorier altid med, at parene går fra hinanden og en pointe om, at det går nok alligevel. I “Manhatten” går forholdet til Diane Keaton i stykker, og da han til sidst spæner afsted for at fange sin ægte kærlighed, Mariel Hemmingway, er hun på vej ud ad døren og rejser bort – men måske kommer hun tilbage.
Den moralske opløsning trækkes helt frem i plottene i film som ”Små og store synder” (1989) og ”Match Point” (2005), hvor hovedpersonerne slipper af sted med at slå elskerinder, der truer deres sociale ambitioner, ihjel. Og på det helt personlige plan så forførte han som bekendt Rosemarys baby, da han levede sammen med Mia Farrow – det er ikke mainstream moral at kneppe og tage nøgenbilleder af sin samlevers adoptivdatter.
Man kan også genfinde 70’ernes mørke side af livet i Woody Allans filmbilleder. Hans fotograf i 70’erne og 80’erne var den samme som stod bag kameraet i ”The Godfather” – Gordon Willis med det flertydige øgenavn ”the prince of darkness”, som var mester i at lave billeder, hvor folk billedligt talt havde en mørk baggrund og alting havde en skyggeside.
Men ellers har amerikanere altid ”anklaget” Woody Allen for at lave europæiske film, og det er der selvfølgelig noget om. Man finder masser af henvisninger til for eksempel Fellini. ”Stardust Memories” har Fellini-tro scener med kaos af forvrængede, hysteriske mennesker, og i flere Woody Allen-film tales der om Fellini. I ”Kærlighed og død” er det Bergman, han hylder. Og det er både sigende og modsigende at Woody Allen fem gange har fået en Bodil for bedste ikke-europæiske film. Men han har også ladet sig inspirere af andre film-genre og nationer– for eksempel var hans allerførste film, ”What’s Up, Tiger Lily?” (1966), en parodi på kung fu-film.
Pers københavnerture 