Her er min personlige liste over tidens ti bedste mandlige skuespillere. Når jeg ser ned over den, er der ting, der går igen. Blandt andet en stor hårpragt, et intenst spil og filmfigurer med et utilpasset sind.
10: Mickey Rourke (16. September 1952) – et fascinerende studie i selvdestruktion
Den hundeelskene Mickey Rourke – der forlod optagelserne til ”Luck of the Draw” (2000), fordi producenten nægtede at inddrage hans chihuahua i filmen – ernærede sig i starten af 90’erne som ubesejret professionel bokser, og før det havde han 12 knockoutsejre i træk som amatørbokser. Den muskuløse krop, menneskelige sandsæk og voldsomme fysik tog han med op på lærredet, hvor den stadig kan ses, når han er superskurk i ”Iron Man 2”(2010) og old boys-actionhelt i ”The Expendables” (2010).
Han har droppet den tilbagestrøget 50’er-frisure, han var kendt for i sine yngre år. Og i dag er usoigneret og fedtet hår nok de første associationer, der popper op, når man nævner hans navn. Han ligner en svedig og hærget hjemløs, der har sovet i sit tilfældigt sammensatte tøj.
Hans signatur-rolle er den selvdestruktive Charles Bukowski-inspirerede digter, slagsbror og drukkenbolt i ”Barfly” (1987).
Den gnistrende elektriske spænding mellem modpolerne selvfed og selvdestruktiv møder man i flere af hans film. For eksempel hos den afdankede bryder, der vender tilbage til ringen i ”The Wrestler” (2008), som han blev Oscarnomineret for. Der er også noget defaitistisk over hans roller i tidligere film som for eksempel den abdicerede bandeleder og storebror, som Matt Dillon idealiserer, i ”Motorcykeldrengen” (1983) og den mystiske mand, Kim Bassinger stripper for til tonerne af ”You can leave you hat on”, i ”9 1/2 uge” (1986)
9: Al Pacino (25. april 1940) – method acting magtmand med voldsomme monologer
Stanislavski’s system og Strasberg’s metode går ud på, at skuespilleren skal leve sig ind i sin rolle og bruge egne følelser og erfaringer til at give figuren ægte liv. Det har Al Pacino været et forbilledligt filmhistorisk eksempel på, siden han påtog sig det skæbnetunge hverv at være mafiaboss i ”Godfather” (1972) og gik undercover i ”Serpico” (1973).
”Godfather” blev begyndelsen på en karriere fyldt med portrætter af magtfulde og magtmisbrugende mænd. Han har været skydegal kokainsniffende gangsterchef i ”Scarface” (1983), borgmester der udnytter nedskydningen af en sort dreng i ”City Hall” (1996), og Fanden, der driver et advokatfirma, i ”Djævelens advokat” (1997). Selv når han er på lovens side er hans moral nulret og snavset i kanten – for eksempel den korrupte betjent i ”Insomnia” (2002).
Hans figurer har verden i sine hænder og ordet i sin magt. Når Pacino kommer ind i et lokale, overtager han scenen og fylder hele rummet. Og det lyder som om stemmebåndet er belagt med cigaretaske, når han hæst begynder på en af de verbale tour de forcer understøttet af manisk mimik og store armbevægelser, som alle faldt for, da han spillede blind løjtnant på weekend-eventyr i en ”En duft af kvinde” (1992).
Når han kun ligger nummer ni skyldes det, at det er sjældent at man ser ham. Den seneste seværdige præstation er ”Stand Up Guys” (2012), hvor han med trukne pistoler, stiv Viagra-pik og herlig gangster-charme har en sidste nat i byen sammen med Christopher Walken og Alan Arkin.
8: Matthew McConaughey (4. November 1969) – tilbagelænet sydstats-machocharme
Som mandetype er Matthew McConaughey ikke en udfarende helt, der tæver skurke, erobrer verdener og nedlægger damer. Hans mest typiske figur er sydstatsadvokaten i ”The Lincoln Lawyer “(2011), der sidder i sin store bil og lader kunderne og antagonisten komme til sig.
Han fik i 2014 sin Oscar for rollen som den AIDS-ramte platugle Ron Woodroof i “Dallas Buyers Club” (2013), der gør det til en lukrativ levevej at smugle illegal medicin til andre AIDS-patienter. Han spiller rollen med flamboyant energi og tabte sig voldsomt for at se tilstrækkelig syg ud. På den måde er rollen ret utraditionel for hans sædvanlige spillestil, som er den jeg holder mest af.
Han er nærmest for dorsk en figur til at kunne fungere som actionhelt og han er sjældent en udfarende, forførende førsteelsker. Men med blond, bølgende hårpragt, bløde øjne, drævende Texas-accent og tilbagelænet selvsikker charme har han været en sort selvtægtsmorders sidste håb som sydstatsadvokat i ”A Time to Kill” (1996), menneskehedens eneste håb som tid og rumrejsende astronaut i ”Interstellar” (2014) og fyren, Kate Hudson ikke kunne slippe fri af, i ”How to Lose a Guy in 10 Days” (2003).
7: Jeff Bridges (4. december 1949) – den hippie-jazzede udgave af Budha
Ud over den cigarethæse stemme og det kraftige, halvlange hår, som han bruger meget spilletid på at køre hænderne igennem, så er Jeff Bridges‘ varemærke nok hans afslappede, harmoniske væsen og tilhørende omgængelighed.
Dé karaktertræk blev spillet helt ud i ”The Big Lebowski” (1998), hvor The Dude viste, at selv de mest komplicerede bortførelses-mysterier og forvirrende forvekslinger kan løses næsten af sig selv, hvis man bare man tager tingene roligt – helt roligt.
Hans tilbagelænede, tilforladelige væsen er som regel krydret med en underliggende og tikkende destruktiv side. I ”Fisher King” (1991) har det selvdestruktive fået has på radioværten, men da han sætter sig for at hjælpe Robin Williams med at finde kærligheden, finder og frelser han samtidig siden egen cool personlighed.
I ”De fabelagtige Baker Boys” (1989), hvor han spiller klaver sammen med broren, har hans henkastede coolness noget slikket og en nedtonet – nærmest dopet – farlighed over sig, indtil Michelle Michelle Pfeiffer kommer og vækker hans indre jazz-djævel. Og i genindspilningen af John Wayne- westernen ”True Grit” (2010) byttede den casual cool stil og det faretruende plads, så han kunne ride ud og sprede død til den helt store Oscarnominering.
Hans omgængelige væsen gør ham også velegnet til roller, hvor han er den almindelige middelklasse amerikaner, der uforskyldt bliver rodet ud i store problemer. For eksempel da han er god nabo til Tim Robbins, der viser sig at være højreradikal terrorist i ”Arlington Road” (1999).
6: Kevin Spacey (26. July 1959) – personificeringen af det anonyme menneskes potentiale for storhed og ondskab
Kevin Spacey ligner en helt almindelig mand af dén gennemsnitlige slags, der med lethed kan opløses og forsvinde i mængden uden at blive husket for andet end en drævende stemme. Det var også det, der blev Verbals redning i ”The Usual Suspects” (1995), hvor den harmløse, haltende, lidt forkrøblede småforbryder med et vrik med foden og en strækken ud med armen forvandles til forbryderverdens Fanden og vandrer ud og væk i mængden.
Som regel spiller Spacey en person, der dukker op af mængden og ved første øjekast går i et med tapetet, men hurtigt vokser til en mand, der vælter folks verden. Enten som massemorder med et budskab i ”Seven” (1995), som all amarican middelklasse-mand i midtvejskrise i ”American Beauty” (1999), som skolelærer i ”Giv det videre” (2000), som psykiatrisk patient der muligvis er et rumvæsen i “K-PAX “(2001) og som magtliderlig og skrupelløs politiker i “House of Cards” (2013-).
Netflix-serien ”House of Card” og også fyldt med eksempler på, at han evne til – med dead pan ansigt – at levere de mest uhyrlige replikker.
5: Sean Penn (17.august 1960) – sej fyr med tvivlsom moral
Selv om Sean Penn er mere end halvvejs gennem 50’erne, fastholder han et postmoderne James Dean-look med tilbagestrøget, fyldig hårpragt, markerede ansigtstræk, vrængende Elvis-mund, sympatisk oprørskhed og følelserne uden på tøjet.
Man møder hans udgave af rebellen i ”U Turn” (1997), hvor han med sit gode udsende, storby-smarthed, dubiøse moral og antiautoritære frækhed tror han kan slippe ud af den lille flække med Nick Noltes penge og sexede kone.
Hans valg af roller og spillestil er kendetegnet ved to ting: Han kan lide at spille med i venstreorienterede film. Det gav ham en Oscarnominering for at skabe sympati for den dødsdømte fange i ”Dead Man Walking” (1995) og en Oscar-sejr for at portrættere den homoseksuelle kommunalpolitiker Harvey Milk i ”Milk” (2008). Og han spiller sine roller med en stor intensitet, der forløses i voldsomme følelsesudbrud. Det gav ham en Oscar i ”Mystic River” (2003), hvor han i en blind jagt på retfærdighed, dræber sin uskyldige barndomsven.
Ud over sit udseende og gode skuespil er han også kendt for at have været gift med Madonna, som skrev sangen “Till Death Do Us Part” om deres kærlighed. Han vil ikke interviewes om sit ægteskab med MTV-generationens kvindeideal. Så vil han hellere lufte sine politiske holdninger. For eksempel, da han I 2002 indrykkede en 56.000 dollar-dyr annonce I the Washington Post, der var et åbent brev til præsident George W. Bush med en opfordring til at stoppe aggressionerne mod Irak.
4: Tom Cruise (3. juli 1962) – evigung hedspore og tandpastasmilende actionhelt
Et af Tom Cruises kendetegn er den næsten ADHD-agtige energi, der gjorde ham til ustyrlig hedspore i ”Top Gun” og ”Det handler om penge” (begge fra 1986) og som også gør ham til ustoppelig actionhelt i ”Mission: Impossible”-serien (1996-).
Andre kendetegn er det intense blik og store kridhvide tandpastasmil, der kan være frækt forførende, men også virke en smule manisk, som om han bidder sammen om noget farligt, der ikke må slippe fri. Og uanset hvor mange umulige missioner, de sender ham og Ethan Hunt ud på, så ser den midaldrende mand ud til aldrig at ældes.
Nogen vil måske mene, at han er større som filmstjerne end som filmskuespiller. Men de blockbuster-produktioner, han som regel har hovedrollen i, er der ikke mange i Hollywood, der kan bære. Og det er nok derfor, han er den eneste skuespiller, der både har lavet film med Oliver Stone (”Født den 4. juli” (1989)), Martin Scorsese (”Det handler om penge” (1986)), Stanley Kubrick (”Eyes Wide Shut” (1999)) og Steven Spielberg (”Minority Report” (2002) og ”War og the Worlds” (2005)).
Han er medlem af Scientology og har påstået at sciencefiction-kirken har helbredt ham for ordblindhed. Den slags udtalelser kan få ham til at virke lidt dum, men der er også eksempler på, at han lytter til fornuft. For eksempel talte han meget med den politisk bevidste Poul Newman, da de arbejdede sammen på ”Det handler om penge”. Deres diskussioner fik ham til at ville lave en film, der var et modstykke til den militærforherligende ”Top Gun”. Det blev hans Oscarpræstation i ”Født den 4. juli”, der sammen med hans rolle som Pikken-er-Gud-prædikende sexolog-stjerne i ” Magnolia” (1999), nok er de bedste eksempler på, at han kan være mere end et kønt ansigt og en actionhelt, der selv laver sine stunt.
3: Joaquin Phoenix (28. oktober 1974) – den smådumme fyr med det plagede sind
Det var egentlig broren River Phonix, der var den store filmstjerne, men en oktoberaften i 1993 blev Joaquims stemme berømt. Det var Joaquim der ringede 911, da hans bror tog en overdosis kokain på Hollywood-klubben The Viper Room, hvor de var inde og se Johnny Depp optræde med sit band. Joachims opkald til alarmcentralen blev optaget og afspillet igen og igen i nyhedsudsendelser.
I dag er Joaquim Phonix et mere kendt filmnavn ende River Phonix. Ikke på grund af tragedien, men på grund af Joaquim Phonix’ evne til at give giver lidet misundelsesværdige personer liv på en måde, så vi forstår dem og husker dem – også når de kun er biroller.
Man genkender Joaquim Phoenix på hans mørke stemme, de mørke rander under øjnene, det pjuskede hår og modermærket på overlæben, der ligner et lille hareskår.
Det er ikke studenterhuen, der trykker de krøllede lokker hos hverken den unge pornoekspedient, der hjælper Nicolas Cage i opklaringsarbejdet i ”8 mm” (1999), den liderlige skoleelev, der slår ihjel for Nicole Kidman i ”To Die For” (1995), eller Johny Cash i ”Walk the line” (2005). Faktisk er Joaquim Phoenixs figurer ofte lidt bøvede og har oven i købet tit psykiske problemer. Johny Cash har sine dæmoner at slås med og både Kejser Commodus i ”Gladiator” (2000), der myrder sin far og vil have sex med sin søster, og forfatteren i ”Hende” (2013), der forelsker i stemmen fra et operativsystem, er psykisk ustabile.
Som lidt ligegyldig bonusinformation kan jeg fortælle, at Joaquim Phoenix er veganer og forlangte at ”læder”-tøjet i ”Walk the line” og ”Cladiator” blev lavet syntetisk.
2: Leonardo DiCaprio (11. november 1974) – et kønt ansigt, med vanviddets charme og kurs mod døden
Den unge, fattige croquistegner i den romantiske katastrofefilm ”Titanic” (1997) er nok den mest typiske Leonard DiCaprio-rolle. Hér får han kønne, unge ansigt lov til charmere og forføre en generation af kvindelige biografgængere, han får lov at spille sig ud i King of the world-øjeblikke af drenget vildskab og virkelighedsfornægtende overmod. Og han dør.
Leonard DiCaprio er sikkert den Hollywoodstjerne der har indspillet flest dødsscener. ”Romeo & Julie” (1996), ”De hurtige og de døde” (1995) , ”Titanic” (1997), ”Blood Diamond” (2006), ”The Departed” (2006), ”The Great Gatsby” (2011) og ”Django Unchained” (2012) er blot nogle af de film, hvor han dør, før filmen slutter.
Hans gennembrud var hans indtagende portræt af den lettere udviklingshæmmede lillebror i ”Hva’ så, Gilbert Grape?” (1993). Sindslidelsen fra den rolle genfinder man som en virus af vanvid, der truer med at bryde ud i fuld flor i hans gengivelser af historiske personligheder som Howard Hughes i ”The Aviator” (2004) og Jordan Belfort i ”Wolf of Wall Street” (2013). Og ofte får vanviddet lov til at bryde helt ud og skabe en scene med rungende galskab. For eksempel når slaveejeren går amok i ” Django Unchained”, når drømme-tyven mister tråden i ”Inception” (2010) eller pelsjægeren ved hjælp af skumspyttende hævntørst overlever kæmpebjørnens gab og klør, geværkugler, sult, frost, voldsomme styrt og vilde slagsmål i ”The Revenant” (2015).
DiCaprio kan også bruges som et varemærke, og pejlemærke når man skal vælge en film. Han forstår at vælge sine roller og sine instruktører, og når hans navn står på plakaten, kan man – med overraskende få undtagelser – se det som et kvalitetsstempel for filmen.
1: Christian Bale (30. januar 1974) – kamæleon-krop og farlige dæmoner bag det pæne ansigt.
Christian Bales figurer rummer de samme psykiske brudflader og flimrende baggrundslys af strålende vandvid, som man også tit ser hos Leonard DiCaprio. Bale spiller dem med samme overbevisning, men som regel med mindre armbevægelser og med mere fysisk tilpasning.
Det er sigende for hans lighed med DiCaprio, at Bales rolle som seriemyrdene psykopatisk yuppie-symbol i ”Amarican Psycho” (2000) i første omgang var tiltænkt DiCabrio.
I ”Amarican Psyco”-rollen som Bateman etablerede han det mistænkeligt flotte ansigt med det kølige look, der gemmer på indre dæmoner og noget diabolsk, som vi bare sidder og venter på vil bryde frem, når facaden krakelerer. Det er det samme ansigt playboyen Bruce Wayne gemmer sin indre voldelige hævner bag i ”Batman”-trilogien (200-2013).
Bale kravler ind under huden på sin figurer og er parat til at både tabe vægt og tage på for at få sin krop til at passe. Til rollen som den paranoide fabriksarbejder, der lever med sine psykiske plager på grænsen mellem drøm og virkelighed i ”The Machinist” (2004), tabte han sig eftersigende 31 et halvt kilo (det er en Hollywood-rekord). Til rollen som Batman tog han på i form af muskler, tabte sig igen for at passe til den Oscarvindende præstation som Mark Wahlbergs/Micky Wards træner og bror i ”The Figther” (2010) og tog på igen i form af hængevom og pluskinder til hans rolle i ”American Hustle” (2013).
Som bonusinfo kan jeg tilføje, at han er kendt for sin støtte til en række natur- og sociale organisationer fra Greenpeace over Happy Child Mission til en skole for gadebørn I Rio De Janeiro.
Hvad blev der af De Niro, Jack Nicolson og alle danskerne?
To af de største nulevende mandlige skuespillere er Jack Nicohlson og Robert De Niro. Desværre indspiller de i dag sjældent film, og når det sker, er det middelmådige præstationer i ret ligegyldige film. Nicolson har ikke flagret med sin buskede øjenbryn på kvalificeret måde siden ”The Departed” (2006). De Niro ser man – desværre – lidt oftere. Han var en af den oprindelige method acting-generations største skuespillere, men i dag sælger han sit navn og tilstedeværelse til fjollede komedier, som “The Intern”/”Praktikanten” (2015).
Danske skuespillere har som en sidegevinst til dogmefilmenes internationale filmprissucces fået mulighed for at gøre sig i Amerika. Dansk films flotte fyr, Nikolaj Coster-Waldau, har i HBO’s adwentureserie “Game of Thrones” (2011-) været med til at skabe tv-seriernes nye guldalder. En guldalder Mads Mikkelsen med det let fedtede hår og plagede blik nyder godt af i titelrollen i serien ”Hannibal” (2013-). Den ofte lurvede Jesper Christensen er – lidt mere typisk for europæere – skurk i de nye James Bond-film. Og Nikolaj Lie Kaas har også haft mindre Hollywood-roller – blandt andet skurk i ”Engle og Dæmoner” (2009).
Alle de danske gulddrenge har dog det tilfælles, at de for alvor kommer til deres ret i danske film, og her er min yndling Nikolaj Lie Kaas, der spænder fra den humoristiske underdog i ”Blinkende Lygter” over post- yuppietyper i “Kandidaten” (2008) og tv-serien ”Bedrag” (2015) til Robert- og Bodilbelønnede karakterroller som i “Dirch” (2011) og actionhelt i filmatiseringen Jussi Adler-Olsens krimier.
Jeg ville gerne have haft Lie Kaas med på listen, men der var kun ti pladser. Derfor blev der heller ikke plads til for eksempel Ryan Gosling og Brad Pitt og Anthony Hopkins og Christopher Walken og Benicio Del Toro og Javier Bardem og …. Fortsæt selv opremsningen.
Pers københavnerture 