Da støvet lagde sig i Bremen efter World War II stod tre ting mirakuløst uberørt af bomberne: Hovedbanegården, Roland-statuen og Rådhuset.
Bremer Roland og Bremer Rathaus
Bremens statue af Grev Roland (han findes i mange tyske byer) er en 600 år gammel, fem meter høj ridder, der er en del af en ti meter høj frihedsstøtte, og trods sit sværd og skjold ser han mild og fordragelig ud med antydningen af et smil på sine kraftige læber. Han står på markedspladsen foran Rådhuset med front mod domkirken.
Rådhuset er en 1400-tals bygning, der i 1700-tallet har fået en weser-renæssance eller måske snarere barok facade med søjler, buer, etager, takker og masser af flamboyante udsmykninger. Tager man med på en rundtur inde i bygningen, der sammen med frihedssymbolet står på Unescos verdensarvs-liste, er middelalderbygningen også dér blevet frisket op med barokblær. For eksempel et lidt malplaceret og ikke særlig anvendeligt, men smukt, rum, der er lavet med ydrevægge i flot træskærerarbejde og indervægge beklædt med gulddekoreret tapet.
Markedspladsen og julemarkedet
Min hustru og jeg var i Bremen i december 2015, hvor byens julemarked fylder den store markedsplads. Det gør det svært at få den store, målløse nydelse af markedspladsen og de flotte, historiske bygninger, der omkredser den. I udkanten af karrusellerne og boderne med julemøller, kandiserede frugter, glühwein, Käthe Wohlfahrt-glaskugler og strikketøj kan man stå med nakken tilbage, blive betaget af bygningerne og tage tiltede billeder af bygningstoppene.
En særlig ting ved julemarkedet i Bremen er de mange elg-figurer og dekorationer, man ser overalt. Øjensynligt lider hansestadens halve million indbyggere af den vildfarelse, at julemandens kane drives af et spand af elge og ikke rensdyr.
På hjørnet af Rådhuset står Gerhard Marcks’ skulptur med de fire Bremer Stadtmusikanten. På ryggen af hinanden står æselet, hunden, katten og hanen, ligesom de fire udtjente husdyr gjorde, da de skræmte røverne bort i Brødrene Grimms eventyr. Æslets forben er blankslidte af tusinde turisters lykkeønskende berøringer. Hvis man vil høre musikanternes brægen, gøen, miaven og galen skal man krydse over til hjørnet af Handelskammeret (en anden bjergtagende bygning), hvor man finder Bremer Loch – et kloakdæksel, man kan lægge øret til og høre en af eventyrets dyrelyde for hver mønt, man kaster i.
Det er også på Markedspladsen, at man finder den store St. Petri Dom, der har ligget der siden 1300-tallet som Nordeuropas Rom med filialer så som Domkirken i Roskilde. Halvt skjult under en bænkerække ligger Sct. Ansgars gravsten. I kælderen kan man se mumier (hvis man ikke kommer i december). Og i domkirkens museum kan man se religiøs kunst, 500 år gamle lutheranske bibler med kanonkuglehuller og en flot samling religiøse klæder, der er endnu ældre. I dag har klæderne samme farve som Dronning Margrethes tænder, men man se, hvor fint de er vævet og flot og gyldent, de har været dekoreret. Et lille fascinerende museum.
Schnoor og Böttcherstrasse
Når man er klar til at løsrive sig fra Markedspladsens attraktioner kan turen for eksempel gå gennem det hyggelige, yndige Schnoor med dets små skæve huse og smalle stræder, der går tilbage til 1600-tallet. I december er det et myseligt lille museumsagtigt kvarter med cafeer, kunsthåndværkere og alt hvad en turist kan ønske sig af souvenirs. Men kommer man i højsæsonen vil jeg tro, at hyggen bliver trampet ihjel af turister i sandaler og sneakers.
Et andet kvarter i den gamle del af byen er Böttcherstrasse. En gade der i 1920’erne blev et kunstprojekt med røde ekspressionistiske murstensbygninger, der med forskellige former slanger sig ned gennem den 110 meter lange gade. Ud over et par museer, cafeer og kunstbutikker er hér også Sieben-Faulen-Brunnen med skulpturer af de syv brødre, der ifølge legenden var for dovne til at gøre beskidt arbejde, men viste sig at være smarte og entreprenante. Og så er der klokkespillet med 30 klokker, der spiller, mens en etage i et tårnlignende hjørne mellem klokkespilshuset og museumsbygningen bliver til et roterende slideshow med modernistiske relieffer med berømte eventyrere fra sø- og luftfartens historie.
Gaden, brønden, klokkespillet og museumsbygningen er mæcenen og handelsmanden Ludwig Roselius’ livsværk. Han blev rig på et kongerige af koffeinfri kaffe (hans kaffefabrik HAG er også en seværdighed). Og ud over kunstgaden brugte han sine penge på en samling, der ud over verdens første museum dedikeret til en kvindelig kunstner – Paula Modersohn-Becker – rummer religiøs middelalderkunst, boliginteriør fra 1800-tallet, en sølvskat og billeder som bl.a. Lucas Cranachs berømte portrætter af Martin Luther og hans kone, Katharina von Bora. Selvom man hverken falder på halen eller næsen over Paula Modersohn-Beckers postimpresionistiske selvportræt og andre billeder, så er det alt i alt et par udmærkede museer.
Museerne
Ud over domkirkemuseet og museerne i Ludwig Roselius bygning, besøgte vi Weserburg Museum of Modern Art og Focke Museum.
”Ja, ja, ja, nee, nee, nee,” kan man høre den sløve eftergivende stemme fra Joseph Beuys’ lydinstallation gentage i træt uendelighed, når man tager elevatoren fra etage til etage i museet for moderne kunst, der ligger smukt ved bredden på en halvø i floden Weser. Museet udstiller vekslende samlinger af moderne kunst af både den underholdende, den øjenåbnende og den skal-det-nu-også-være-kunst-agtige slags. De tre bedste oplevelser var Junge Sammlungen 03 med blandt meget andet Stefan Panhans videoværk ”Sorry” (en togvogn med et melankolsk mylder af besynderlige typer) , Auf anderen Gründen med Emese Kazars malerier med spøgelseslignende skikkelser, hvor Edward Munch møder Hollywoods hororfilm og samlingen af Ter Hells abstrakte billeder, der er speedet op med graffiti-indslag.
Focke Museum er bymuseet, hvor man gennem afsnit med forskellige genstande og opstillinger kan følge byens udvikling siden den ikke bestod af ret meget andet end domkirken over dens storhedstid som søfartsby (med nogle flotte skibsmodeller) til efterkrigstiden. Da vi besøgte museet, var der også en særudstilling om fodbold, ”Fussball Halleluja!”. Den udforskede blandt andet fodboldfebers lighed med religion – og vi fik set Messis fodboldshorts og en græstot fra græstæppet, der blev spillet på i finalen ved VM på Berlins Olympiske Stadion i 2006. Lidt tankevækkende, lidt sjovt og lidt kedeligt i længden.
Byens kvarterer
Når man er på storbyferier er det altid spændende at tage en af byens centrale busser eller sporvogne og bare kører derudad og se, hvor ”de rigtige mennesker” bor, og hvor byens borgere befinder sig, når souvenirbutikkerne lukker og citys gågader indtages af nattelivet. I Bremen kan man gøre det med for eksempel sporvognslinje 6, der kører ud til eksperimentariet Universum Bremen, der er en mageløs muslingeformede metalbygning, der ligger og ligner en crashet UFO i universitetsområdet.
På rundturen i rådhuset havde guiden med fortalt, at byen altid havde manglet penge, mens borgerne altid havde masser – og han viste hvordan for eksempel hver eneste rådhusstol var sponseret af en af byens borgere, der havde fået en lille navnetavle bag på den. Når man tager linje 6 ud mod universitetsområdet kan man tydelig se, at han har ret. Bremen har selvfølgelig som alle andre tyske byer kvarterer med halvgrimme, funktionalistiske hastebyggeri fra årtierne efter krigen, men den har især store kvarterer med bungalower af den slags, vi har langs Strandvejen og i Københavns ambassadekvarterer.
Det er dog ikke gammel by, trist funktionalisme og burgøjservillaer det hele. Man skal unde sig selv en tur til det farverige bohemekvarter, de kalder ”Viertel”. Som en rå udgave af Nørrebrogade går Vor dem Steintor ned gennem kvarteret med spøjse butikker, spændende atmosfære, søde byfornyede sidegader og strædet Helenenstrasse, der er byens prostitutionsgade, hvor man kan se nøgne kvinder i vinduerne næsten som en miniudgave af De Wallen i Amsterdam.
En anden god tur er en gåtur langs floden ad Weserpromenade Schlachte. Om sommeren skulle det være domineret af skibe, solbrune unge, turbåde og udskænkningssteder. Da vi gik turen var der et selvironisk julemarked med sørøvertema, der fuldte strækningen.
Mad og hotel
På et tidspunkt skal man selvfølgelig have noget at drikke, noget at spise og et sted at sove. Byens øl hedder Beck fra det lokale bryggeri (som det er muligt at besøge). God, traditionel mad kan man blandt andet få i Bremen Ratskeller Restaurant, der oprindeligt er en enorm vinkælder, hvor man stadig kan smage noget af Tysklands ældste vin, der i dag eftersigende har fået smag og konsistens som portvin. Maden er god, men det særlige er selvfølgelige det historiske lokale med høje hvælvede lofter og enorme vintønder. Men når man besøger sådan et sted, er det lidt et lotteri, hvor man kommer til at sidde og spise. I rådhuskælderen sad vi i et ret kedeligt hjørne uden rummets storhed. Så var det faktisk sjovere at spise på Edelweiss på Banhofsplatz. Maden var traditionel tysk, øllet var Beck, lokalet var spækket med julepynt og gemytligt gøgemøg, og tjenerne gik i tyrolertøj.
Vores fire overnatninger var på Star Inn Colombus Banhofsplatz. Indendøre var der bekvemme no nonsens værelser, gange med brune gulvtæpper og en god morgenmadsbuffet. Uden for holdt byens afrikanske pushere til og udvekslede pengesedler og små plastposer med hvidt pulver. Handlen spredte hverken frygt eller utryghed, og nogen gange holdt der en politivogn over for; uden at det påvirkede handlen synderligt.
Pers københavnerture 