I filmens verden er Paris et farligt sted, hvor man kan miste sit hjerte, sit liv, sine ejendele, sin forstand eller sin datter. Og Paris er nok den eneste by i verden, hvor det er smukt og romantisk, når en blind og en narkoman finder sammen som hjemløse – som i “De elskende fra Pont Neuf” (1991).

Terrorangrebene 13. november fik mine – og alle andres – tanker til at gå til Paris. Jeg kom bl.a. til at tænke på film, der foregår i Paris.

Jeg er ikke til franske film, har aldrig surfet på den nye bølge og hverken dyrket François Truffaut, Jean-Luc Godard eller Louis Malle. Min franske yndlingsinstruktør er Luc Besson med hans stilfulde actionfilm som “Nikita” (1990) og “Leon” (1995). Hans bedste Paris-film er nok ”Subway” (1985), hvor Christopher Lambert er en dubiøs plattenslager, der går rundt på Paris’ undergrundsstationer i smoking, med strittenede gult hår og et lysstofrør i hånden og laver pengeskabs- og togrøveri og samler en håndfuld af undergrundens bizarre typer til et orkester. I Paris er underverdenen surrealistisk smuk og fyldt af kreativitet.

Bogart Casablanca Paris scene
Bogart og Bergman mens alt stadig var sød musik i Paris, men i “Casablanca” og  mange amerikanske film ender det med et bittersødt: “We’ll always have Paris”.

”We’ll always have Paris”, hedder det. For i amerikansk kærlighedsgeografi er Paris en bittersød tilstand. Det er ikke der kærlighedens olympiske flamme holder til. Det er der den har sit arnested. Det er der, ilden bliver slukket. Eller det er der, der bliver pustet til flammerne. I den romantiske komedie ”Forget Paris” (1995) forelsker Billy Crystal og Debra Winger sig i Paris, men kærligheden får det svært, da de kommer hjem til hverdagen.  Ingrid Bergman knuser Humphrey Bogarts hjerte I Paris, og så sidder han og er en bitter mand I “Casablanca” (1942). Og i ”Når du mindst venter det” (2003), opsøger Jack Nicholson Diane Keaton i Paris, da han til sidst er blevet klar til forpligtende, moden kærlighed.

sex i i Sidste Tango i Paris
Brandos lurvede overfrakke og den flotte, men misligeholdte lejlighed er et sindbillede på kærligheden og byernes by i “Sidste tango i Paris”,

I Bernardo Bertoluccis “Sidste tango I Paris” (1972) har filmcensuren bedre dage end den ægte, varige kærlighed. Marlon Brando går rundt i en brun, lurvet overfrakke i sin store lejlighed, der kun er møbleret med en plettet dobbeltmadras, og røvpuler Maria Schneider (formentlig filmhistoriens mest berømte smørpakke-scene). Brandos store, klassicistiske lejlighed, der trænger slemt til en kærlig hånd, er et sindbillede på både kærligheden og Paris.

I musicals vrimler det med amerikanere, der finder kærligheden i Paris. Fx i trekant-dansedramaet ”En amerikaner i Paris” (1951). Og sang-og-dans-modefilmen ”Forelsket i Paris” (1957), hvor bog-ekspeditricen Audrey Hepburn springer ud som fotomodel foran Fred Astaires linse. Eller ”Gigi” (1958), hvor Maurice Chevalier takker himlen for små piger.

Paris får Gene Kelly og Leslie Caron til at danse af romantisk glæde i
Paris får Gene Kelly og Leslie Caron til at danse af romantisk glæde i “En amerikaner i Paris”
Selv om Nicole Kidman er en letlevende fristerinde, så bliver dekadencen i
Selv om Nicole Kidman er en letlevende fristerinde, så bliver dekadencen i “Moulin Rouge” ikke andet end et godt show.

I pop-rock-musicalen “Moulin Rouge” (2001) er Ewan McGregor en fattig poet (man kan ikke nyde Paris på fuld mave), der falder for den letlevende Nicole Kidman. Det er ikke kun den ikoniske musical-mølle, der gør ”Moulin Rouge” til typisk film-Paris. Hvis man sammenligner den med ”Cabaret” (1972), så er dekadencen i Berlin-musicalen farlig – næsten gyseragtig – og teateret danner scene for nazismens komme. Pariser-dekadencen i ”Moulin Rouge” bliver aldrig til mere end blærede, stort opsatte musical-optrin. I Paris er selv synden og sjælens forfald en kulørt fest.

Woody Allens kamera kæler for Paris mens Owen Wilson tager på tidsrejse og går rundt med Marion Cotillard og møder 20'ernes kunstneriske avantgarde.
Woody Allens kamera kæler for Paris, mens Owen Wilson tager på tidsrejse og går rundt med Marion Cotillard og møder 20’ernes kunstneriske avantgarde.

Paris’ forførende og tryllebindende karakter kan man opleve i Woody Allens ”Midnight in Paris” (2011), hvor Owen Wilson går rundt langs Seinen efter midnat og på magisk vis havner I 20’ernes kunstavantgardes hovedstad. Woody Allans billeder er en hyldes til byerne by og historien er en hyldest til den duft af ”ægte” kunst og kunsthistorie, der altid river USA’s kreatives klasse i næsen og styrker deres had/kærligheds forhold til Europa og især Rom og Paris.

De farlige, fristende og forbryderiske sider af Paris giver ”Den lyserøde panter” (1963) et lagkage-komisk blik ind til, når Peter Sellers tumler rundt i opklaringen af et diamanttyveri.  Men forbryderverdenen i Paris kan være meget farligere end den kriminalinspektør Clouseau klovner rundt i.

Paris' skrå tage, en turistsouvenir med hemmeligheder, der er værd at dræbe for, Emmanuelle Seigner, der er værd at holde fast i, og Harrison Ford i problemer i
Paris’ skrå tage, en turistsouvenir med hemmeligheder, der er værd at dræbe for, Emmanuelle Seigner, der er værd at holde fast i, og Harrison Ford i problemer i “Frantic”

I Polanskis ”Frantic” (1988) er Harrison Ford en tilfældig doktor, der – på rigtig Hitchcock-maner – bliver rodet ind i alt muligt livsfarligt, da han prøver at finde og redde sin kidnappede hustru. Heldigvis får middelklasse-manden hjælp af den Europa-gadesmarte unge pige Emmanuelle Seigner. Og det farlige er ikke kun gangsterne og spionerne, men også Emmanuelle Seigners fristelser.

Liam Neeson Taken i Paris
Liam Neeson er klar til at tæske sig gennem Paris, der i “Taken” er byen, man kun skal tage til, hvis man gerne vil i kløerne på Europas bærme.

Hvis man er amerikaner og gerne vil opleve en by, hvor der under den kultiverede, romantiserede glasur gemmer sig plattenslagere, der lader en ende i hænderne på menneskesmuglere, som vil sælge en som sexslave til oliesheiker, så skal man tage til Paris. Det er i hvert fald budskabet i paranoia-action-kultfilmen “Taken” (2008), hvor Liam Neesons teenage-datter er så letsindig at tage med en veninde til det farlige Paris, hvor hun selvfølgelig bliver kidnappet. Over telefonen lover han misdæderne: ” If you let my daughter go now that’ll be the end of it. I will not look for you, I will not pursue you, but if you don’t, I will look for you, I will find you and I will kill you.”  – og det gør han så.

Den franske hovedstad er selvfølgelig ikke kun romantik, ulykkelig kærlighed, kunstnere med knurrende mave og farverige forbrydere. En af byens helt store fristelser er mad. Det får man en mundfuld af i animationfilmen ” Ratatouille” (2007), hvor en rotte er et madgeni, der gemmer sig i en køkkenelevs kokkehue og hjælper ham på vej til succes.

Paris er en gammel by med skadedyr som fx rotter, men i
Paris er en gammel by med skadedyr som fx rotter, men i “Ratatouille” lærer vi, at det ikke er dumt at have rotter på loftet, når man er i lære som kok.

Paris har det bedste af alt det farlige, fristende og forførende. Det ved jeg fra filmene . … Og så har jeg også været der en enkelt dejlig, men ret udramatisk gang.