”Ich bedauere, men sådan er reglerne.” Den unge studine, der havde fået et sommerjob som kustode på Sanssouci, stod i 30 graders varme og prøvede at værge for sig i min hustrus korstog for fri og lige adgang til kulturarven og ret til at fotografere og dele billeder af Unesco world heritage-steder. Jeg deserterede fra kulturhistoriens frihedskamp, betalte tre euro for en fototilladelse og gik på motivjagt på Frederik II’s fotogene frankofile 1700-tals rokokko-sommerslot, uden at bekymre mig om, hvor jeg ville oploade mine billeder.
Frederik II blev født i 1712 og byens markering af hans 300 års jubilæum var en af grundene til, at vi var taget til Potsdam netop i år.
På et bymuseum i byen pillede udstillingen ”Kongen og kartoflen” skrællen af myten om hans allestedsnærværende indsats og personlige engagement i kampen for at gøre de sultne preussere til kartoffel-tyskere. Men den dag i dag lægger folk stadig kartofler på hans gravsten i Sanssouci.
Federik II’s andet store slot, Neues Palais, viste i 72 af slottets rum den storladne ”Frederisiko”-udstilling, der afslørede krigsherren, åndsfyrsten, landsfaderen og symbolet på tysk storhed som en målrettet, intrigant, snedig, homoseksuel, ondskabsfuld stakkel, der startede med frisind og frejdighed og folk som Voltaire i sin omgangskreds og endte bitter og glædesløs med to hunde og en hest, der fik dårlige tænder af at nippe frugt fra hans lommer, som de eneste venner.
Udstilling eller ej så er Potsdams slotte et besøg værd. En tur med sightseeing-bådene viser, hvor mange og hvor forskellige de er.
Selve byen Potsdam ligger i favnen på de store smukke slotsparker og anlæg og er ved første øjekast en romantisk wienercharmør. Men når man har været rundt og er faldet for charmen ved 1700- og 1800-tals-sidegaderne til det nydelige hovedstrøg, Brandenburger Strasse. Og når man været i hollænderkvarteret med gallerierne og kunsthåndværksbutikkerne i de hyggelige gader med smalle huse med trappegavle og nederlandske vinduesskodder. Og når man forundret har set den russiske koloni med solide 1880-tals træhuse bygget som en tro kopi af en russisk landsby. Og når man tror at alt er rosenrødt, så skal man besøge den store Sct. Nikolai Kirke og tage trapperne hele vejen op til den smalle rundgang om kirkens store kuppel, hvor man ser ned på englene, der på sine høje tårne står og ser ud som om, de vogter over byen. Set der oppe fra vogter englene over en by af sanerings-overmodne ghettokvarterer fra DDR-tiden.
Nede på pladsen foran kirken kan man se Fortunaportalen, der står som en smuk, underligt efterladt rest af fortidens store byslot omgivet af slum, byggetomter og skurvogne.
Man skal dog ikke lade sig slå ud af udsigten fra Sct. Nikolai. Vil man se flotte seværdigheder – og dem er der en del af – så har byens trafikselskab gjort alt forarbejdet for en. Verkehrsbetrieb Potsdam har lavet en pjece med otte turistruter, som almindelige busser eller sporvogne kører gennem, og ved stoppestederne er der store skilte, der viser buslinjens seværdigheder. Så hop fx på 695, der ud over at leve op til navnet slots-ruten, også viser andre flotte sider af byen.
Eller tag kultur-linjen, sporvognslinje 93, forbi bl.a. filmmuseet, Hans-Otto Theater-byningen, der er Potsdams svar på en krydsning mellem operahuset i Sidney og Mærsks makværk, og ud til Gleinicker brücke, hvor Øst og Vest udvekslede spioner under den kolde krig. Ligesom broen, så viste en ”Død over de tyske erobrere”-graffiti, man stadig kunne læse, på en væg i en af Neues Palais ikke færdigrenoverede værelser, at Potsdam på godt og ondt, smukt og grimt, har spor efter alle epoker af Tysklands historie.
Pers københavnerture 