12 år før Meg Ryan sad på et cafeteria og med ikonisk gennemslagskraft illustrerede en fake orgasme for Billy Crystal i ”Da Harry mødte Sally” (1989), lavede Woody Allen romantiske komedier, hvor personerne knevrede løs om sex og orgasmer. I både ”Mig og Annie” (1977) og ”Manhattan” (1979) kredses der ustandseligt om det. Og som Woody Allans filmkarriere skrider frem, bliver emnet sex overfor kærlighed mere og mere fremtrædende.
I Woody Allens kærlighedshistorier er hjerterne som spastiske blæksprutter, der ikke kan styre sine fangarme, og mændenes lem er altid er pikhoved foran forstanden. Det mest intense eksempel på, at lykken kommer til at side fast i lynlåsen, er nok ”Match Point” (2005), hvor Chris Wilton er en social stræber, der bliver rodet ud i et seksuelt forhold til Scarlett Johansson og må ty til et dobbeltløbet jagtgevær for at forhindre, at hun ødelægger hans ambitioner og hans ægteskab med den rige Emily Mortimer.
Og det er ikke kun mænd, der har problemer med at styre deres lidenskaber. I ”Vicky Cristina Barcelona” (2008) er den – igen – letantændelige Scarlett Johansson ved at ødelægge forholdet til sin hjerteveninde og et ægteskab, da både hun og veninden falder for en kunstner, der viser sig at være gift med Penélope Cruz, og så er der gang i en ménage à troi-fire stykker.
Lyder det som noget romantisk rod, så er det mindst lige så slemt i ”Hannah og hendes søstre” (1986), hvor Hannahs mand forelsker sig i hendes ene søster og hendes ex-mand genoptager et forhold til hendes anden søster. Og I ”You Will Meet a Tall Dark Stranger” (2010) kaster alle sig I panik I favnen på den første, men ikke bedste kærlighedsløsning som for eksempel Anthony Hopkins, der flygter fra sin alderdom ved at starte et forhold til en ung prostitueret. Også i Woody Allens privatliv er kærligheden noget rod, hvor begæret løber af med fornuften – som bekendt forfører han Rosemarys baby, mens han lever sammen med Mia Farow.
En sidegevinst ved Woody Allens romantiske ruskomsnusk er indblikket i kvinders tanker og følelsesliv. Mange år før at TVs husmødre blev desperate, og storbykvinder fik sex og sko på hjernen, og Bridget Jones skrev dagbog, præsenterede Woody sit publikum for frustrerede, forvirrede og ulykkeligt forelskede kvinder, der flagrede rundt for at finde fodfæste i livet. Og det er og har altid været betagende kvinder som bohemetypen Diane Keton i ”Mig og Annie”, der iført stor hat, prikket slips og pensionist-vest kunne gøre ”la di da, la di da,” til en romantisk sætning. Den kønne og kære og skrøbelige Mia Farrow der kunne bære en lang række af hans film. Den erotisk ekstroverte Scarlett Johansson eller den sensuelle Penélope Cruz.
Pers københavnerture 