
Af Per Vad
Har du styr på det med generationerne? Hvad er det nu de hedder, dem der kom efter boomerne? Er millennials født før eller efter århundredeskiftet? Hvad er forskellen på millennials og de unge generation Z’er? Og hvad hedder den generation, nutidens skolebørn hører til?
Her får du styr på de seneste fem generationer, og hvad der kendetegner dem.
Begrebet generationer stammer fra biologien, hvor hvert slægtsled er en generation. Den oldgræske historiker Herodot satte tal på, og sagde at der gik tre generationer på hundrede år: Bedstemor, mor og datter. I slutningen af 1800-tallet begynder man at tale om ’socialgenerationer’, hvor forskellen ikke er slægtsled og alder, men i høj grad den politiske, socialkulturelle og teknologiske verden en socialgeneration lever i. Så når der kun er 15-20 år mellem de nye genererationsbetegnelser skyldes det samfundets og teknologiens hurtige udvikling.
Jeg har set på den teknologiske, politiske og kulturelle verden, der har formet de seneste 5 socialgenerationer, og hvad der kendetegner Boomerne (1947-1964 – født efter krigen og før ungdomsoprøret), Generation X (1965-1980 – født fra ungdomsoprøret til AIDS-epidemien), millennials (1981-1995 – fra AIDS-epidemien til Sovjetkommunismens sammenbrud) Generation Z (1996-2012 – fra kommunismens sammenbrud til de første iPads) og den seneste Generation Alpha (iPad- og corona-generationen født efter 2013).
Den fælleskabsorienterede boomer, der er født mellem 1946-1964
Hun kan se på det gnækkende grin, farfaren prøver at holde tilbage, at det ikke er meningen, at hun skal svare på hans retoriske spørgsmål: “Hvorfor er fisk så grimme?” Da hun blot smiler og trækker på skuldrene, svarer han selv: “De er vanskabte.”
“Din generation mangler humor – humor og fagforeninger,” smiler han og vender tilbage til sin Politiken. Henne på grammofonen spiller Bob Dylans “Blood on the Tracks”-LP, og ude i køkkenet står farmor og vender frikadeller på gasblusset. Og efter maden vil han sikkert insistere på, at de ser nyheder på flow-tv. Sådan er det hjemme hos en boomer i hans og hustruens ejerlejlighed på Frederiksberg eller parcelhus i Dalum.

Boomeren er efterkrigsgenerationen, der er født efter FN’s grundlæggelse og før ungdomsoprøret i 60’erne. De ældste af hans slags kaldes nogle gange for ”68’erne”, fordi de var en del af ungdomsoprøret. Han hedder Peter eller Henrik, og hustruen hedder Kirsten eller Helle. Han er barn af permanent økonomisk vækst og en tro på, at i morgen altid bliver endnu bedre end i dag. Han har arbejdet hårdt hele sit liv. Han har taget ideologisk stilling mellem venstre- og højrefløjen. Han synes, hans datter er lidt slap og pylret i sin børneopdragelse – og så er børnebørnene altså alt for afhængige af deres mobiler.
Man kan argumentere, at begrebet boomer blot betegner en kæmpegeneration af mennesker født efter krigen, der ikke har mere tilfælles end Pia Kjærsgaard (født 1947) og Anders Lund Madsen (født 1964). Men man kan trods alt godt tegne den store generation lidt socialkulturet op.
Boomeren er Elvis, Rolling Stones og Gasolin. Han er ‘Easy Rider’, ‘The Graduate’ og ‘Rumrejsen 2001’ med den farlige computere. Han er afslappet klædt i sine jeans, polotrøje og cardigan. Han er Muhammad Ali, Oprah Winfrey, John Lennon og Bill Clinton. Og han er sund, rask, åndsfrisk og seksuelt aktiv, selvom han er gået på pension.
Når boomeren går ind i en stemmeboks, overvejer han, om det er Socialdemokraterne, Venstre eller Danmarks Demokraterne, der bedst løfter sundhedssektoren, får styr på indvandrerne og bevarer hans kødspisende og ciskønnede velfærdskultur. Og når han diskuterer med de unge i generation Z, der giver ham skylden for klimakrisen, så svarer de ham med et lidt nedladende “okay, boomer”.
Den indivualistiske generation X, der er født mellem 1965 og 1980
Generation X er barn af kvindernes frigørelse, kollektiver og oliekrise. Hun er født mellem 60’ernes ungdomsoprør og 80’ernes AIDS-epidemi, der satte punktum for fri sex. Hun hedder Susanne eller Charlotte, og hendes mand hedder Michael eller Thomas. De kalder hende “Nå-generationen”, der ikke startede noget oprør, eller “den glemte generation”, der ligger klemt mellem de mere markante boomere og millennials. Og det er blandt de yngre i hendes generation, at man finder “curlingforældrene.”
Selve navnet, Generation X, stammer fra den canadiske forfatter Douglas Couplands generationsroman ‘Generation X’ fra 1991, der handler om hans generations opgør med 68’erne. Og hvor X’et i generation X symboliserer en modstand mod at blive defineret af forudbestemte normer, idet generationen insisterer på at finde egne eksistentielle grundværdier.

Susanne griner, når Salma Hayek udtaler: “Min mor spørger mig altid: ‘Hvornår vil du omsider gifte dig?’ Og hver gang svarer jeg: ‘Når jeg finder en mand, der har større nosser end mig.'” Og Susanne ville komme i fængsel, hvis ironi var forbudt.
Hun er Windows 95 og DVD’er og synger med på Madonnas ‘Like a Virgin’ og Nirvanas ‘Smells Like Teen Spirit’. Hun græd, da Kurt Cobain døde. Hun er Michael Jordan, Nelson Mandela, Lady Diana og Frederik X, der kørte børnene i skole på Christaniacykel. Hun er ‘Breakfast Club, ‘Beavis and Butt-Head’ og ‘Fight Club’.
Hun har både prøvet at betale med checks og med dankort. Hun er generationen, der har røget i smug for både sine forældre og sine børn. Og hun har ved selvsyn set, at Berlinmurens fald ikke refererer til en byggeulykke.
Hun har en lidt bedre balance mellem arbejde og fritid sammenlignet med boomerne og er mindre autoritetstro end dem. Hendes tro på fremtiden er ikke så stor som boomernes, og hun har ikke et lige så fast ideologisk ståsted. Når hun har fri, kan hun godt lide at trække i mom jeans, hvide sneakers og en koncert-t-shirt. Og hun laver gerne mad i mikrobølgeovnen.
Hendes jævnaldrende søster bor i et rækkehus i Brønshøj med sin mand nummer to, mens hun selv bor i en ejerlejlighed i Jægersborggade, som den gang var til at betale. Hun glæder sig til at tilbringe weekenden med det lille barnebarn, der kom til for nylig, selvom hun bestemt ikke kan lide at blive kaldt bedstemor.
På vej ind til stemmelokalet går hendes tanker til ejendomsskatterne og forholdet mellem provins og hovedstad. I sin studietid var hun liberal og konservativ, men nu ligger hun lidt mere inde på den politiske midte.
De dynamiske millennials, der er født mellem 1981 og 1995
Millennials – eller generation Y, som den også kaldes – er født mellem AIDS-epidemien og østblokkens sammenbrud. Han hedder Morten eller Rasmus, og hende, han sikkert snart skal skilles fra, hedder Maria eller Camilla.
Hvor man måske kan sige, at boomere bare er en massebetegnelse, der betegner den kæmpegeneration, der er født efter krigen. Og generation X bare bare er et lidt løst popkulturelt begreb baseret på en roman. Så er Morten og de andre millennials en generation vokset op i verden, der både teknologisk og socialkulturelt er væsentligt anderledes end deres forældres – anderledes end boomernes.

Morten har prøvet at ringe på fastnettelefon og slikke frimærker til breve og postkort, men frem for alt er han vokset op med internettet og dankort. Så han finder sin partner på nettet, køber ind hos Amazon og netværker på LinkedIn. Han spiser avocado-toast og skyller den ned med en smoothie eller en café latte til 40 kroner. Og han sidder i sin alt for dyre lejlighed på Christianshavn og streamer tv-serier som ’Friends’, ’The Office’ og ’How I Met Your Mother’.
Han har læst alle Harry Potter-bøgerne. På MTV eller i sin iPod har han lyttet til Justin Timberlake, Eminem, Britney Spears og Kenye West. Han er Volodymyr Zelenskyj og Uffe Elbæk. Han er Mark Zuckerberg og Sofie Linde. Og han er Pernille Skipper og Alex Vanopslagh.
Hans tøj er både vindtæt og vintage. Og ligesom kæresten er hans stil et miks af noget trendy og noget casual – tøj fra Samsøe Samsøe eller Wood Wood sat sammen med et par retro sneakers. Og ikke siden hans bedstefars tid har så mange mænd haft fuldskæg og gået med kasket.
Morten er medlem af en gul fagforening og vil have, at hans arbejde ”giver mening”. Og han giver den gerne en ekstra skalle bag computerskærmen, når en mellemleder roser ham og siger ”jeg ser dig” eller ”jeg hører, hvad du siger” eller noget andet fra et management- eller projektlederkurser.
Han er vokset op i et nyt årtusinde uden politiske ideologier og ser sig som en helt individualist. Men hans generation er også dem, der står bag #MeToo, #BlackLivesMatter, LGBTQ-bevægelsen og cansel-kultur. Mens nogle af hans barndomsvenner stemmer på Liberal Alliance, så er der også mange, der har fundet et hvilested på venstrefløjen, hvor han stemmer på SF, fordi de varetager hans interesser som offentligt ansat, eller på Enhedslisten i København, fordi de varetager hans interesser i forhold til miljø og børnepasning.
Den digitale generation Z, der er født mellem 1996 og 2012
Generation Z – eller zoomerne – er født efter apartheid og Sovjetunionens sammenbrud. De er født efter internettet, men før kunstig intelligens. Deres generation er den første, der er vokset op med mobiltelefoner, men de havde ikke en iPad som babysitter. De er gamle nok til at have oplevet og forstået terrorangrebet 9/11 som noget definerende, men de var gået ud af folkeskolen, da corona sendte alle elever hjem i to skoleår.

Hun hedder Cecilie eller Emma, og hendes kæreste hedder Christian eller Jonas. Hun er vokset op med apps og sociale medier. For hende er den digitale verden lige så virkelig som real life. Hun er påvirket af perfekthedskultur og karakterræs og er åben om, at hun har ADHD og/eller en spiseforstyrrelse.
Hun går i baggy jeans, crop top og oversize hoodie. Og når hun skal i byen, trækker hun i en kort kjole og et par langskaftede støvler. Hun er flexitar og kan lide wraps, poke bowls og opskrifter fra TikTok og skyller gerne maden ned med en bubble tea eller breezer.
Hun ser eller læser ikke nyhedsmedier, men orienterer sig via YouTube og Instagram. Hun morer sig over memes og TikTok-trends, som andre generationer ikke forstår. I sine ørepropper lytter hun til Billie Eilish, Jada, Tessa og Tobias Rahim. Og hendes generation er rig på store kvindelige personligheder som Greta Thunberg, Clara Tauson, Kira Marie Peter-Hansen og youtuberen Astrid Olsen.
Hun er kreativ og supergod til at multitaske og drømmer om at blive influencer, kreativ chef i en startup eller miljørådgiver. De ældste fra hendes generation har lige fået en bolig i Nordvest eller Sydhavnen, mens de yngste stadig bor hjemme og får svært ved at komme ind på boligmarkedet.
Fordi hendes forældre blev ramt af finanskrisen, og fordi hun ved selvsyn har set brændende skove og oversvømmede byer, er hun økonomisk fornuftig og klimabevidst. Og når der kommer valg, vil nogle fra generationen stemme på Liberal Alliance, men de fleste er til Enhedslisten eller Alternativet, fordi de fokuserer på klimaproblemerne og vil give hende mere i SU.
De hyperteknologiske forsøgskaniner i generation Alpha
Den første iPad kom på markedet i 2010, og det er deromkring at den hyperteknologiske generation Alpha er født. Han hedder Lucas eller Noah og hans veninde i skolen hedder Emma eller Sofia. Og de bruger ord fra memes og TikTok som rizz (karisma), skipidi toilet (toilet), very demure (hensynsfuldt og venligt), ohio (underligt) og beta (svag eller ikke-cool).

Lucas er vokset op med sociale medier, streamingtjenester og smartphones. Men også med problemstillinger som klimakrise og covid-19. På verdensplan fødes der mere end 2,5 millioner nye generation Alpha-babyer hver uge, og generationen står til at blive den største nogensinde.
Betegnelsen generation Alpha kan vise sig at være midlertidig, for de er også generationen der på grund af corona blev sendt hjem fra skole i to år. Og hvis pandemien bliver definerende for dem, vil de sikkert ende med at blive kaldt Corona-generationen eller generation C.
Deres millennialsforældre vogter nidkært om og over dem og sikrer, at de ikke gør noget på egen hånd. Og forældrene har klædt dem i genbrugstøj i kønsneutrale farver som beige, pastel og jordtoner. Og når alphaerne sidder med deres skærme, vil de gerne være klædt i noget behageligt – fx sportsmode fra Nike og Adidas.
Alpha-generationen bliver en generation af forsøgskaniner, der skal teste nyt uddannelsessystem, bruge AI, udfylde arbejdsfunktioner ingen endnu har hørt om og prøve at leve i en verden med en ny globalpolitisk verdensorden og en civilisation, der hele tiden rammes af klimakatastrofer og ekstremt vejr.
Ved skolevalg har det vist sig, at drengene er meget højreliberale og kan lide TikTok-fænomener som Alex Vanopslagh, mens pigerne søger langt ud til venstre af frygt for klimakatastrofer.
Tidslinje med de fem generationer

Kilde
Chat GTP krydset med en række Googlesøgninger omkring bl.a. Lex.dk om generation X, Lex.dk om generation Z, Alt.dk om boomere, Kristeligt Dagblad om de 6 generationer, Lederindsigt om de 6 generationer, Information om navngivning af generationer, PK Medier om millennials, Videnskab.dk om arbejdsmoral, Politiken om generation Alpha, Mandag Morgen om aldersforskelle ved valg og Politiken om generationsbestemt humor.