“De høje vinduer” (1913) er et interiør fra Ida og Vilhelm Hammershøis hjem i Strandgade 25. Billedet og Hammershøi malestil er både realisme og symbolisme. Ved hjælp af små penselstrøg har han malet et virkelighedstro og poetiske billede af sollys. Men med maleriets stemning og med Ida, der står med ryggen til og kigger længelsfuldt ud ad vinduet, får det også noget melankolsk over sig. Og billedet bliver et symbol for længsler og drømme.

150 år før nogen begyndte at tale om hjemmearbejdsplads, tog Vilhelm Hammershøi hjemmearbejde til helt exceptionelle højder. Han brugte hele sit arbejdsliv på at male lysindfaldet gennem de sprossede vinduer, den hjemmegående hustrus nakke og dørene mellem stuerne.

I en klunketid, hvor indretningsmoden var det overfyldte, tungt møblerede hjem, tømte han stuen for møbler og malede solen, der faldt på de nøgne vægge og tomme gulve. Han var danish design, halvtreds år før nogen fandt på det begreb. Billedsprogets farvetoner var blå-brune-grå, og når han fandt motiver udendørs, var København som en neutronbombet eller corona-nedlukket hovedstad, hvor det er november hele året. Han var nordic noir, 100 år før nogen fandt på den genre.

På turen fra Christianshavn Torv til Gammelstrand får du et godt indtryk af Hammershøis verden. Der er billeder og baggrundsinformation ved alle stop. Kortet viser også yderligere Hammershøi-steder. Åben kortet i Google Maps.

Jeg har kortlagt hans lejligheder i København samt de steder i byen, hvor han fandt sine motiver. Følger du min rute fra Christianshavns Torv M til Gammel Strand M, får du et godt indtryk af hans verden. Men jeg har også markeret alle de andre steder i byen, der er knyttet til hans liv og motiver. Og ved alle markeringerne er der billeder og baggrundsinformation.

Men hvis du læser videre her, får du både hans og hustruen Idas historie samt en indføring i Danmarks dyreste og mest berømte kunstners billeder og univers.

Firkløverdrengen fra Frederiksberg Allé 34

Vilhelm Hammershøi blev født i København i 1864. Han var søn af grosserer Christian Hammershøi og hustru Frederikke. Han voksede op på Frederiksberg Allé 34, hvor hans mor tidligt så et stort kunstnerisk lys i sin elskede søn. Hun sikrede, at han fik tegneundervisning i en tidlig alder, og i hele hans liv fulgte hun nidkært med i hans karriere.

Vilhelm Hammershøi, Dagligstuen på Frederiksberg Allé 34, 1887. Man kan se på stilen, at han ikke har fundet sin endelige form

I 1885 debuterede firkløverdrengen på Kunstakademiets udstilling på Charlottenborg, hvor han håbede at vinde den Neuhausenske Præmie. Opgaven lød på at lave “Dameportræt. Knæstykke, naturlig størrelse.” Den 21-årige debutant indleverede et portræt af sin lillesøster Anna, hensunket i egne tanker, ‘Portræt af en ung kvinde’. Men Akademiets udstillingskomité syntes ikke, det utraditionelle portræt havde fortjent en præmie.

Den afgørelse blev skæbnesvanger for dansk kunst. For den 21-årige debutant fik opbakning fra 41 kunstnerkollegaer, der underskrev en protest – blandt underskriverne var kunstnere som P.S. Krøyer, Theodor Philipsen og L.A. Ring. Protesten blev startskuddet til et oprør mod censuren på Kunstakademiets årlige udstilling. Dette oprør skulle senere føre til grundlæggelsen af Den Frie Udstilling i 1891.

Vilhelm Hammershøi “Portræt af en ung kvinde” (1885), som forestiller den yngre søster Anna Hammershøi hensunket i egne tanker. Med værket debuterede den 21-årige Hammershøi på Charlottenborg og håbede at vinde den Neuhausenske Præmie på Kunstakademiets udstilling. Da han ikke blev indstillet til prisen underskrev en lang række kolleger en protest.

I slutningen af 80’erne møder Vilhelm Hammershøi to personer, der får afgørende betydning for hans karriere som kunstner.

Han møder tandlægen Alfred Bramsen, der er en usædvanlig virksom mæcen. Bramsen købte sit første billede af Hammershøi i 1888 og blev snart så interesseret, at han satte sig et livsmål i at gøre Hammershøi berømt ud over landets grænser. Bramsen sørgede for, at Hammershøi blev rigt repræsenteret ved de store udenlandske udstillinger, arrangerede særudstillinger både ude og hjemme, og skrev om ham i den udenlandske fagpresse. Ved århundredskiftet afhændede Bramsen sine øvrige, ellers fortrinlige malerisamling for udelukkende at hellige sig Hammershøi, og samlede sig derved en stor del af Hammershøis hovedværker.

Den anden – og endnu vigtigere person – er Ida Camilla Vilhelmine Ilsted.

Rahbeks Allé 26 og kvinden med kunsthistoriens mest begærede nakke

Vilhelm Hammershøi flytter hjemmefra i 1891 og flytter sammen med sin hustru Ida i Ny Bakkehus på Rahbeks Allé 26 på Frederiksberg i 1895.

Vilhelm havde mødt Ida i 1890, da en kammerat fra Kunstakademiet, Peter Ilsted, inviterede ham på besøg i sit barndomshjem i Stubbekøbing. Her gik Peters 21-årige lillesøster rundt som en tjenende ånd, og Vilhelm faldt pladask for den unge pige.

Snart var de forlovede, og blot et år senere var de gift. Og i 26 år blev det hendes liv at støtte sin kunstnermand, følge ham overalt og stå model i omkring 100 billeder. Ofte står hun alene med ryggen til, hvor lyset falder ind ad vinduet og får hendes smukke nakke til at skinne.

Vilhelms mor var ikke glad for sin søns valg. Hun syntes, Ida var for bondsk til hendes kunstneriske søn: “Du er mere mus end muse,” siger Vilhelms mor til den unge Ida i Jesper Wungs portrætroman ‘Kvinde set fra ryggen’.

Ida Ildsted. Malet i 1891, hvor Vilhelm forlover sig med pigen fra Stubbekøbing, der skulle blive hans model i mindst 100 billeder.

Ida Camilla Vilhelmine Ilsted var født i 1864 i Stubbekøbing. Faderen var en velhavende købmand, og moderen var sindsforstyrret. Der er blevet spekuleret i, om Vilhelm og Ida giftede sig så hurtigt, delvis fordi Vilhelm ville hjælpe hende væk fra det frygtelige barndomshjem:

“Idas mor er igen så gal – for at sige det lige ud – som hun kan være,” skriver Hammershøi til sin mor i juni 1891. “Der foregår de mest forfærdelige scener, som jeg ikke engang vil forsøge at beskrive.”

Vilhelm Hammershøi “Den Røde Stue”. Motivet stammer fra kunstnerens og hustruen Idas allerførste fælles hjem i Ny Bakkehuset på Frederiksberg. Motivet er en sparsomt møbleret stue, indrettet i Louis Seize-stil med koral- og lyserøde vægfelter samt enkelte Hepplewhite-stole langs panelerne. De arkitektoniske linjer leder blikket i retning af stuens venstre hjørne, og motivet er skildret i et vidvinklet perspektiv, der kendes fra fotografiet, men som var helt nyt dengang. Der hersker en æterisk lethed over interiøret, der hæver sig over tid og sted, som gjaldt det om at fange stedets ånd eller måske en indre sjælelig tilstand. Interiørets iøjnefaldende lyserøde paneler er fortsat bevaret på Designmuseum Danmark.

Vi ved ikke, hvor det nygifte par bosætter sig, da de vender hjem fra deres bryllupsrejse til Rom. Men fra 1895 og to år frem bor de i Ny Bakkehus på Rahbeks Allé. Deres hus, som er revet ned, lå ikke langt fra Bakkehuset, hvor Kamma Rahbek holdt salon for Guldalderens malere og digtere, og som i dag er indrettet som museum.

Aaboulevarden: “Det var ikke morsomt at bo der”

Efter Rahbeks Allé bor parret i et års tid – fra 1897-1898 – i et nyt hus på Aaboulevarden 16. Men huset havde ikke det, som Hammershøi havde brug for til sin kunst:

”Det var ikke morsomt at bo der, jeg holder mest af gamle huse, men det er ikke så let at komme til at bo i dem.” fortalte han senere i et interview

Vilhelms bror Svend Hammershøi, der selv var kunstner, står og læser op ad vindueskarmen i Hammershøis lejlighed. Billedet blev malet, mens Vilhelm Hammershøi og hans hustru Ida boede til leje i et helt nyt hus på Aaboulevarden. Parret kunne bedst lide gamle huse, der havde historie og patina, så efter et års tid flyttede de til Strandgade 30 på Christianshavn.

Strandgade 30. Han elskede stuerne så meget, at han malede 66 billeder af dem

I 1898 Flytter parret til Strandgade 30. I Jesper Wungs roman, er Ida i noget tid plaget af en overbevisning om, at Wilhelm er fraværende fordi han har en hed affære med en eller anden kvinde. Men han er blot forgabt i den faldefærdige, kolde lortelejlighed, hvor han udvikler sig til den berømte interiørmaler, vi kender i dag, og hvor han i de næste ti år maler sine mest berømte billeder.

I et interview fra 1907 fortalte han: “Jeg har altid syntes, der var saadan en Skønhed over saadan en Stue, selv om der ikke var nogen Mennesker i den, maaske netop, naar der ingen var.”

Og han elskede sine stuer på Strandgade 30 så meget, at han i de ti år parret bor der, skaber ca. 66 interiørmalerier, hvilke udgør næsten halvdelen af hans værkproduktion på ca. 142 malerier i disse år. 20 af billederne er fra spisestuen, der gør det rum til det mest benyttede motiv i hans produktion.

Interiør i gården, Strandgade 30 (1899). I stedet for at male husets facade, som mange nok ville gøre, er Hammershøi har malet husets bagside – eller dets indre – hvor det tydeligt er formerne og linjerne og vinduerne, der har fascineret ham. Udendørsmotivet er skabt ved, at Hammershøi placerede sit staffeli i det bageste rum af lejligheden, hvorfra man har udsigt til stuevinduerne og porten ind til gården.

Ida og Vilhelms forhold bliver ekstra interessant, når man tænker over hans mange billeder af sin hustrus ryg og nakke. Så hvordan var deres forhold?

Ét billede af deres forhold har vi fra digteren Johannes Jørgensen, der i 1902 møder dem i Rom og skriver om parret i avisen Vort Land: “De så så hyggelige og hjemlige og lidt fortabte ud, de to danskere, mens de stod der og læste skiltet på et gadehjørne… hendes sjælfulde, intelligente, let stiliserede hoved, hendes enkle blå bomuldskjole stirrede så iøjnefaldende mod glansen og raslen fra al silken.”

Et andet billede har vi fra Jesper Wungs portrætroman ‘Kvinde set fra ryggen’, hvor hun portrætteres som en livfuld og ekstrovert kvinde, der er den introverte mands bro til verden omkring sig, og som trofast og kærligt accepterer et liv som model i skyggen af sin mand.

Billedet “Hvile” er hentet fra Hammershøis hjem, Strandgade 30 i København, hvor han og hustruen Ida boede i 11 år fra 1899 til 1909. Ida blev hovedperson i Hammershøis liv og kunst, og hun var model til utallige af hans billeder – ofte portrætteret bagfra, så man ser nakken lyse op i det ellers dæmpede lys. Billedet hedder ‘Hvile’, og det er da også hvile – og ikke en kvinde i en stol – det forestiller.

Hundrede andre billeder af ægteparret forhold har vi fra Hammershøi selv, der i hver fjerde af sine omkring 400 billeder portrætterede sin kone. Oftest er hun alene i et hjemligt interiør, ligesom kvinderne hos den hollandske kunstner Vermeer (ham med “Pigen med perleøreringen”), der havde en renæssance i de år. Og ofte står hun ved vinduet på samme måde som den tyske romantiker Caspar David Friedrich malede kvinder ved vinduer.

Et miks af realisme og symbolisme

I sidse halvdel af 1800-tallet havde Danmark mistet Sønderjylland, Guldalderen var forbi, og det var slut med romantikken. Industrialiseringen var i gang med at skabe et nyt samfund. Arbejderne organiserede sig, og kvinderne krævede stemmeret. Kunstnere og forfattere som Georg Brandes havde skabt det moderne gennembrud og opfordrede til engagement i tidens udfordringer. Men for en ny generation af kunstnere blev virkeligheden for meget, og i 1890’erne tog de flugten ind i symbolismens sjælelige og lyriske verden, hvor det ydre er symboler på indre følelser. Med det som rammen og grobunden for sin kunst malede Hammershøi sine stille stuer og mørke arkitektur.

Interiør fra 1901 i Strandgade 30. Hammershøi malede sine stuer enten tomme eller med genstande og få personer som dette, der hører til blandt de mere møblerede. Igen står Ida i sine egne tanker og med ryggen til; ubevægelig som var hun en søjle eller et af møblerne. Hverken hun eller møblerne bærer nogen mening – og dog. Måske er det en allegori over kærligheden og kunsten; et billede hvor en kvinde og nogle ting er brugt på en måde, så det bliver et symbolsk billede af melankolsk længsel.

Som i kunststrømningen realismen er hans billeder næsten som de fotografier, der var tidens nye medie. Men de fotoagtige motiver vækker først og fremmest følelser – det er ikke et billede af et spisebord og nogle åbne døre; det er et billede af en sindsstemning.

Der er også noget indadvendt over hans måde at behandle sine motiver på. Når han maler interiørs fra hans og Idas hjem, er det en fysisk og praktisk måde at være indadvendt på. Når modellerne – oftest kvinder – sidder i deres egne tanker, er fordybet i deres sytøj eller står med ryggen til og ser ud ad vinduet, er der også noget indadvendt over det. Og når han går udendørs og maler bygninger, afbilleder han også dem fra ryggen eller siden, hvor de ofte storslåede bygninger er private og ikke fører sig frem med frontpartiets pragt.

Kvæsthusgade 6. “Der er noget af en vampyrnatur i Hammershøis kunst”

 Ejeren af Strandgade 30, vognmand Hans Ernst Mortensen, sagde i 1908 lejerne op for at renovere huset “med stor pietet”. Hammershøi-parret flyttede i et års tid ind på 3. sal i Kvæsthusgade 6.

Udsigten til havnen fristede ham, men stuerne var han ikke glad for, og det var kedeligt, for det var i dem, Vilhelm Hammershøi malede sine billeder. 

I Kvæsthusgade var stuerne for kedelige til at han ville male dem. Til gengæld malede han denne “Udsigt ud over havnen fra Kvæsthusgade”

Hammershøis billeder vakte både modvilje og undren i sin samtid. For eksempel skulle hans underviser P. S. Krøyer har sagt om sine elevs tegninger: Det er “smør eller fedt i måneskin” og “Fostre i sprit.”

Og i slutningen af 1890’erne skrev en anmelder: ”Der er noget af en vampyrnatur i Hammershøis kunst, fordi den suger farven af livet.”

Og man har spekuleret i, om der var noget galt med ham.

For eksempel har kritikere forbundet Hammershøis stil med tilstand af nervøs rastløshed, typisk for det moderne, utilpassede menneske, der betegnes neurastheni: en “overfølsomhed betinget af det moderne livs belastning af nervesystemet.”

Hammershøi var døv på det ene øre, og det har nogen brugt som forklaring på stilheden i hans billeder. Og i 1981 fremsatte psykiateren Ib Ostenfeld i tidsskriftet Medicinsk Forum en hypotese om, at Hammershøi skulle være farveblind, og at det var grunden til hans “besynderlige” og “abnorme farveopfattelse” og “forvirrede gengivelse” af mennesker, samt grunden til at Hammershøi fokuserede på at male rum og former, der gør sig bedst i sort, hvid og grå.

Men den københavnske symbolists billeder er faktisk fyldt med farver. Det blev afsløret, da konservatorerne på Statens Museum for Kunst brugte en Macro-XRF-skanner til at kortlægge de kemiske komponenter i farvelagene. Den milliondyre skanner viste, at Hammershøi brugte en hel vifte af toner, som er skabt af forskellige pigmenter: ultramarin, koboltblå, blyhvid, zinkhvid, bensort, kromgul og karminrød.

”Når vi ser resultaterne, kan vi konstatere, at det, vi oplever som gråtoner, er et resultat af, at Hammershøi har blandet rigtig mange forskellige farver. Hos ham er sort aldrig bare sort, og grå er aldrig bare grå,” fortalte museets førstekonservator, seniorforsker Troels Filtenborg.

Strandgade 25

Parret vendte hurtigt tilbage fra Nyhavn til Christianshavn og Vilhelms elskede Strandgade, men nu i nummer 25, hvor de boede fra 1909-1914. 

“Interiør” (1914). I årne omkring århundredeskiftet, hvor det moderne, pulserende storbyliv nåede nye højder, var det private rum og billedet af hjemmet, noget der var salg i. Så Hammershøi var ikke ene om at male interiørs. Men han skilte sig ud ved at udforske de rumlige udtryk og kompositoriske muligheder, der knyttede sig til interiører fra hans egen bolig. Billedet er fra Hammershøi-parrets lejlighed i Strandgade 25. Her har han skildret forløbet mellem lejlighedens fire stuer. Med de åbne døre har han ladet perspektivet fortsætte helt ind i den fjerneste stue.

Ud fra fotografier fra parret hjem kan man se, at de boede mere simpelt og beskedent møbleret end klunkehjemmet mode og for eksempel ikke havde tæpper på gulvene. Men man kan også se, at han har fjernet eller skubbet sine møbler ud til siden, når han skulle male en stue. Helt så tomt, som på hans billeder, var hjemmet ikke.

London. “En ny mester”

Vilhelm og Ida foretog talrige rejser til udlandet og besøgte flere gange kunstneriske epicentre som Paris og Rom. Men det var det tågede, overskyede og regnvåde London han tabte sit hjerte til -selvfølgelig fristes man til at sige.

Vilhelm Hammershøi “British Museum. Vinter” (1906). Hammershøi har – som han ofte gjorde – valgt at gengive bygningen på en gråvejrsdag og fra en vinkel, hvor den fremstår mere undseelig end i virkeligheden. Det er også værd at bemærker vinduerne i den forreste bygning. Det ser ud som om, der intet liv er inde i bygningen. Eller også er vi afskærmet fra at se det. Det understreger lukketheden og svarer til vinduerne i hans interiørmalerier, hvor man ikke kan se ud. Og så er der den taktfaste rytme i de tre bygningsdele. Det er, som om han løser et matematisk problem. Det giver ro og balance.

Når parret besøgte London, boede de altid i Bloomsbury i nærheden af British Museum. I starten arbejdede Hammershøi indendørs, men mangel på ordentligt lys fik ham til at skifte motiv og i stedet male bygningen udefra.

I 1905-1906 tog de til London for at undersøge mulighederne for at arrangere en udstilling med Hammershøis værker. Her fik han hjælp af sin ven og store beundrer, pianisten Leonard Borwick, der i 1906 arrangerede en udstilling med 19 af Hammershøis værker i London. Den blev anmeldt med overskriften “En ny mester.” Og Hammershøi modtog efterhånden både national og international anerkendelse. 

Bredgade 25 og livet efter døden 

Plaget af sygdom og konkurrence fra kubisterne dør Vilhelm Hammershøi som 51-årig af strubekræft i 1916 og ligger i dag begravet på Vestre Kirkegård. De sidste år af hans liv, fra 1914-1916, boede parret på Bredgade 25.

Efter sin mands død lever Ida videre alene og uden at blive nævnt nogen steder. Hun dør som 80-årig i 1949 på Frederiksberg Hospital. Hendes død er registreret som et selvmord, men Jesper Wung mener, at der er tale om, at hun var så syg, at hun sagde nej til fortsat behandling.

Interiør fra Bredgade 25. “Interiør med kunstnerens staffeli, Bredgade 25” (1912) forestiller et værelse på malerens bopæl i det indre København. Bemærk hvordan billedet på væggen er hængt så højt op, at det ikke forsyrer lysindfaldet fra vinduet. Billedet blev i 2018 solgt af Auktionshuset Christie’s for 5 millioner dollars – 32 millioner kr.

Efter Vilhelm Hammershøis død sank hans arbejde langsomt hen i glemsel. Hans afdæmbede billeder med de få farver var i diametrale modsætning til de vilde, farverige ismer, som mellemkrigsårenes avantgarde drev frem. De gjorde, at Hammershøis enigmatiske, melankolske kunst forekom underlig forældet.

I mange år hang han uden det store ståhej på talrige museer, men i 1980’erne fik han en renæssance med både flere bogværker om hans kunst og en stor udstilling i 1981 på Ordrupgaard og samme år udstillingen ‘Northern Light’ i USA.

Siden er hans billeder blevet nogle af de dyreste i verden og har gang på gang slået auktionsrekorder. Det kulminerede i 2023, hvor hans maleri ‘Interiør. Musikværelset, Strandgade 30’ blev solgt til et amerikansk museum for over ni millioner dollars hos Sotheby’s i New York . Beløbet svarer til omkring 62,8 millioner kroner, hvilket gør det til det hidtil dyreste danske maleri.

Vilhelm Hammershøis maleri ‘Interiør. Musikværelset, Strandgade 30’ blev i maj 2023 solgt for over ni millioner dollars. Det skete ved en auktion hos auktionshuset Sotheby’s i New York. Køberen var et amerikansk museum.

Flere ture i København

Jeg har lavet kort og guide til andre ture med spændende temaer.

Kilde

Tak til Ordrupgaard – BBC – Hirshsprungs Samling – Jesper Wung ‘Kvinde set fra ryggen’ – SMK Open – Wikipedia