
Tekst, foto og kort: Per Vad
På broen med Instagram-venlig udsigt til Hamborg-vartegnet Wasserschloss trækker en lidt buttet, androgyn asiatisk turist sin top ned over den ene skulder og stiller sig an i Marilyn Monroe-stil. Han har ladet sine rummelige jeans hænge løst, så da han til ære for sin rejsefælles kamera vender bagdelen til, kan man se, at toppen og underbenklæderne hænger sammen som en badedragt, der er ved at krybe op mellem hans baller.

Det er altid en god idé at gøre holdt ved en souvenirbutik og lige køre lidt rundt med stativet med postkort. På dem ser man alle de seværdigheder, man bør se, hvis man ikke vil sidde i toget hjem og føle, at man har overset noget.











Beatles, St. Pauli og Schanzenviertel
Postkort-Hamborg er også St. Pauli med dets graffiti, tatoveringsæstetik, dødningehoveder, Beatles-seværdigheder, barer og sexshows.

Da de to ældre svenskere havde gået lidt rundt og taget billeder af det Beatles-kitsch, der sammen med et maritimt tema skabte hyggelig stemning hos Gretel & Alfons i St. Pauli, kom bartenderen ned til dem. Uopfordret gav han dem en rundvisning til memorabilia fra dengang, da stedet var Liverpool-drengenes yndlingsbeværtning. Jeg sad med et stort glas Hofbräu Dunkel og nøjedes med at sende mine øjne og ører med på turen.
Da jeg havde tømt min gyldenrøde pilsner, og tjeneren var færdig med en historie om en oprindelig Beatles-plakat fra 1962, tog jeg mine ørepropper i, fandt et album med “Beatles Early Recordings” og gik min egen lille rocktur. I dag er Indra Club det eneste spillested, der er tilbage fra den tid. Men i Paul-Roosen-Straße 33 kan du se opgangen, hvor de boede – og det er da også noget.

I vindfanget ved indgangen til det totalt graffititildækkede Rote Flora har nogle hjemløse unge indrettet en slags udendørs hotelværelse med en gammel madras og lidt blomster i en tom flaske. Og foran det autonome kultur- og ungdomshus er et punkerpar med flænsede bukser, solide støvler, skrigfarvet hår og et bredt udvalg af piercinger ved at læsse deres habengut i en indkøbsvogn. Da den er fyldt, sætter pigen sig op i den, og fyren skubber den ud ad Schulterblatt og dybere ind i Schanzenviertel.
På mine ture rundt i hanse- og havnebyens kvarterer var jeg nået til Schanzenviertel. Den ungdommelige, fotogene, Nørrebro-agtige bydel er St. Pauli uden neonskilte, bare bryster og fulde turister. Her gik jeg tur ad den cool og hyggelige Marktstraße og besteg Feldstraße Bunker. Højhuset er et stort bunkeranlæg fra Anden Verdenskrig, man har bygget videre på, så det nu er et højhus med beplantede, grønne plateauer. På toppen er der udsigt ud over FC St. Paulis hjemmebane og Hamborgs tårne og tage.
Tre museumstips
Et nøgent par ligger og elsker midt i en stor solsikkemark. På en bjergvej i Østrig er en Tour-rytter styrtet. Foran Hamborgs banegård skaber en familie morskab, da de taber deres kuffert, så indholdet ligger spredt ud over det travle fortov. Og med en rumlen, der stiger til et motorbrøl, letter et stort passagerfly fra lufthavnen, mens drengene, der står og strækker hals, er højlydt benovede. Det er svært ikke at blive imponeret over de tusindvis af tableauer med deres små historier i Miniatur Wunderlands gigantiske modeljernbane-verden.



Google maps med alle seværdighederne
Hvis du vil have inspiration til gåture og oplevelser i Hamborg, har jeg lavet et kort med seværdigheder og tips og noter om alle markeringerne (åbner i Google Maps)