Af Per Vad
En pige i et par tætsiddende, afklippede jeans tog sin rygsæk af, fandt en flaske vand i en sidelomme og satte sig på kanten af gejserens store kumme. Der, hvor rygsækken havde siddet ind mod kroppen, var hendes ærmeløse t-shirt våd af sved. På den modsatte side af gejseren sad et ungt par med front mod hinanden og deres ene ben nede i vandet. Jeg stod i Søndermarken mellem Cisternens to tippede glaspyramider og kørte min mobilskærm rundt mod min venstre øreflip.
Jeg fulgte Frederiksberg Museernes lydvandring gennem Frederiksbergs historie fra middelalderen til guldalderen – fra Hollænderbyens grøntsagshaver og smugkroer til guldalderkunstnere i selvfed kaffepassiar hos Kamma Rahbek. Men appen ville kun afspille, hvis man holdt mobilen op mod øret på en særlig måde, som jeg nu prøvede at aflure.
Som Vestberlin i det gamle DDR ligger Frederiksberg midt i de rødes territorium med sin egen karakter og misundelsesværdige velstand. Frederiksberg er Københavns grønne åndehul. Det er brede allæer med store træer, romantiske haveparker med stier, der snor sig gennem afvekslende beplantning og små fjollerier. Og det er lav skat og prangende palæer. Men det er også snottede københavnerbørn med softicesnaskede plysdyr, der trækkes i trækvogn rundt mellem eksotiske dyr i arkitekttegnede anlæg. Og det er folkelige familiefødselsdage og fulde håndværkertyper, der sidder i De Små Haver og spiser stegt flæsk ad libitum.
Og det er også spændende historie. Vidste du, at porten ind til Søndermarken – den på hjørnet af Roskildevej og Pile Allæ – oprindelig stod nede ved Vesterbrogade og spærrede for ad gangen til kongens privatvej, Frederiksberg Allæ? Eller har du stået på hjørnet af slotsbygningen og fedtet glasset i kældervinduet til med din næse for at få et kig ned på det nedsænkede bassin, hvor Struense og dronningen elskede under loftspejlet?
Pers københavnerture 