
På hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade ligger Kaffesalonen. Indenfor laver baristaen gerne en kop kaffe til 39 kroner, og i glasmontre står cheesecakes og ser meget appetitlige ud. Det var herinde, at en gerningsmand i 2021 stod og skød ud på gaden, hvor han dræbte en ung mand.
Grækeren er en af lederne af bandenetværket Casablanca. Via en krypteret beskedtjeneste har han givet sine håndlangere besked om at hente en “svensk gæst”. Nu sidder den svenske gæst i en bil sammen med medlemmer af bandenetværket. Med krypterede beskeder fra Grækeren bliver de ført ind på Nørrebro til cafeen Kaffehuset, hvor svenskeren er blevet hyret til at likvidere to medlemmer af banden NNV.
Kaffehuset, der ligger på hjørnet af Nørrebrogade og Sorgenfrigade, er kendt af politiet som et yndet tilholdssted for medlemmer af banden NNV. Så den 2. december 2021, da den 23-årige svensker Youssef Bahram, iklædt hættetrøje og regnjakke, går ind på cafeen, bliver det hele filmet af politiets overvågningskamera.
På billeder fra videoen kan man se, hvordan lejemorderen tager en pistol frem og skyder fem skud mod to personer, der står på hjørnet af den myldretidstravle Nørrebrogade. Den ene af personerne rammer han ikke, og personen løber væk fra stedet. Men det 27-årige medlem af NNV synker sammen på fortovet. Et af projektilerne har ramt ham og er gået ind ad den ene armhule, gennem begge lunger og hjertet og ud af den anden armhule.

Blot 20 minutter senere bliver Youssef Bahram anholdt med krudtpartikler i ansigtet, efter at han har gemt pistolen af vejen i noget buskads.
Dagen efter hævner NNV-banden sig ved at skyde en 17-årig dreng i en frisørsalon i Rødovre. Og en større gruppe personer med tilknytning til NNV går også til angreb på flere hashboder og pushere på Christiania.
Politiet sigter fem personer for drabet og medvirken til drabet, men det er kun to, der bliver dømt og får fængsel på livstid. Det er den svenske lejemorder Youssef Bahram og den 21-årige Sanwal Riaz Ahmad. Sanwal dømmes som medskyldig, fordi han installerede den svenske gæst i en lejlighed og skaffede ham en mobiltelefon. Sammen foretog de også rekognoscering flere dage før drabet.
Grækeren, der i den krypterede samtale kalder sig RW, er efterlyst.
Flere mord
Historien om bandemordet i kaffebaren er en af fortællingerne i min kortoversigt om københavnske mordsteder.
Kilde