Tekst og foto: Per Vad
Med udgangspunkt i gratistilgængelige app’s har jeg turet rundt på Vesterbro i forfatternes og hipsternes fodspor og som appetitvækker deler jeg her mine indtryk.
På Vesterbro er der stadig små prikker af det gamle overromantiserede kvarter. En enkelt streetwalker står i lårkort og en lille signalrød dunjakke og trækker uden at lægge det store engagement i sit arbejde. Uden for Mændenes Hjem står de som altid i løse grupper med deres lag på lag af tøj, ødelagte tænder og basker med tynde arme som forpjuskede fugle, der mangler styrke til flyve bort til et bedre sted. Men frem for alt er her unge, der spiser økologisk is på gentrificeringens grønne mellemstykker eller drikker ufiltreret øl ved lange træborde. I Kødbyen kaster en flok måger sig voldsomt over madresterne i afsætsningsreolen ud for et popsmart sted med konceptuelle burgers.
I Westend må jeg høfligt dreje hovedet og blikket til side, da en ung pige i meget korte løbetights giver sig til at lave benøvelser og meget smidigt svinger de lange, blege ben højt i vejret. Og i Vesterbrogade 41, har et Woltbud været ind og aflevere pizza til nogen i et af baghusene, så da han åbner den aflukkede port, smutter jeg ind, så jeg kan se opgangen, hvor Lenin boede et par nætter.
På Spunk Bar bestiller en dansk-afrikaner to flaskeøl ad gangen og sætter sig med en smøg i en af båsene, der er dekoreret med en bort af små gyldne plader med bonmoter, der lyder som en mellemting mellem onkel-humor og en ølbøvs – “Alle bøsser er produkt af et parforhold”, står der på et af dem.
Jeg havede fundet et litterær gårute på Vesterbro. Dér boede Tove Ditlevsen som barn, og dér gik hun i skole. Dér i Istedgade boede Dan Turell en overgang, og dér er værtshuset fra Mord i Mørket. Og på Franz Beckerlees cykelskulptur er der graveret en tekst fra et Lean Nielsen-digt. Gennem en sprække i en sammenføjning i glasmontreom omkring cykelskulpturen har folk presset Gasolin-pladeomslag og fanbilleder ind. Det er kærligt ment, men vel reelt også en fuckfinger, der siger: Franz, det kan godt være, du synes, du er skulptør og kunstmaler, men for os vil du altid være leadguitaristen, der lavede YIIWOUIYW-lyde på Rabalderstrædet.
Nu sidder jeg så på det litteraturhistoriske værtshus Spunk Bar, der er blevet så hipt, at du for 149 kr. kan købe caps og t-shirts, hvor der står “Spunk Bar Copenhagen” på ryggen. Bartjeneren er en gammel, rundrygget mand. De stramme jeans om hans tynde ben holdes oppe af et par seler, og benene ser faretruende spinkle ud i forhold til hans store ølvom. Han har fornylig fået diabetes, kan jeg forstå på hans snak med værtshusbestyren, der sidder på den anden side af baren og klager over, at hun har problemer med at få vagtplanen til at gå op, fordi den rundrykkede skal indlægges til undersøgelser samtidig med, at en, der hedder Heidi, er kommet til skade med sin hånd.
På Enghave Plads får jeg den spontane idé, at følge i fodsporene på Dan Turells “Gennem byen sidste gang”. Akkompagneret af Sølvstjernes cool og funky jazz og med en stemme, der fik mig til at tænke på créme brûlée, slentrede han gemmen Istedgade – hvor antikvariaterne ikke længer sælger fedtede gasapparater eller har bogkasser, digtere kan rode i. Rundt i forfatterkvarteret. Og op til Hovedbanegården – hvor du stadig kan møde unge rygsækrejsende, men spritterne er i dag fortrængt af målrettede Metropassagerer. Onkel Danny krydsede Rådhuspladsen og gik op ad Strøget for at forsvinde et stykke efter Nytorv.
Og her sidder jeg så og fortaber mig i lidt monentant fodtøjs-fetishisme. Folks sandaler er ofte mere slidte end deres andet fodtøj, konstaterer jeg, mens sidder på Nytorv og ser på de sko og fødder, der passerede mig. Der er hviskende Maosko, klappende Jesussandaler og endnu en sommer, hvor alle sneakers er aristokratisk hvide. Nogle sandaler er så solide, at det nærmest er åbne travesko og andre er så slidte, at remmene er lidt flossede, og hælene er trådt så slidt og skæve , at ejeren er i fare for at blive hjulbenet. Og du kan se de unge kvinders lakerede tånegle, ældre kvinders hårdhudede hæle og mænd, der for en gang skyld har klippet og renset tånegle.
Jeg tømmer en flaske lunken postevand til 13 kroner fra Irma, løsriver mig og finder earplugs og playliste frem. Og med tør og Bodegasprød stemme synger Teddy Edelmann: “Jeg vil bo på Vesterbro.” Efter ham kommer Peter Bellis “Se København fra en dc9”. Jeg presser lyttedutterne på plads og tænker: Måske skulle jeg tage til Aarhus og slentre ned ad Vestergade.
Hvis du undervejs skulle trænge til en forfriskning, har jeg lavet et kort med en række anbefalelsesværdig ølsteder, der fører dig ind på både gamle brune værthuse og nye ølsteder med mange haner.
Pers københavnerture 