Tekst og foto: Per Vad
“Men Marseille er ingen turistby. Der er intet at se i Marseille. Byens skønhed lader sig ikke fotografere. Den skal leves,” siger den seje strisser i den Marsielle-noir-krimi, jeg har taget med herned fra biblioteket på Rentemestervej (“Total Kheops”).
Homphrey Bogart-pastichen har lidt ret, for det vrimler ikke med turister. Men de er her. Nogle genkender du let på deres crossbody- eller bæltetaske, der er spændt over sommergarderobens grelleste klædestykker sat sammen i grusomme farvesammenstød. Andre bevæger – som vi – hele tiden hovedet fra side til side eller op og ned, mens de kigger sig retningsforviret og fascineret omkring. Ned ad smalle, stejle gader og op ad smørgule facader med historicistisk ornemantik, franske støbejernsaltaner, pastelfarvede vinduesskodder, shabby schick slidtage og spraymalet street art.
“BRRU BRRU” lyder der hele lyder det fra de talrige scootere, der er er som skabt til havne- og indvandrebyens smalle, stejle gader, der i det pittoreske Le Panier mange steder indskrænkes til at være trapper.
Marseille er en by, der består af bydele, der alle ville blive kaldt indvandrekvarter i Danmark. Kvarteret Noailles er en maggiterning af Marsielle. Her går du fra Lille Bagdad forbi Lille Tunis til Lille Istanbul på nogle hundrede meter. Og når solen går ned, bliver gadehjørnerne og plastikbordene ude foran shawarma barerne til samlingsstedder for udelukkende mørke mænd, der drikker sodavand og ryger smøger. Men på den streetcool Court Julien og i de tilstødende rå og totalt grafittiovermalede stræder sidder hipstere af forskellig farve og blandet køn og drikker cocktails ved pladsens garagebarer eller spiser godt og billigt på en af sidegadernes etniske fortovsrestauranter.
Hvis du vil slippe for alle anden-tredje-fjerde-generations indvandrerne, kan du tage en dagstur med en af turbåden, der tager ud forbi øen If – du ved, den med greven af Monte-Christo – og videre ud langs nationalparken Calanques’ smukke limstensklipper, der spejler sig i det azurblå vand.
Du kan også undgå de farvede ved at tage på et af de relativt få museer. I så fald vil jeg anbefale Cosquer Méditerraniée, der er museumsoplevelsernes svar på Baljerne i Tivoli. I små vogne bliver du ført rundt i en betagende og imponerende en-til-en reproduktion af Cosquer grotten, der rummer nogle fantastiske hulemalerier og har indgang 36 meter under havets overflade. Eller du kan tage til Aix-en-Provence 25 busminutter fra Marsielle og – sammen med alle de andre midaldrende kulturturister – besøg Cézannes atelier, der er et indtagende mikromuseum med en del af malerens ting.
Pers københavnerture 