Tekst og Foto: Per Vad
På vejen til Countrymusikkens og Tennessees hovedstad var jeg faldet i søvn i Greyhoundbussen, men da bussens rytme ændrede sig med flere opbremsninger og sving, slog jeg øjnene op og blev overrasket: Nashville er en rigtig by med gamle flotte højhuse sammen med moderne af stål og glas, lejlighedskomplekser, villakvarterer med mom and pop houses, rigeligt med p-pladser og p-huse selvfølgeligt, fortove hvor man kan møde motionsløbere, og imposante offentlige bygninger som deres Capitol Hill, der troner i klassisk græsk-inspireret stil med søjler og kapitæler. Og apropos det græske, så er der en 1:1 kopi af Parthenon i Centennial Park (yes; only in Amarica).
Lørdag er damernes aften i Nashville. I Downtown cruiser partybusser og pedalbarer rundt med jublende ynglinge. Og på Broadway tager udenbys bacheloretter i crop tops og ens cowboystøvler, de lige har købt hos Boot Country, der sælger dem med mængderabat, gruppebilleder med barenes neonskilte som baggrund. På The Stage, der har livescener på alle fire etager, er pigerne i klart overtal. Og da et countryrockband på anden sal slår tonerne an til Juds’ “Girls night out”, danner ti piger i pink cowboyhatte med flisdun på skyggens kant ring om en pige med en hvid stetson og går amok i en grad, så en ældre gråhåret herre fra Danmark, der sidder med en Miller ved baren, vender sig forlegent bort og beslutter at gå over på Roberts Western World, hvor aldersgennemsnittet er lidt højere.
“Good day, sir. How are you?” De siger det altid. Og hver gang står jeg i nogle lange sekunder og ligner en enfoldig – for introverte danskere er altså ikke vandt til at skulle smalltalke for at købe en busbillet. Men efter lidt tøven får jeg svaret: “Fine thank you”, fører to dollars i billetautomaten, takker med et “Have a good one” og kører ud mod The Bluebird Cafe, der ligger mellem en damefrisør og et renseri fyrre minutter i bus fra centrum. Og hvor hustruen til en australier, som jeg stod i den lange kø og talte om Christian Eriksen med, kom og sagde: “Dem oppe foran kom ikke ind til det første show, men blev her. De har været her siden klokken seks.” Nu var klokken otte, der var en time til, at koncerten startede, og paret og jeg var nogle af de sidste, der blev plads til på det legendariske musiksted med kun 84 pladser og ingen forsalg.
Fyren i ærmeløs t-shirt og omvendt kasket slog ud med armene: “Sorry, man. It’s the rules”, beklagede han og tilkaldte bestyren for The Ole Smoky Distillery. I USA skal man vise ID for at købe alkohol, og jeg stod nu og viftede med min mobil og sundhedskort-appen, som det eneste ID, jeg havde på mig: “Jeg er ældre end Garth Brooks”, argumenterede jeg over for bestyren og viste, hvordan man kunne aflæse min fødselsdato på det digitale kort. Det accepterede han og lod mig deltage i smagningen af stedets moonshine-whisky og øl. Og intet fører jo folk bedre sammen end problemer og alkohol, så syv små shot og en Yee-Haw øl senere, var jeg bedste venner med de unge amerikanske par til hver side af mig. Og i Danmark vil mine næste gæster blive udsat for kaffelikør fra Nashville skænket fra et stort syltetøjsglas (det var det eller noget lagret på bær eller frugt, der smagte som ufortyndet Breezer).
Jeg har tastet forkert i Uber-appen, tænkte jeg, da chaufføren, der lignede en dreng der havde stjålet sin fars Honda Civic, holdt ind til siden. Den der bjælke-beklædte kæmpeklods kan da ikke være countrymusikkens svar på Peters Kirken – det ligner jo indgangen til en tivolipark med bonderøvs-tema. Men det var Grand Ole Ophry. Og det livetransmiterede radioshow var selvfølgelig masser af god støvletrampende musik med kendte og ukendte navne, men heldigvis også så korny, sentimentalt og selvfedt, som de kun gør det i Amerika. Herligt! Et lille eksempel: De tændte lyset i salen og bad soldater og veteraner rejse sig op; og med et langt buldrende bifald hyldede en udsolgt koncertsal nationens helte.
Musikoplevelser i Nashville: Roberts Western World er en dyb tarm, hvor musikken er festlig. På the Stages fire scener var bandet på 2 sal et godt partyband. Alley Tap skulle være et sted med uopdagede musikere – stedet lignende en charmerende smugkro udefra, men det gamle fyr der spillede var rædderlig. På Bluebird Cafe skal du komme halvanden time før for at få en af de eftertragtede 85 pladser – der er god stemning i køen, udefra ser stedet kedeligt omegnskommune-agtigt ud og ligger mellem en herre og damefrisør, men bluesbandet var fedt med en pianomand, der var vild. Grand Ole Ophry kostede 30 dollar den ene og 60 dollar den anden i en Uber vej, men en fed både musik- og kulturoplevelse – det fedeste var Don Schlitz, som ingen kender, men han sang et par af dine sange, han har skrevet, og dem kender alle.
Pers københavnerture 