I årenes løb var der kommet noget mimrende og vippende over den gamle sorte saksofonist – ligesom de der huladanser-figurer, der står på langturschaufførernes instrumentbræt. Han havde fået ni grammy-priser og spillet med navne som Aretha Franklin og Isaac Hays. Nu sad han så ved siden af mig i baren på B. B. King Blues Club i Memphis i en lædderlook-jakke, der var lidt for lang på ærmerne (det problem har jeg også tit). Jeg sad og prøvede med tungen diskret at fjerne nogle kødstrimler fra en gang BBQ ribben, der havde sat sig fast mellem mine skæve tænder. Han sad og lynspiste en portion dybstegte kyllingestykker med pomfritter. På en tidspunkt kom forsangen – en ung hvid fyr der lød lidt som Andrew Strong og havde langt fedtet hår, pjusket hibsterskæg på hagen og tævepatter – ned og spurgte om noget med et af deres nummer. Med en blanding af kylling, kartoffel og ketchup i munden sagde saksofonisten, at det skulle være B Flat.
Jeg havde kun to hele dage/tre nætter i det nedslidte og lidt kedelige Memphis, så jeg havde haft en travl dag, hvor jeg i regnvejr både skulle nå det soulhistoriske museum i det tidligere Stax studio og på Civil Rights Museum på det gamle Lorraine Motel, hvor den gribende, 23 lokaler store udstilling ender med, at du står i værelse 306 og kigger ud over den virkelige balkon, hvor de skød Martin Luther King. Bang! Så fatter du budskabet, skulle jeg lige sige. Men jeg havde alligevel besluttet, at jeg lige ville omkring Beal Street og høre noget livemusik, inden jeg gik til ro. Så med den der afdæmpede signalføring, ældre middelklasse-europæer bruger, fik jeg til sidst fanget opmærksomheden hos barpigen med botox i læberne og en t-shirt, hun med en knude på stoffet havde fået til at stumpe lidt drikkepenge-delikat. Jeg bestilte endnu en Memphis Made øl. Og saksofonisten ved min side slugte det sidste af sin mad, betalte, gav barpigen tre dollar i drikkepenge, nikkede høfligt til mig, mimrede med små skridt tilbage til scenen til de seks andre i bandet, klipsede saksofonen fast til remmen, han havde om halsen, og blæste en “Mustang Sally”, så der ikke var en eneste slap diller i salen.
“Begge dele? Både pomfritter og løgringe?” spurgte servetricen lidt tvivlende, da jeg bestilt en burger med to slags tilbehør. Det burde jeg have taget som en advarsel. Men om morgenen var jeg blevet kørt til Graceland af en sort Uber-chauffør, der havde radioen sat på en religiøs kanal og lyttede til en flammende prædiken hele vejen. Og jeg havde brugt hele dagen og gået 7 km rundt i Gracelands mange udstillinger – uden at se et eneste billede af den overvægtige, misbrugte Elvis – og havde hverken fået morgenmad eller frokost, så jeg var sulten. Men da servetricen kom med maden, var de fem løgringe alle på størrelse med donuts. Da jeg gik, spurgte hun, om jeg ville have resten med.
Pers københavnerture 