Tekst og foto: Per Vad
“Not me. The cat,” skyndte jeg mig at sige med #metoo-panik i stemmen, da den unge kvinde foran mig udbrød et “Uuh!”, skælvede og vendte sig om. Det havde regnet det meste af dagen, og netop som tourgruppen gik ind på Sct Louis Cemetery no 1 i New Orleans, blev nedbøren til brutal styrtregn. Men mellem gravstederne gik den vådeste kat, jeg nogensinde har set, rundt og prøvede forgæves at finde tørt fodfæste på stierne, der hurtig blev oversvømmet. Så mens guiden fortalte om begravelsestraditioner og døde berømtheder, holdt de fleste af os øje med katten, der kom hen for at søge ly under vores paraplyer og til sidste så sit snit til at forsøge at kravle op ad pigen foran migs bare ben for at komme op i ly under hendes tynde tre dollars-regnslag.
I Bourbon Streets kakafoniske larm fra livemusik i alle genre, der buldrer ud af hver eneste bars åbne døre, og børne-gademusikere, der trommer på plastikspande, og udråbere, der med megafon prøver at lokke gæster ind på baren, forsøger en fyr med røgmaskine og soundboks at lave et Michael Jackson-show i et kostume, der mest ligner noget nattøj, alt imens sparsomt klædte kvinder byder sig til, og spåkoner sidder ved klapborde og tilbyder at lægge kort for dig. Det er den berømte partygade om eftermiddagen. Om aftenen bliver det vildt.
“Sorry guys, but I just got’a have this of my chest,” sagde jeg og underbyggende det med et par klap på bystkassen, mens jeg lænede mig ind over bassen, der i pausen lå på scenen. Den gamle fyr med banjoen, der ledte New Orleans-jazzkvartetten, smilede og nikkede inviterende. Selvom jeg lige havde tømt en Hurrican, var det ikke romdrikken, der smagte som en smeltet københavnerstang, jeg var fuld af – jeg var beruset af musikken på det tætpakkede rejsebøgernes-nummer-tre-jazzsted. Og jeg fortalte banjospilleren og den skaldede trompetist med svedig isse, hvor jeg var fra, og at vi også havde store jazzbands og gode jazzfestivaler, men det her var altså den fedeste jazzoplevelse, jeg havde haft.
“På St Claude – alle kender da Hanks,” sagde den ranglede sorte fyr med rastafari-hår lidt irriteret i mobilen, hvor han prøvede at få personen i den anden ende til at komme med input til, hvad han skulle købe i dellien. Fem minutter fra mit logi, havde jeg fundet den her lokale blanding af en døgnkiosk, et minimarked og en kylling- og skaldyrs-grill, hvor jeg købte en øl og en Po-Boy med et bjerg af indbagte rejer i den 30 cm lange baguette. Jeg tog maden med tilbage til mit værelse på det lille guest house , hvor TVet ikke virkede, og airconditionen larmede som en emhætte, der kæmper med baconos – men når man slukkede for airconditionen, kunne man høre paret overfor, hvor kvinden var ved at lave voice over til en pornofilm: “Oh yeah! Yes! My God! Yes!”
Jeg har set alligatorer springe op og klaske kroppen ind mod rælingen på en luftbåd for at snappe efter marchmallows. Jeg har set en stor lagerbygning fyldt med kæmpefigurer af flamingo og papmache fra Mardi Grass-optogene. Jeg har set bygninger med søjler og balkoner og pastelfarvede træhuse, hvor midaldrende mænd sidder på verandaen i skyggen af et palmetræ og vipper i deres hvide gyngestol og siger “How are you?”, til folk, der går forbi.
I New Orleans holder mobilens batteri ikke hele dagen, for du går hele tiden med skærmen tændt og tager billeder. Og når du vender front mod et fedt motiv med traditionelle New Orleans bygninger eller gadeliv, vender du samtidig ryggen til et, der sikkert er bedre. Et af stederne, jeg gik fotoamok, var i Mardi Gras World store lagerbygning, hvor man laver paradernes store skulpturer, og hvor du kan gå rundt mellem hundredvis af kæmpefigurer, der hovedsageligt har motiver fra amerikansk popkultur.
En ung fyr med sort neglelak, vrikkende røv og bøssemanerer viser rundt i Mardi Gras Worlds store lagerbygning, hvor de laver paradernes store skulpturer, og du kan gå rundt mellem hundredvis af kæmpefigurer, der hovedsageligt har motiver fra amerikansk popkultur.
Musik oplevelser i New Orleans: på Fritzel fik jeg min bedste jazzoplevelse nogensinde med traditionel crowdpleaser jazz og gode musikere og folkelig stemning. På The Spottet cat var de unge musikere også gode, men både stemning og musik var lidt mere intellektuelt. På et tilfældigt sted var det hele forfærdeligt fra min blody Mary til blues-jazz musikerne, der var femten minutter om hvert nummer med fire linjer tekst, de stod og fandt på. På Maison var det også god traditionel jazz med en trompet og en trækbasun i front.
Pers københavnerture 