“FUCK RON DESANTIS! FUCK RON DESANTIS! FUCK RON DESANTIS!” skreg  taleren ind i mikrofonen. Og alle på stolerækkerne foran scenen, alle på græsskråningerne omkring udendørsteateret og de fleste på det lille område med små klapbords-boder råbte med, mens de løftede deres knyttede nævner mod himlen eller klappede vildt.

For en meget sjælden gangs skyld kunne jeg ikke være i Fælledparken til 1. Maj, men havde så fundet et mindst lige så godt første maj-møde i Eola Lake Park i Orlando.

Ron DeSantis er Floridas guvernør, der bl.a. har begrænset adgangen til abort og forbudt omtale af homoseksuelle og transkønnede i skolerne. Og med budskaber som “Florida is where wooke goes to die” er han blevet den yderste højrefløjs bud på en mulig kommende præsident. Men hér, hvor LGBTQ- og forskellige borgerettighedsbevægelser havde brugt 1. Maj til at indkalde til et stort protestmøde, var den homo-hadende republikaner bestemt ikke populær.

Mens jeg overbragte mine revolutionære hilsner til to meget unge socialister i en meget lille bod med røde bannere som dug på klapbordet og gik rundt og hørte taler af en 12-årig LGBTQ-version af Gretha Thunberg, så en drag queen danse til skrattende playback-musik og blev blæst bag over af vrede, sorte aktivister, der råbte sig hæse i mikrofonen og altid indledte med at fortælle hvilke pronomener, de brugte, kom jeg til at tænke på taxi-turen fra lufthavnen.

På vejen mod byens forretningskvarter, hvor mit lidt billige betjeningsfri hotel ligger, havde chaufføren nikket ind mod en grim mørk bygning klistret til med plakater og sagt: “Det er så The Pulse, du ved”. Jeg vidste ikke, hvad The Pulse var. Så han fortalte, at det var en natklub for homoseksuelle, hvor 49 mennesker blev skudt ihjel i en homofil massakre for en håndfuld år siden.

Den største oplevelse var en udflugt, jeg havde bestilt hjemmefra, hvor jeg og fire andre turister skulle snorkle sammen med manater (søkøer) i Crystal River. Da jeg var kommet ned i vandet og skulle til at dykke under, hørte jeg lige den lidt fyldige, men kønne kvindelige dykkeguide sige: “Dont panic, sir. You are ….”, inden mine øre forsvandt under vandet, og alt, hvad jeg kunne se gennem dykkerbrillerne, var noget gråt, der lignede elefantskind. Jeg lå lige over en stor søko.

Det er en uforglemmelig once in a liftime oplevelse at svømme langs en søko og kigge ind i de små Gajolformede øjne i undervandselefantens bulldog-agtige ansigt, mens den gumler søgræs i sig, inden den bare en håndsbredde fra dig søger op mod overfladen for at trække vejret. Desvære kunne jeg ikke få mobilen til at virke i det vandtætte hylster, jeg havde købt for ti dollars af turchaufføren, men heldigvis fik jeg så taget et foto af en i pap og plastik i et af det historiske museums mange gammeldags tableaur.

Det siger en del om Orlando, at når man står i sin 24 dollar dyre gondol i toppen af The Weel (Orlandos svar på London Eye) og kigger ud over solskinstatens hovedstad, så er den dominerende bygning prinsesseslottet i Disney World, og ellers ser man søer, parkeringspladser og motortrafikveje. Der er dog bydele, man kan spadsere rundt i. Fx Downtown og Winters Park.

Winters Park er domineret af en allé med små butikker og cafeer med udendørs servering, hvor hvide pensionister med grimme trøjer, bæltetasker, store hatte og skingre glædesudbrud får serveret kaffe og sandwich af unge latinamerikanere. Det var i denne rejsebogsroste velhaver-bydel, at jeg fandt en Scenic Boat Tour.

Der findes jokes, der er dårligere end onkelhumor. Det er turguide-humor. På Lake Osceolas turbåd så den gamle guide ud som om, han i årenes løb var krympet inde i det samme sæt tøj. Og han tyssede på folk og gestikulerede med armene som en dirigent for at sikre sig ørenlyd og opmærksomhed til sine dårlige vittigheder og anekdoter om de skøre rige og deres kæmpevillaer langs søbredden.