Tekst og foto: Per Vad
De første ti-tyve minutter er ubehagelige. Når du står ud af bilens beskyttelsesrum i Kampalas centrum, bliver du, som af en byge af bokseslag mod din blegfede krop, ramt af hårdtslående trængsel og alarm fra mennesker og motorcykler, der maser sig ind i din intimzone med mere end bare en fod eller et forhjul. Men man vender sig snart til det, og selvom man må vende og vride sig gennem de tætpakkede markeders mylder af “Mzungo, mzungo”-hilsende sælgere med et afværgende smil og en evigt messende “No, no. Sorry, no. Thanks, but no”-remse, så ender man besøget med en positiv oplivelse, som også kroppen vil huske.
Og hvis man efter at have klimatiseret sig til den voldsomme vrimmel vil opleve nye ubehageligheder, kan man besøge kongens slot og blive vist ned i Idi Amins torturkælder, hvor grafitti i blod minder om diktatorens overgreb.
Afrika er et tørt sted, tænker mange sikkert. Men Uganda er også et frodigt og meget grønt land, hvor de små byer ligger op og ned ad store dybgrønne skråninger. Og du ser spredte køer græsse i vejrabatter. Og ved søerne kører du på strækninger tæt pakket med små stråtægte boder med vejsalg af friskfangede fisk. O,g du kommer forbi plantager med kaffeplanter og træer med tunge klaser af matogebananer. Ja, der er sågar store våde rismarker, hvor mudrede mænd går og arbejder. Når du så kommer til byen, er der tørt og støvet, mens du kører ned gennem den typiske hovedgade med butiksfacader malet med firmafarver og store logoer for brands, der ikke har alverden med varesortimentet i de små mørke butikslokaler at gøre. Her er blå Pepsi-huse, gule Sadolin-huse, orange Fun Time-sodavandshuse, lilla huse og røde huse, der reklamerer for forskellige mobilselskaber. Og uden for nogle af butikkerne står der kridhvide mannequindukker med farveglad tøj.
Langs de rustrøde jordveje står og sidder gadesælgere og falbyder frugt og grøntsager. Andre fragter deres levende varer rundt på bagsmækken af en cykel eller knallert. Når de ikke siksakker faretrundende gennem Kampalas dyttende og osende trafik med en, to eller flere personer bag på, hænger boda boda-chaufførerne ud på gadehjørnerne og ligger med ugidelig coolness tilbagelænet på motorcykeltaxiernes dobbeltsæder. Og så er der Jane. Hendes barn er svært handicappet på grund af epilepsi. Da hun gik til heksedoktoren for at få hjælp, skar han i barnets arm, stak peber op i hans næse og hidkaldte ånderne. Ånderne var sultne, sagde han. Så Jane måtte komme med alle familiens husdyr for at tilfredsstille dem.
En gråhåret hvid mand med solrød næse, dét kommer til at larme på et gruppefoto med fire afrikanske kvinder, tænkte jeg, da chaufføren fra Ugandas epilepsiforening insisterede på, at tage et billede af os alle. Den unge kvinde og hendes mor og bedstemor havde inviteret mig ind i deres hjem. De holdt på, at jeg skulle sætte mig i en af de brune, bløde plyssofaer, der stod op ad de nøgne grå vægge, mens de selv satte sig på en måtte på gulvet. Nu sad jeg så der og lænede mig ukomfortabelt langt frem for at have en mikroskopisk chance for at høre den generte unge kvinde, der hviskende fortalte om sit liv med epilepsi. “Du har en meget smuk datter”, sagde jeg bag efter til den noget mere snaksagelige mor. “Ja”, grinte hun stolt: “Jeg glæder mig til at få en svigersøn, der vil tage sig godt af hende.”
“Hun lyver. Det er altså ikke rigtigt, hvad hun siger”, hviskede chaufføren fra Ugandas epilepsiforening til mig, da vi forlod den kloge kone i landsbyen Nvunwa. Den lokale healer fortalte mig, at hun forsøgte at heale epilepsi ved hjælp af urter og kontakt til lokalområdets ånder. Og hun viste mig og lod mig fotografere, hvordan hun kontakter ånderne ved at sidde i en lille rund og mørk hytte og ryge indianerpibe, svinge med en hårdpisk og rode lidt i to skåle med i ndhold, der godt kunne gå for at være skrammel. Men hvis hendes healing ikke virker, henviser hun folk til hospitalet, fortalte hun. Men det er ikke sandt, mente chaufføren og de ugandaere med epilepsi, jeg har mødt. Selvom magien ikke virker, fortsætter heksedoktorne med at behandle dig, indtil du ikke har mere at betale med eller dør, hvor de så skiller sig af med dit lig i hemmelighed.
Det er et ret lilla arrangement. Mange er i lilla polotrøjer med sponsorlogo på brystet og en opfordring til at gøre epilepsi til en sundhedspolitisk prioritet på ryggen, et par mænd bærer lilla slips, og kvinden fra sundhedsministeriet har også valgt lilla ting fra sin garderobe. Jeg er i Uganda, hvor den nationale epilepsiforening markerer International Epilepsidag med en konference. Programmet skulle være startet for en time siden, men vi venter stadig på nogen, og det er vist ret normalt her. Jeg får taget et billede med en epilepsidagsramme og på to vægskærme kører en video, hvor en lidt mut kvinde viset sin arm frem. Fra hånden op til skulderen er der hvide skorpede plamager og kraftige ar, der slanger sig op ad hendes mørkebrune arm. Hun fortæller, at hun er styrtet om i et bål under et epilepsianfald. En oplægsholder fortæller senere, at hver sjette epilepsipatient har brændsår på huden. Det er den slags tal og den slags skæbner, jeg skal prøve at formidle videre, når jeg kommer hjem og skal skrive artikler for Epilepsiforeningen.
Pers københavnerture 