thorning portræt 900

Det officielle portræt af tidligere statsminister Helle Thorning-Smith har fået en hård medfart.  Politiken gav det tre ud af seks hjerter, og fortalte hvordan der gik tre lange sekunder, før nogen begyndte at klappe, da det blev afsløret fredag på Christiansborg.

“Det er en kunstner, der kan 80 procent af det, der skal til. Det er de sidste 20 procent, der gør forskellen. En dygtig reklametegner kan gøre det der på samme måde. Der mangler bare et eller andet”, sagde Tom Jørgensen fra Jyllands Posten  TV2. hvor han kritiserede unge danske kunstnere for generelt at være dårlige til at male, fordi man på Kunstakademiet fokuserer mere på ideen bag billedet end på det rent håndværksmæssige.

Jeg har fundet fem billeder frem, der kan bruges som en indgang til det ny Thorning-portræt.

Pop-art passer godt til en moderne poptøs med hang til selviscenesættelse

Thorning Selfie 900

Thorning-portrættet fortæller ikke meget om mennesket Helle og politikeren Thorning-Smith. Det gør til gengæld jernladyens valg af kunstneren Ditte Ejlerskov.

Verden er stadig en mandeverden – også kunstverdenen. Så Danmarks første kvindelige statsminister har naturligvis valgt en relativ ung feministist, der i søstersolidaritetens ånd har fortjent et push frem i rampelyset, til at portrættere sig.

Og når hun med velberådet hu har valgt en moderne kunstner, der er kendt for at lave metabilleder af popdronninger, så siger det noget om den tidligere socialdemokratiske leders opfattelse af sig selv og sin politiske rolle.

Som politisk figur var Thorning en isdronning, hvor isen med mellemrum slog revner og lod varm latter og charme bruse ud. Det fik hele verden et snapshot af, da pressen ved mindearrangementet for Mandela tog billeder af hende, mens hun tog en selfie sammen med præsident Obama og den britiske leder, David Cameron. Pressebillederne viste en frisk og livsglad poptøs, der kunne håndtere magtfulde mænd. Men hapeningen var – ligesom Ejlerskovs kunst – også en fortælling om modernitet, magt, medier og selviscenesættelse.

Thorning står med skulderen, som Minaj gør med røven

rapper 900

Ditte Ejlerskov arbejder normalt med billeder af kvindelige popikoner, hun placerer i installationer og opstillinger, der giver dem en ekstra dimension. For eksempel stammer billedet af rapperen Nicki Minaj fra et korthus af Minaj-portrætter, der minder om hinanden.

Ejlerskovs kunst kaldes “Media Literacy”. Det er ikke billeder af personer af kød og blod og sjæl, men en kommentar til mediernes fremstilling af dem og af deres egen selviscenesættelse.

På billedet af Minaj står den sorte rapper og vrikker med røven ud mod beskuerne. På samme måde står Thorning og giver os den kolde skulder, der ligesom popikonets twerkende ynder er gjort lidt overdimensioneret.

I front af statsministerportrættet står Danmarks første kvindelige statsminister med en mund, der forgæves kæmper for at få lov til at smile, og med armene over kors , så hun lukker sig af for omverden. Hun står foran to buster – ikoner for magt og erobring. Og ruderne bag kvinden i jakkesæt er blændede – dér får omverden heller ikke lov til at komme ind.

Ligesom Ejlerskovs koncertscenekunstnere er Thorning et symbol. Der er ingen af os, der kender kvinden Helle. Vi kender blot historien om den selvsikre opkomling, der kom hjem fra EU og proklamerede “Jeg kan slå Fogh”, og efter ti år med valgnederlag efter nederlag blev statsminister på Radikales nåde og måtte droppe eventuelle røde intentioner og føre en politik præget af blå arbejdsmarkeds- og socialreformer.

Farverne har Hammershøis skandinaviske melankoli

Hammershøi ny 900

Ejlerskov havde oprindeligt tænkt sig at lave et lidt mystisk, poetisk og Hammershøi-inspireret billede af ex-statsministeren, har hun fortalt til Berlingske. Men den ide fejede Thorning af tegnebordet og ønskede et realistisk billede, hvor hun så folk lige i øjnene.

Thorning har fået sin vilje, men der er stadig en hel del Hammersøi i billedet. Det sparsomt møblerede rum (vandrehallen på Christansborg, hvor billedet nu hænger), der er oplyst af lyset fra vinduerne er helt i Hammershøis ånd. Det samme er farverne.

Den stærkeste farve på billedet er Thornings blå øjne, og det er kun dér, der skinner lidt menneske igennem. Resten er malet med traditionel skandinavisk melankoli i tamme nuancer af jordfarverne grå, brun og blå – ligesom Hammershøi.

Billedstilen minder om novelle-illustrationer og Vagttårnet

vagttårnet 900

Billedet af Thorning – og Ejlerskovs andre arbejder – minder i sine streger og penselstrøg om tegnestillen i illustrationer til ugenoveller og anskueliggørelsesbilleder i Vagttårnet (biledet), hvor de glatte todimensionelle mennesker er malerkunstens svar på stockfoto-modeler.

Ejersbo til Thorning: “Du blev en månelanding midt i patriarkatet”

månelanding 900

Ideen med det officielle Thorningportræt er at vise Thorning som “den første”, ligesom astronauten, der satte et flag på Månen, har Ejersbo forklaret:

“Det her med at være den første hviler på hendes skuldre. Det handler ikke så meget om personen som om rollen, hun bærer med sig. Derfor står hun på den måde”, siger Ditte Ejlerskov i Berlingske.

Ligesom personligheden Helle ikke er motivet i statsministerportrættet, så er det på månevandringsfotoet ikke til at se, hvem mennesket inde i rumdragten er. Personen er Aldrin, der var nummer to der satte en fod på Månen, men pyt med det. Det er frem for alt et symbollaget billede af de første mennesker på Månen – en stor historisk bedrift.