Der er mange, der har refereret til 2016, som et rædselsfuldt år, men er det ikke snarere hele det 21. århundrede, der indtil videre har været et seaculum horribillis? Jeg har set på syv af tidens dystre samfundstendenser og en superpositiv og som en kommentar illustreret dem med nogle stærke kunstværker.
David Seidman og grådigheden
Illustratoren David Seidmans ædende hængevom hedder “Glottony” og er fra comixbogen “Se7en” (2008), der blev til en ubehagelig filmthriller med Brad Pitt og Morgan Freeman, som vi vist alle har set.
Seidmans illustrationer er generelt ubehagelige. Her har jeg valgt, at lade hans billede af fråds være en billedkommentar til den grådighed, der blandt andet har vist sig i den skattepolitik, som har hersket i de seneste to årtier.
I løbet af de seneste 15 år er der gennemført en række skattereformer. Ændringerne af indkomstskatten er især kommet de rigeste til gode. De 10 % rigeste har fået en gevinst på 41.000 kr. den største gevinst er gået til den rigeste procent, der i gennemsnit har fået mere end 95.000 kr. årligt. Ser man på de 10 % fattigste, så betaler de 900 kr. mindre i skat i dag end hvis skattesystemet havde været som i 2002. De tal har jeg fra Arbejderbevægelsens Erhversråd.
Det er nok ikke nogen overraskelse, at Finansloven for 2016 forstærkede den udvikling:
Grundskylden blev fastfrosset, håndværkerfradraget blev forlænget, registreringsafgiften blev sænket, og kontanthjælpen blev trykket ned. Det gav i gennemsnit de 10 % rigeste danskere knap 2.000 kr. ekstra at fråse med. Mens de fattigste 10 procent blev 100 kr. fattigere. De tal er også fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Käthe Kollwitz og Løkkes fordobling af fattigdommen
Hvis man vil vise ubehagelig og lidet opmuntrende kunst, er det svært at slippe uden om den tyske social-ekspressionist Käthe Kollwitz’ grafik. Det her hedder “Mødrene” (1919) og kan være en illustration af den borgerlige fordelingspolitiks skyggeside: Den voksende fattigdom.
Antallet af langvarigt fattige danskere er steget betydeligt indenfor de seneste ti år. I dag lever cirka 40.000 mennesker i langvarig fattigdom i Danmark – heraf er cirka 8.000 fattige børn. Beskæftigelsesministeriet vurderer, at kontanthjælpsloftet, 225-timersreglen og integrationsydelsen vil sende yderligere 7.000 børn under fattigdomsgrænsen.
Dermed vil regeringen næsten fordoble antallet af fattige børn i Danmark. Det er igen Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der har leveret tallene.
Hvad er fattigdom?
Ifølge Ekspertudvalget, der i 2013 lavede den fattigdomsgrænse, som Løkkes Venstrereging droppede, så er man fattig, hvis ens indkomst er halvt så meget som medianen af danske indkomster.
Konkret vil det sige, at en enlig er fattig, hvis han/hun har en indkomst på under 103.200 kr. En familie på fire personer er fattige, hvis de har en samlet indkomst på under 237.000 kr. i 2013-tal. De tal kommer fra Ekspertudvalget.
Asger Jorn og neonationalismen
Den danske kunstrebel Asger Jorn tog blandt andet gamle danske trommesals-værker og malede ominøse figurer på dem. “Den foruroligende ælling” (1959) er et af den slags kommentarer til kunsten og samfundet og kan bruges som en illustration af den nye danske nationalisme.
Hvad er nationalisme og neonationalisme for noget?
Nogen siger, at den danske nationalisme stammer fra 1770’erne, da man efter Struensee gennemførte et nationalt program, der skulle holde sammen på den dansk-norske-slesviske-tyske stat. Man indførte blandt andet indfødsretten, der helt uhørt for sin tid, skulle sikre at statens stillinger blev besat af indfødte danskere.
Er man til ordknepperi, kan man indvende, at 1700-tallets nationale strømning snarere var patriotisme end nationalisme, fordi det handlede om at forsvare fædrelandet og ikke et folkefællesskab (ordet “patria” betyder fædre, mens “natio” betyder folk). I så fald opstår den danske nationalisme i forbindelse med danske grundlov i 1849 og den første slesvigske krig fra 1848 til 1850, hvor den danske regerings soldater kæmpede mod den slesvig-holstenske oprørshær.
Neonationalismen materialiserer sig i 1992, hvor vi stemte nej til Maastricht-traktaten og vandt EM i fodbold. Og den er vokset siden.
Neonationalismen kaldes ny, fordi den ikke handler om forsvar mod trusler fra andre lande, men om truslen fra et fænomen: Globaliseringen.
Nå, men hvad er der galt i at forsvare sig mod globaliseringen?
Egentlig ikke noget. At nogen vender sig imod politiske og økonomiske tendenser, der kører derudad, men efterlader den lavere middelklasse på perronen, er både forståeligt og fornuftigt. Men når Dansk Folkeparti, Konservative og Nye Borgerlige vil beskytte os mod globaliseringen ved at angribe andre værdier end påståede danske, så bliver nationalisme til et monster og en foruroligende ælling.
Hvad er så de danske værdier, der skal holde os sammen og varme os i kolde tider?
Tjae, 0’ernes og 10’ernes regeringer har – i neonationalismens ånd – følt behov for at lave en serie kanoner med værker, retter og værdier, der skulle sige noget om det.
I følge Haarders Danmarkskanon er det: Det danske sprog, foreningsliv og frivillighed, frihed, frisind, hygge, kønsligestilling, lighed for loven, tillid, velfærdssamfundet og endelig den kristne kulturarv.
Bort set fra den kristne kulturarv (som ikke findes), så er det nogle udmærkede værdier, som jeg gerne vil være med til at beskytte og – frem for alt – udvikle. Men de er ikke specielt danske. Hvilket for eksempel Michael Shøt har gjort sig lystig over i en af sine fredagssatirer på Facebook, Shøtministeriet. Og frem for alt gør de os ikke bedre end andre folkeslag.
I sin lille tale stiller Shøt også det drilske, men udmærkede spørgsmål: Hvis velfærdssamfundet er en dansk grundværdi, gør VLAK’s nedskæringer så ikke Løkke til en trussel mod danskheden?
Bouguereau og det sociale barbari
I forlængelse af afsnittet om de danske værdier, så er den allervigtigste danske værdi nok vores skattesystem. Uden det kan du tørre røv i alle de andre ting.
I 90’erne steg skattesolidariten jævnt fra 44 til 48 % af bruttonationalproduktet. I de seneste 16 år har skiftende liberalt inspirerede regeringer prøvet at presse det ned, og det har svinget mellem 44 og 47 % med en svagt faldende tendens. Det kan du se i en oversigt fra Berlingske
Når næsten hver anden krone går til skat, burde der så ikke være penge og plads til lidt topskattelettelser og billigere biler, uden at alt bryder sammen?
Nej, for opgaverne, skatten går til at løse, er voksende.
Hvis for eksempel udviklingen på sundhedsområdet fortsætter som nu, vil sundhedsudgifterne frem mod 2060 stige med 47 procent – 14 procent skyldes flere ældre, 14 procent tilskrives højere levealder, og 19 procent skyldes, at der hele tiden kommer nye og dyrere behandlingsformer til. Det skriver TV2 på baggrund af beregninger, som analyseinstituttet Dream har foretaget for Danske Regioner.
Så mens kommunerne og regionerne og de offentlige institutioner er pålagt besparelser og skatte- og udgiftsstop, så vokser deres opgaver med blandt andet sundhed, integration og ældrepleje.
Nu begynder vi at se konsekvenserne af det: SKAT er brudt sammen. Den kollektive trafik fungerer ikke. Ældre går med lort i bleen hele dagen. Læger forlader deres stillinger i protest mod konsekvensen af nedskæringer. Og politifolk og SOSO-assistenter myrdes på deres arbejdspladser.
W. A. Bouguereaus billede “Dante og Virgil i Hellevede”(1850) er inspireret af en scene fra Dantes Inferno, hvor Dante og Virgill overværer to fortabte sjæle, der slås.
Det kunne også være illustration af det sociale barbari, vi ser sprede sig i Danmark, hvor vi æder af hinanden i kamp om de skattekroner, der er for få af. Politiet slås mod SOSO-assistenterne. De studerende slås mod de arbejdsløse. De ældre slås mod de handicappede. Og alle er faret i struben på flygtninge-indvandrerne.
Steve Salo og dumheden som politisk mål
På min fødselsdag vedtog de borgerlig og Socialdemokraterne et uddannelsesloft, der forbyder unge mennesker at tage mere end en uddannelse.
Og frem til 2020 skal der spares mere end ti milliarder kroner på især ungdomsuddannelserne. Det er primært de “usynlige” nedskæringer i form af omstillingsbidraget på to procent om året, som statslige institutioner er pålagt, der er skyld i den stille og rolige og målrettede undergravning af det offentlige uddannelsessystem. Det kan du læse mere om i dette indlæg på Netavisen Pio.
Der er sat en grænse for hvor kloge unge mennesker må blive. Og vi andre misbruger de sociale mediers mulighed for at sprede viden til at sprede løgnehistorier, had og idioti.
Ifølge Mandag Morgen og en rapport fra analyseinstituttet Pew Research, indrømmer 23 procent af amerikanerne, at de har delt falske nyheder på nettet. 14 procent har endda gjort det, selvom de vidste at historien var løgn. Der er ingen danske tal for den slags, men medieeksperter mener, at vi er lige så slemme som amerikanerne.
Vi bliver kort sagt dummere og dummere, og det påvirker selvfølgelig vores politiske valg.
Egentlig havde jeg fundet et af Michael Kviums blå bøvede proletar-hoveder frem som illustration af den omsiggribende dumhed. Men så faldt jeg over den moderne ekspretionist Steve Salo. Hans portrætter var noget af det stærkeste, jeg havde set længe.
Den australsk kunstner er blandt andet kendt for sine portrætter, der nærmest er åndelige landskaber. Han har blandt andet portrætteret det indtryk han fik af mennesker, der passerede ham på gaden. Det her hedder “Greed” (2016), og vedkommende ser mildt sagt ikke særlig åndrig ud.
(Hvis du er sulten efter at gå i dybden med det postfaktuelle samfund – påstanden om at vi med for eksempel Brexit, Berlusconi, Trump, DF og nej til retsforbeholdene laver samfundsforandrende beslutninger på et vildledt grundlag – så har Information lavet en god artikelserie. Jeg kan også anbefale at følge facebooksiden “Tjek det”, der er Mandag Morgens indsats mod falske nyheder. Jeg har selv tidligere skrevet om problemerne med at få ordentlig nyhedsdækning og om vores hang til at hæfte os ved køn og udseende, når vi søger viden om politik)
Herrmann Nitsch og krigen og terroren
Columbias fredsprismodtager-præsident, Juan Manuel Santos, og de kokainsmuglende marxister i oprørsbevægelsen FARC underskrev i efteråret 2016 en fredsaftale. Dermed satte de ikke bare punktum for en fem årtier lang konflikt, der har kostet flere end en kvart million mennesker livet og fordrevet fem millioner. De afsluttede også den sidste borgerkrig i Nord- og Sydamerikas lange, blodige historie. Den lykkelige begivenhed var faktisk mere symptomatisk end terrorangrebene i Europa og krigen i Syrien. For som man kan læse i denne skal-man-læse-artikel fra Zetland, så er verden blevet fredeligere end nogensinde.
Verden er blevet mere fredelig (ligesom den globale sult og fattigdom også bliver mindre og mindre blandt andet takket være det underkendte FN). Det kan man ikke gentage for tit. Men hvis man fejrer nationaldag på stranden i Niece, tager med flyet fra Atatürk lufthavn, kører med metroen i Bruxelles, drikker glühwein og ser på nisser i Berlin, lytter til musik i Krudttønden eller er borger på Krim, så er det ikke det, man oplever. Europa er blevet mere ufredeligt. Berlingske har lavet en liste over terroren i Europa.
Det har jeg valgt at illustrere med et af den østrigske avantgarde-kunstner Hermann Nitchs blod-billeder. Den kontroversielle kunstner laver blandt andet installationer med lærreder, der er plasket til med blod. Værket her er fra 2010 og er en kommentar til religion.
Alfred Kubin og flygtningene
Alfred Kubin (1877-1959) var en østrisk grafikker og kunstner, der blev berømt for sine symbolistiske og ekspressionistiske værker. Det her hedder “The Water Ghost”.
Hans billede af døden på havet er en oplagt illustration af bådflygtningestrømmen fra Syrien og Afrika.
I oktober rundede tallet for druknede flygtning og migranter på Middelhavet 3.800 i år. Dermed er 2016 det dødeligste år på Middelhavet nogensinde, ifølge FN. Det kan du tjekke på DR.dk.
Dea Trier Mørch og masserne, der forlanger at betale mere i skat
Det var 7 deprimerende tendenser. Lad os prøve at skifte tone, for der sker også mange positive ting.
Det er da trist, hvis det fortsætter sådan, men hvad kan man gøre ved det?
Hvis du synes, at der for galt, at Trump bliver præsident, når det var Hillary, der totalt fik flest stemmer, så burde du være i vildt oprør over manglen på demokrati i Danmark.
Ved folketingsvalget i 2015 stemte 7 ud af 10 vælgere på partier, der lovede vækst i det offentlige og afviste skattelettelser. Det er ret fantastisk, og noget vi nogen gange glemmer. Men på en eller anden måde har vi fået en regering bestående af de tre eneste partier, der ville have nedskæringer i velfærden, og som kun fik 30,4 % af stemmerne. Det er – mildt sagt – ret mærkeligt.
Dea Trier Mørchs “Demonstranter på Christiansborgs Slotsplads” (1976) er, ligesom den kommunistiske grafiker, forfatter og Røde Mor-kollektivists andre værker, ikke fyldt med revolutionær vrede. Men derimod med glæde. På Mørchs billeder bliver i morgen en fest.
Jeg synes, vi skal starte festen nu. Og festen skal selvfølgelig finansieres. Det kan den ikke med en “færre skal betale topskat”-politik, men kun med en “flere skal betale mere til fællesskabet”-politik.
Det er ikke kun valgresultaterne, der tyder på, at vi er parat til det: Op til Kommunernes Landsforenings årsmøde fik fagforbundet FTF Epinion til at lave en meningsmåling, der viste, at 29 % er parat til at betale mere i skat for at få et højere serviceniveau i den offentlige velfærd. 55 % ønskede status quo i skat og velfærd. Og kun 12 procent ønskede lavere skat og mindre velfærd. Den undersøgelse har FTF skrevet om.
Pers københavnerture 