Guldalderen strækker sig fra 1800-1850. Det er eftertiden, der har givet den første halvdel af det 19. århundrede den smukke betegnelse, fordi årene var præget af store kunstneriske personligheder og deres pragtværker. Her vil jeg give et portræt af guldalderen set gennem nogle af tidens malerier.
Guldalderen var en rædsom tid
Guldalderens hovedstad var ikke et rigt og lykkeligt København. Det var en hovedstad med flere end 100.000 borgere stuvet sammen inden for byens voldanlæg. Og de var pissesure på Frederik VI, der var enevældig konge, havde genindført censuren (1799), fået tæv af den engelske flåde, kørt nationen i sænk, så vi gik statsbankerot (1813), og halveret landets størrelse, da en svensk-russisk hær invaderede Sønderjylland i 1813 og tvang Danmark til at afstå Norge i 1814.
Et billede af tidens virkelighed er portræt- og landskabsmaleren C.A. Lorentzens billede af englændernes terrorbombardement, ”Den rædsomste nat” (1807). Lorenzen dør i 1828 og er ikke en rigtig guldaldermaler. Som professor på Modelskolen og senere direktør for Kunstakademiet underviste han blandt andet guldaldermestre som Christen Købke og Martinus Rørbye, men hans undervisning prægede ikke deres stil. Og det er med Eckersberg, der blev professor på Akademiet i 1818, at guldalderens får sine første penselstrøg.
Eckersbergs realistiske, romantiske løgn
Guldalderens ideologiske puls var den tyske idealisme og romantikken, hvor ånden er vigtigere end det materialistiske, og følelser er tilværelsens kerne. I billedkunsten kan man blandt andet se det i bestræbelserne på at pynte på virkelighed.
”Den smukke løgn” kaldte SMK i 2015 sin store Eckersberg-udstilling og skrev i kataloget: ”Ved første øjekast ligner Christoffer Wilhelm Eckersbergs værker nøjagtige gengivelser af verden. Men i virkeligheden har han justeret, iscenesat og fjernet alt det grimme for at skabe specifikke stemninger og fortællinger.” Udstillingen tog udgangspunkt i hans maleri ”Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk” (1815/1816), hvor han har rykket på baggrundsmotiverne, så man kan se dem alle tre; pænt placeret i hver sin bue.
C. W. Eckersberg (1783-1853) lærte sine elever at mestre perspektiv-tegningen, male ud fra udendørsskitser og – frem for alt – at gengive verden så perfekt og følelsesfuldt som muligt. Hans stil er blevet kaldt Københavnerskolen, og han satte gang i naturromantiske landskabsmalerier, muntre skildringer af folkeliv og portrætter af borgerlig idyl.
Kvinderne smed tøjet på Akademiet
Den 4. januar 1833 skriver Eckersberg i sin dagbog: ”I aften havde vi förste gang en quinde modell i modelskolen, for at tegne brÿster, skuldre, og arme.”
Inspireret af de franske malere sørgede Eckersberg for, at hans elever kunne tegne og male efter nøgne kvindemodeller. Et af Eckersbergs oftest gengivede billeder, er hans billede af en draperet kvinde, der sætter sit hår foran et spejl. Modellen hed Florentine. Hun stod blandt andet model for mesterens og hans elever i over en måned i sommeren 1841. Ovenfor kan du se eleven Sally Henriques’ billede fra seancen sammen med en anden elev, Ludvig August Smiths, billede af ”En kvinde fletter sit hår” (1839). Jeg ved ikke om kvinden på Smiths billede er Florentine, men hun ligner hende. Det samme gør den kønne yngling på mesterens eget ”Nøgen kvinde i færd med at drage sine tøfler på” (1843). Når man ser Eckersberg nøgenbilleder sammen med hans elevers, er det tydeligt, at professoren formåede at give pigerne et penselstrøg ekstra sanselighed.
Der var festligt og klassisk i Italien
Romantikken, der prægede Guldalderen, havde blandt andet rødder i antikken og klassicismen. Danske malere tog gerne på dannelses og studierejse til Italien. Og da Kunstfonden blev oprettet i 1825, kunne man ved at male i den rette ånd og med det rette håndelag vinde legater til udlandsophold.
Wilhelm Marstrand (1810-1873) var elev af Eckersberg. Marstrand var første gang i Italien i 1836 og blev storleverandør af idealiserede italienske folkelivsskildringer som blandt ”Italiensk Osteriscene. Pige der byder den indtrædende Velkommen” ( 1848).
Arkitektur- og genrebilleder
Kunstnernes skildringer af latinsk livsglæde fik i genrebillederne en dansk pendant, når malerne gik ud på gaden og lavede billeder af folkelivet. Et andet genremotiv var det stille liv i borgerskabets stuer og det åndelige liv i kunstnernes atelierer og selskaber.
Hér er det Martinus Rørbyes maleri fra 1831 af folkelivet ved bagsiden af Råd- og Domhuset ved Nytorv i København. Der er en, der stikker hovedet ud mellem tremmerne i gældsfængslet, en tigger får påtale af et par borgere, og forrest står en vagtsom hund, der muligvis vejrer ufred i det fjerne. Men frem for alt er det – helt i guldaldermaleriets ånd – en fredsommelig, lidt humoristisk skildring af københavnerliv.
Rørbys københavnerbillede er også et eksempel på et andet yndet guldaldermotiv: Byens nye arkitektur.
Ved Københavns brand i 1795 brændte omtrent 950 huse ned til grunden. Så der var bogstaveligt talt grund til at bygge nyt. Og guldalderen var også en gylden tid for arkitekturen, hvor arrestbygningen er et godt eksempel på arkitekten C.F. Hansens nyklassiske bygninger.
Køerne kom ind i stuen
På guldalderens natur- og landskabsbilleder er skoven altid grøn, der sidder nette kvinder med fyldte frokostkurve ved de blanke søer, og på markerne står der mejeririgtige køer. Det er dansk, og det er dejligt .
I 1823 udkom Adam Oehlenschlägers nationale sang “Der er et yndigt Land”. Det budskab var maleren Johan Thomas Lundbye (1818-1848) helt enig i. Sammen med blandt andre P.C. Skovgaard, Lorenz Frølich og Jens Adolf Jerichau romantiserede han den beskedne sjællandske natur – og dens køer. Som her i billedet ”To køer på en åben mark” (1845). Med sine tegninger og malerier realiserede Lundbye den indflydelsesrige kunsthistoriker N.L. Høyens tanker om at male det nationale.
Borgerskabets charme var ikke diskret
Den borgerlige livsanskuelse prægede guldalderkunsten. Det var borgerskabets liv og idealer, der blev skildret, og det var borgerskabet, der købte kunsten.
Portrætmaleriet var periodens populæreste genre. Med omhyggelige studier og gengivelser af motivet, der blev sat i idylliserede hverdagsrammer i borgerskabets pæne hjem eller på udflugter i naturen, var billederne realistiske personportrætter og kanoniseringer af idealer som arbejdsomhed, moderskab, artige børn og respekt for familien og dens traditioner.
Hér er det Wilhelm Bendz (1804-1832), der har malet Familien Waagepetersen (1830). Vi er i familiens hjem i Store Strandstræde i København, hvor købmanden og mæcenen Christian Waagepetersen – der som en af de første i 1831 fik kongelig bevilling til at forene sit fornavn Waage med sit slægtnavn – ser op fra sit arbejde, da hans kone med to af parrets børn kommer ind til ham på kontoret. Familien er også blevet malet af Marstrand – der er det også nogle virkelig søde og artige børn og en kærlig mor, der er blevet foreviget.
I 1811 blev Københavns første juletræ tændt hos familien Lehman i Ny Kongensgade. Og i 1847 skriver Peter Faber (1810-1877) ”Højt fra træets grønne top” som lejlighedssang til familiens jul. Versene i Fabers julesang rummer datidens dyder, og det er de samme familie- og borgerskabsidealer, man ser i guldaldermalernes familieportrætter.
Ånds- og kulturlivet blomstrede overalt i guldalderen
Der var gang i kulturen i guldalderen – ikke kun på Kunstakademiet. Bertel Thorvaldsen huggede i marmor, Oehlenschläger og Heiberg skrev skuespil som ”Elverhøj”, mens August Bournonville stod på tæer og skabte en ballet med hidtil uset elegance og mimisk udtryk, B.S. Ingemann og Grundtvig digtede salmer, og alle sang med på ”Dejlig er den himmelblå”, Kierkegaard tænkte eksistentialistiske tanker, H.C. Andersen skrev eventyr og onanerede, mens arkitekten C.F. Hansen genopbyggede hovedstaden, og Kamma Rahbek holdt salon i Bakkehuset ved Valby Bakke.
Hele den hurra-ånd afspejles i Jørgen Sonnes (1801-1890) murfrise på Thorvaldsens Museum. Frisen viser H.C. Andersen og andre førende københavnere og åndspersoners heltemodtagelse af billedhuggeren, da han i 1838 vendte hjem fra Rom med en betydelig del af sine værker. Museet blev tegnet af Michael Gottlieb Bindesbøll og opført 1839-1848 og er i sig selv et guldaldersymbol.
Hvordan sluttede guldalderen?
Hvorfor skulle så gode tider have en ende? I 50’erne var Guldalderens fysiske, økonomiske og politiske rammer ændret. Statsbankerotten i 1813 blev i 30’erne erstattet at et opsving, og landbruget voksede til et eksporterhverv. Stavnsbåndet var ophævet, og der var sket en stor vandring fra land til by. Københavns volde blev sløjfet, så byen kunne vokse. Enevældskongen var død i 1839, og i 1849 underskrev Christian VIII Juni-grundloven, der gav 15 % af befolkningen stemmeret – den begivenhed ses på Constantin Hansen maleri “Den Grundlovgivende Rigsforsamling” (1860-1864). Det var nye tider.
Der ud over stoppede en del af guldalderens kunstnere deres virke eller døde. For eksempel døde Eckersberg under koleraepidemien i København i 1853, og den nationalistiske Lundbye meldte sig som frivillig til Treårskrigen 1848-1850, hvor han blev dræbt ved en vådeskudsulykke, inden han nåede at komme i kamp.
Pers københavnerture 