Netflix er ikke verdens bedste streamingtjeneste, når det gælder film, men man kan finde gode film. Her har jeg plukket to buketter af gode actionfilm.
Hvad er actionfilm?
Actionfilm går på tværs af mange genrer fra humor over thriller og horror til science fiction og adventure. Fælles er, at hovedfiguren er en krudtkarl eller et team af helte, der kæmper mod en overmagt, der synes uovervindelig. Skurken er en eller flere figurer med evner og/eller ressourcer, der overgår heltens. Antagonisten kan også være “systemet” i form af hele eller dele af magtapparatet eller hele eller dele af naturen. Og vigtigst af alt: Historien drives frem af slåskampe, skyderi, hurtige biler og store eksplosioner frem for deduktivts detektivarbejde, nervepirende minutter, forløsende og afslørende dramascener eller rejser ind i samfundets og menneskets mørke side. For eksempel er der for lidt vold og spektakel i Netflixs spionserie “The Amaricans” (2013) til at jeg vil tage den ellers anbefalelsværdige serie med her.
Biografhit på Netflix
Netflix har en masse actionfilm, hvor mange af dem er moderne actionklassikere eller blockbuster-film, der for længst har tjent sig ind ved multibiografferne popcorns og cola-maskiner. Her er min Netflix-top ti over actionfilm, der har hittet i biograffen
#10: “Man on fire” (2004)
#09: “Kingdom of Heaven” (2005)
#08: “Gravity” (2013)
#07: “Star Trek” (2009)
#06: “Terminator” (1984)
#05: “Iron Man” (2008)
#04: “Batman Begins” (2005)
#03: “28 days later” (2002)
#02: “Kill Bill” (2003-2004)
#01: “The Matrix” (1999)
Actionperler på Netflix
Når man har streamingtjeneste, sofarække og mikrobølgepopcorn derhjemme, så er film, man ikke har set i biffen, mere interessante. Her er ti anbefalelsesværdige actionfilm, som jeg første gang så på Netflix.
#10: Harry Brown
Da hans ven myrdes får ex-marinesoldaten Michael Caine nok af alle rødderne, der hærger hans betongheto. “Harry Brown” (2009) er en vigilante-film, der er et miks af “En mand ser rødt”, Dansk Folkepartis retspolitik og en grå guld-udgave af “Get Carter” (1971), hvor Michael Cain gik amok for at hævne mordet på sin bror. I 70’er-klassikeren er Cain iskold morder lige fra første scene, men i “Harry Brown” er han på overfladen som Batmans hyggelige butler, men under den lune strikketrøje ligger en old school badass klar til at give de unge lømler smæk, og det er Caines præstation, der giver filmen det lidt ekstra, der skal til for at snige sig ind på listen.
#9: Colombiana
“Colombiana” (2011) er skrevet af Luc Besson, der er fransk films actionkonge og low budget-svar på Spielberg. Besson er for filmkunsten, hvad hamburgeren er for gastronomien og har bl.a. lavet film som “Nikita” og “Leon” og skrevet film som “Det femte element” og masser af actionsucceser som “The Transporter” og “ Taken”. Hans film er bygget på meget simple historier; nærmest bare en ide, der holdes kørende af opfindsom hårdtpumpet action, masser af stil og som regel en smuk kvinde med sexapel og X-faktor. I “Colombiana” er kvinden Zoe “Avatar” Saldana, der spiller en kvinde, der som barn ser sin familie blive brutalt myrdet, og drevet af hævnlyst beslutter hun sig for at blive lejemorder. Filmen er typisk Luc Besson – og hvem har ikke en gang imellem lyst til et simpelt måltid med en bøf i en bolle, der driver af ketchup og knaser af bacon. Se traileren
#8: Cubic
I “Cubic” (2002) spiller Christian Bale en ordenshåndhæver, der jager folk, der forbryder sig mod det totalitære samfunds forbud mod at føle. På den ene side er det en tynd suppe kogt på ben fra film som “Fahrenheit 451” (1966). Men uanset om han er seriemyrdende yuppie-psykopat eller kappeklædt selvtægt-helt, så er Christians Bale Hollywood-mester i at se brændende følelseskold ud. Der ud over har “Cubic” nogle lækre stålblånede billeder og kampscener i “Matrix”-stil. Og endelig er den en påmindelse om, hvad vævede tæpper, lamper med plisserede skærme, jazz-plader, paperbackbøger med Yeats-digte og silkebånd båret af Emily Watson betyder for demokratiet. Se traileren
#7: Miss Bala
“Miss Bala” (2011) er et mexicansk action-drama med en politisk tone. Stephanie Sigman spiller en skønhedsprinsesse, der bliver vidne til en narkobandes massakre på deltagerne ved skønhedsshowets after party. Banden tager hendes familie som gidsler, og lederen tvinger og suger hende ud i narkokriminalitetens overhalingsbane.
Når en ung pige, der vil deltage i en skønhedskonkurrence, ender i en narkokrig, kan det bruges som symbol på ødelæggelse og depravering af samfundets uskyld og skønhed. Det kan også bruges som en god anledning til at vise smukke, halvnøgne kvinder der skyder med store automatvåben. I “Miss Bala” bruges det heldigvis til begge dele. Og så er filmen krydret med et fascinerende Stockholm syndrom-agtigt forhold mellem skønheden og bandeleder-udyret. Se traileren
#6: The way of the gun
I “The way of the gun” (2000) spiller Ryan Phillippe og altid seværdige Benicio Del Toro to dagdriver-desperados, der kidnapper en gravid kvinde, der skal være surogatmor for en magtfuld millionær med lyssky forbindelser. Det er en sandpapirsindpakket “Butch Cassidy and the Kid“-pastiche med mindre indhold og meget mere skyderi. De to skydeglade antihelte forfølges bl.a. af en erfaren gangster spillet af James Caen, der bruger og udstråler alt den fascinerende farlighed, som han har samlet gennem et filmliv med gangsterroller. I sine billeder har “The Way of the Gun” samme lidt upolerede finish, som Robert Rodriguez’ film og mindst lige så mange kugler. Se traileren
#5: Point Blank
”Point Blank” / ”À bout portant” (2010) er fransk action-thriller, hvor en fredelig mand ser sin gravide kone blive myrdet, og snart er han på hæsblæsende jagt efter morderne, mens andre er i haserne på ham. Jeg har anbefalet den før, og den er ikke blevet dårligere siden.
#4: Running Scared
I “Running Scared” (2006) spiller Paul Walker en håndlanger, der mister en pistol, der er blevet brugt i et mord, og nu må styrte gennem natten for at få det varme våben tilbage, inden hans gangsterchef finder ud af, at han har klokket i det. Det der giver filmen noget ekstra er de forskellige sidehistorier, der som dræberslanger slynger omkring hovedhistorien – som for eksepel nabodrengens voldelige russiske far, der er John Wayne-fan og det uhyggelige ægtepar, der er søde ved børn. Se traileren
#3: Marco Polo
“Marco Polo” (2014) er en Netflix-serie, der er forbeholdt tjenestens abonnenter. Det er den kulørte udgave af historien om den berømte opdagelsesrejsendes oplevelser ved Kublai Khan’s hof i det storslåede kinesiske rige i 1300-tallet. Hér er der misundelse, grådighed, intriger og forrædderi af shakespearianske dimensioner og slagscener på blockbuster-niveau. Det er flot, spændende, eventyrligt og abonnementskronerne værd. Se traileren
#2: Daredevil
“Daredevil” (2015) er er en Netflix-serie bygget på Marvel-tegneserien af samme navn, som bl.a skiller sig skiller sig ud ved at have stærkere religiøse (katolske) undertoner end nogen anden superhelteserie. Paul “The Fast and the Furious” Walker spiller den blinde advokat, der om dagen passer sin og vennens skrantende praksis og om natten bruger sin kampsportserfaring og supersanser, der mere end opvejer det manglende syn, på at tæve løs på Hells Kitchen-kvarterets afskum og får det djævelske-vovehalse-dobbelttydige-tilnavn Daredevil. En af de ting, der gør serien god er volden. Med den genfødte Batman-serie som undtagelse er der ofte noget akrobatisk æstetisk eller dundrende-effekter over det, når superhelte slås. Hvis man synes om det mørke univers og den krobsnære vold i “Batman Begins” og dens efterfølgere, så vil man også holde af “Daredevil”-serien. Det er den mest voldelige superhelte filmatisering, jeg har set. Se traileren
_
#1: Watchmen
I filmatiseringen af DC Comix-serien “Watchmen” (2009) begynder nogen at likvidere en gruppe has been-superhelte en efter en. Og så må de lettere afdankede helte trække fyrreårsmaven ind og atter iklæde sig trikot og dunkle kapper.
“Iron man” og “X Men” har – med henholdsvis Robert Downey Jr. og Hugh Jackman – de bedste skuespillere. “The Dark Knight ” har de bedste slagsmål. Og “Spiderman” scorer højst på ungdommelig charme-skalaen. Til gengæld er Watchmen-heltene på godt og især ondt mere menneskelige end figurerne i Marvels serier, der ellers lovprises for de menneskelige superhelte, der må slås med problemer på hjemmefronten. “Watchmen” vinder også på at være et action-drama og en metafilm med en selvkritisk behandling af superheltefænomenet. Vi ved fra Spiderman, at “with great power comes great responsibility”, men i Watchmen ser vi, at store kræfter også kan korrumpere. Fra Superman ved vi, at superkræfter skal bruges til at forsvare “the amarican way of life”, men i Watchmen ser vi, at det ikke altid er det mest ædelmodige at bruge sine evner til.
Zack Snyder – instruktøren af bl.a. “300” og “Man of steel” – har sørget for, at den også har bøllebank, bulder og brag og store effekter i et omfang, så nogen nok vil mene, at filmen slås så meget med og mod sig selv, at den bliver slået ned mellem to stole. Men jeg synes, at den holder sig så på benene og har fortjent topplaceringen på min lille top ti. Se traileren
Pers københavnerture 