Hvis man kan lide moderne fotografi og/eller vil have inspiration til lidt refleksioner over billedmediet, så kan jeg anbefale Louisianas aktuelle udstillinger af værker af Richard Mosse, Peter Doig, Hans-Peter Feldmann og især Jeff Wall.

Mosse
Vi leger alle med fotofiltre. Mosse har manipuleret sine billeder fra det krigshærgede DR Congo så de balancere mellem pigeværelses æstetik og en fremhævelse af blodig gru.

Richard Mosse har efterbehandlet sine dokumentarfilmsstumper og endevægsstore luftfotos fra krigsskuepladsen i DR Congo, så naturen har en larmende lyserød farve, der får billederne til at balancere mellem yndig pigeværelseæstetik og et blotlæggelse af blodig gru. Det er en lidt skinger lektion i, hvordan filtre kan skabe eftertanke, betydning og gøre et billede til en fortælling.

Vi er mange, der prøver at gøre folk som ham kunsten efter ved at bruge Instagrams filtre til at give billederne et særligt skær, der fremhæver det, vi gerne vil udtrykke – eller bare få det til at se blæret ud.

Det er lidt gammeldags at male, så det ligner noget. Det afskrækker heldigvis ikke Doig fra at bruge maleriet til at gengive bl.a. fotografier i en lidt drømme- eller mareridtsagtig form.
Det er lidt gammeldags at male, så det ligner noget. Det afskrækker heldigvis ikke Doig fra at bruge maleriet til at gengive bl.a. fotografier i en lidt drømme- eller mareridtsagtig form.

Vi har alle sammen erindringer, hvor der ikke er meget mere tilbage end mindet om en ubehagelig følelse. Og kun i drømme kommer der billeder frem fra den næsten glemte begivenhed. Peter Doig maler den slags billeder.

De fleste af hans malerier er lavet på baggrund af fotografier, film eller pladecovers. Men som et Doig-citat på museumsvæggen siger: “A still photo is a kind of Lie.” Hvis det er rigtigt, er det en god undskyldning for at transformere dem til svage motiver, der næsten kæmper for at blive synlige i drømmelignede omgivelser. Et af hans billeder (White Canoe) blev i 2007 solgt for 11 millioner dollars – så meget er mindet om en følelse værd. Når man har set hans billeder, kan man prøve at hoppe et par år tilbage til en gammel facebookopdatering, se på billedet og spørge sig selv: “Hvad – og hvordan – husker jeg fra den begivenhed?”

En klovnenæse er altid god at have ved hånden. Feldmann ved hvordan den undergraver det selvhøjtidelige og alvorstunge
En klovnenæse er altid god at have ved hånden. Feldmann ved hvordan den undergraver det selvhøjtidelige og alvorstunge

Hans-Peter Feldmann er en spasmager, der ikke arbejder med fotos, men modificerer gamle billede og fx får sat klovnenæse på borgerskabsportrætter, så man måske for fremtiden ikke tager 1700-og 1800-tals-portrætter af datidens (og historiens) tunge drenge helt så alvorligt. Og når folketingsvalget kommer, kan man gå en tur ned ad gaden og se, hvordan nutidens unge leger den samme leg, når de tilføjer valgplakaternes kontrafejer overskæg eller andet.

Hvad foregår der her? Hvad laver sparsomt klædte unge piger sammen med gadebande-typer, en pizza-spisende fyr og en trist rosesælgende mand? Står de i kø for at komme ind, er de gået ud for at få en smøg eller hænger der bare ud her? Og hvad foregår der bag gitteret? ... Alle er velkomne til at digte en fortælling ud fra det opstillede billede.
Hvad foregår der her? Hvad laver sparsomt klædte unge piger sammen med gadebande-typer, en pizza-spisende fyr og en trist rosesælgende mand? Står de i kø for at komme ind, er de gået ud for at få en smøg eller hænger de bare ud her? Og hvad foregår der bag gitteret? … Alle er velkomne til at digte en fortælling ud fra det opstillede billede.

Den mest spændende af de aktuelle Louisiana-udstillere er fotografen Jeff Wall. Ved første øjekast ser hans billeder ud til at være scoop af reportagebilleder fra det amerikanske samfunds skyggeside. Men de er fiktion. Personerne er instruerede og opstillet i iscenesatte situationer i en kulisseverden eller på udvalgte lokations. Fuldstændigt som hvis der var tale om spillefilm, men med betydeligt mere fortælledrive end i stillbilleder fra film. Hér handles narko, øves boksning i dagligstuen, ryddes op på gerningsstedet, ventes på ludderkunder, stjæles benzin og tid slås ihjel i gadebandens tilholdssted. Det er anslag til fortællinger med suspense og socialrealisme, som det er svært ikke at digte videre på. I nogen er der stof til et digt eller en nouvelle. I de store billeder er der materiale nok til en roman eller et filmmanuskript.

Mosses værker om DR Congo rummer også videoinstalationen “The Enclave”, hvor der på seks-syv skærme vises sammenklippede reportagefilm – med lyserød billedmanipulation – som spænder fra børnesang til lig på vejen. Det er billeder fra virkeligheden gjort til kunst.