Jeg var til country længe inden Johnny Cash blev hot, Dolly Parton blev kult og Kris Kristoffersen blev ham den gamle, seje mand i film. Eller som bl.a. Barbara Mandrell og Loretta Lynn synger: “I was Country when Country wasn’t cool” (youtube)
Med min Top ti-liste vil jeg prøve at komme gennem countrymusikkens historie, fortælle om genrens temaer og præsentere nogle af musikkens største personligheder.
Til glæde for eventuelle countrynoviser har jeg lavet en playliste på Spotify med de numre, der er omtalt i indlægget. Listen, “An Intro to Country”, findes i bunden af indlægget. Jeg har også linket til YouTube-udgaver af alle numrene.
Countrymusikken blev født i august 1927, hvor The Carter Family og Jimmie Rodgers med få dages mellemrum indspillede de første officielt anerkendte countrysange i Bristol, Tennesse. Byen blev i 1998 erklærede som countrymusikkens fødeby af USAs kongres. Før country blev country, hed det old time-musik og blev spillet af bonderøve i Appalache-bjergkæderne.
Hillbilly-heltene lever i en verden med gamle lastbiler, slidte jeans og skjorter med tern eller flæser. Det er er Marlboro men med guitar, outlaws og enspændere med værdier, vi andre har mistet. Det er sentimentale mænd, der hverken er bange for at græde, ty til alkohol eller tænke tilbage på deres kære mor og gamle fars gode råd. Og selvom Texas sikkert er det tætteste de kommer Himlen, så tror de på Gud.
Kvinderne har stort hår, ben i næsen, kan køre lastbil, er hverken til gods eller guld, kan feste hele natten og er parate til at slås for sine mænd. Med mindre de sidder tilbage med din ring, jeres fotoalbum, jeres pladesamling og alle de andre små ting, mens “She’s got you”, som 50’ernes dronning af klynk og smertefulde fraseringer, Patsy Cline, synger.
#10. Særlingen med bodegavisdom
På deres vej gennem vesten møder Hillbilly-heltene masser af særlinge med bodegavisdom og lommefilosofi. Så derfor møder vi på tiendepladsen Kenny Rogers’ “The Gambler”, der lærer ham, at man aldrig skal vise sin hånd og skal vente med at gøre regnskabet op, til spillet er forbi.
#9. Alkoholen blev hans skæbne
Det sejler med alkohol ned ad guitarens gribebræt, når countrysangere bliver ulykkelige – og det gør de tit.
Hvis man prøver at drukne sine sorger, skal man ikke udelukke, at der findes guld på whiskyglassets bund. I hvert fald er countrypoeterne ikke bange for at flirte med alkohol(mis)brug. Det er for eksempel tit på barer, de møder de omtalte vismænd eller finder den poetiske åre.
Ligesom bluesrocken har Amy Winehouse, der siger nej, nej, nej til “Rehab”, så har countryen – på niendepladsen – Kenny Chesney. Han kan hverken holde sig fra flasken eller løsrive sig fra sin exkæreste, synger han i “You and Tequila make me crazy”
Som mange mænd nok vil nikke genkendende til, så kan sådan en druktur ende med, at baren lukker, og man står og er ensom, og derfor ringer en gammel veninde – eller exkone – sådan bare for at sige hej og jeg håber ikke, at det er for sent. Det har Le Ann Womack fået nok af i “Last Call”
#8 En tur ned ad hjertesogens hovedgade og gennem countrymusikkens historie
Der findes ikke en kunstgren med respekt for sig selv, der ikke tager fat om kærligheden og den ulykkelige kærlighed. Når det drejer sig om musikens verden, så er hjertesorgens hovedstad Nasville. Blues har måske den mest grædende guitar, men country har de bedste sangtekster om kærestesorg.
Når den man elsker går fra en – og det gør hun tit. Så kan man bearbejde det på mange måder. Apropos alkohol, så kan man for eksempel sætte flasken for panden, trykke på aftrækkerne og drikke sig ihjel, som den hjemvendte soldat gør i Brad Paisley & Alison Krauss’ “Whiskey Lullaby”
I 40’erne og starten af 50’erne blev countrymusikken udstyret med violin, banjo og træskodans-rytmer, og den blev til blue grass. Oppe i 50’erne fik countryen en bluesinspireret honky-tonkstil med elguitarer, der kunne spille højt nok, til at det kunne høres i de storbyværtshuse, hvor countryen var nået frem til.
Hank Williams er fra den periode, og med sin næsten jodlende fraseringer er han en af honky tonkens store tudeprinser med sange som bl.a. “Your cheath’n Heart”
Da Countrymusikken i 60’erne fik sin Nashville-sound med slideguitar og strygere og en blødere tone, blev den for alvor populærmusik med et lydbillede, som stadig bruges. Samtidig dukkede der på Vestkysten folk som Johnny Cash og Willie Nelson op. De gav musikken en hårdere outlaw-tone og lænede sig op ad rockmusikken og folkemusikkere som Bob Dylan.
80’erne var et stillestående årti for countrymusik. Men i 90’erne begyndte sangere som Garth Brooks at lægge arm med rock- og popmusikken ved at sætte fut i fejemøjet i musikken og lave store koncerter, hvor han tog alle kendte effekter fra rockens sceneshow i brug.
Når den troløse kæreste gifter sig med en fissefornem storbykarl, så er Garth Brooks typen, der dukker uventet op ved festen, laver skandale og skåler for sine “Friends in low Places”, (Den findes ikke i Brooks-udgave på Spoitfy!? og den bedste YouTubeudgave er en livudgave med Garth Brooks som surprisegæst ved en Justin Timberlake-koncert)
I Århus pjevser danskpoppens Thomas Helmig løs med sin “Nu hvor du har brændt mig af” og spørger “har du det godt så, og er du glad igen?”. I Nashville er Travis Tritt lige så skuffet, men han er ikke typen, der går tilbage til en fuser. Så når hun fortryder og vil tilbage, svarer han på ottendepladsen: “Here’s a Quarter call Someone who cares”
#7 God sange i dårligt selskab
Når man tager hjemmefra og drager ud i den store stykke verden, kan man let komme i den slags dårligt selskab, som ens mor advarede en imod.
Johnny Cash er hverken den første eller sidste, der har prøvet dét. En anden af countrymusikken hårde outlaw-typer er Merle Haggard. På syvendepladsen sidder han og rusker tremmer og synger “Mamma Tried” og mindes hans kærlige mor og hårdtarbejdende far og de sande værdier, der nu er fortid.
Historien lyder måske forfærdelig banalt og plat. Men det er for eksempel den røde tråd, hundredvis af film er hængt op på.
#6 Poptøserne med cowboyhat
Kunstnere som Ray Charles, Johnny Cash, Jerry Lee Lewis og Elvis, byggede i 60’erne bro mellem countryfans og publikummet til blues, rock og pop. Og i dag er country fuldt integreret i pop og rock.
På popscenen er det sangerinder som Shania Twain, der af og til går med håret hængende løst under en stetson hat af slidt strå. Hun er mest poppet, når hun synger “Man! IFeel like a Women”. Og hun er mest cowgirl, når hun – på sjettepladsen – synger “Any Man of mine” og forlanger, at fyre tager hende, som hun er med vægelsind, morgenhår og egen vilje.
#5 Kvindesagens bondekoner
Nutidige pop-country-piger som Shania Twain, Carrie Underwood og Taylor Swift synger om selvsikre, seje kvinder, der forstår at feste igennem og sætte manden på plads.
Den vej, de kører på, blev anlagt af sangerinder som Kitty Wells, der i ‘52 tog til genmæle og forklarede, at “It Wasn’t God Who Made Honky Tonk Angels“. Det er snarere fordrukne, troløse mænd der giver ballade i hjemmet.
De frigjorte countrykvinders vej blev brolagt af sangerinder som country og honky tonk-dronningen Loretta Lynn, der er stolt over at være en “Coal Miner’s Daughter”.
Selvom Loretta Lynn med sit høje hår og husmorkjolen ikke lignede en protestsangersangerinde, så sang hun i sidste halvdel af 60’erne om voldelige mænd, fødselsbyrden, kvinders ret til et sexliv (og i det hele taget til et liv), lavede en hyldest til p-pillen og sang imod Vietnamkrigen.
Men nu er det her en top ti-liste, hvor jeg hylder de mere klassiske countrytemaer. Så på femtepladsen ligger “Fist City”, hvor hun er en ægte countryfurie, der er parat til at tæve en møgsæk, der prøver at tage hendes mand.
#4 Vestkyst-noir
En af countryens arketyper er den ensomme poet, som kvinderne falder for, selvom han er insolvent, troløs, drikker for meget og er svær at komme ind på livet af – ligesom heltene i filmnoirs og hårdkogte krimiromaner.
Kris Kristofferson er en af countrymusikkens bedste sangskrivere og har lavet mange romantiserende sange om stenbro-vagabondens ensomme liv. I “The Pilgrim: Chapter 33” (her med Willie Nelson) hylder han rendestenens cowboy og beskriver ham og han besungne, poetiske ensomhed sådan:
He’s a poet, he’s a picker.
He’s a prophet, he’s a pusher.
He’s a pilgrim and a preacher, and a problem when he’s stoned.
He’s a walkin’ contradiction, partly truth and partly fiction,
takin’ ev’ry wrong direction on his lonely way back home.
Willie Nelson og/eller “The Pilgrim” fortjener en plads på hitlisten, men jeg vil alligevel vende Kris Kristoffersons noir-numre ryggen og på fjerdepladsen placere “Me and Bobby McGee“, hvor han og Bobby tomler til Californien, spiller mundharmonika og med sætningen “freedom’s just another word for nothing left to lose” giver hippiedrømmen en diskret mørk undertone.
#3 Jeg længes
Den mest brugte følelse i country er nok længsel. Længsel i alle dens former.
Det kan være længslen efter kærlighed. Eller den nostalgiske længsel efter barndommen, hvor mor selv syede ens jakke, eller til lillebyen, hvor man scorede sin første pige, købte sin første guitar og kørte råddent ned gennem den støvede hovedgade. Det kan også være udlængsel af den slags, hvor man træder lastbilens pedaler i bund eller hopper op i den første og bedste tomme godsvogn, der er på vej mod hvor som helst end her.
Og så selvfølgelig den helt simple længsel efter frihed, som Johnny Cash gav kød og blod og høstede jubelråb for i sine fængselskoncerter. For eksempel – på tredjepladsen – i “Folsom Prison Blues”, hvor han er en koldblodig morder, der afsoner sin straf og hører togets fløjten og tænker på dem, der med høj cigarføring kører på førsteklasse, mens han må sidde bag tremmer,
#2 Tænk, hvis Linse Kessler var sukkersød, intelligent og kunne synge
Selvom Loretta Lynn stadig lever, så er dronningekronen givet videre til Dolly Parton. Hun har ikke blot det vilde vestens største bryster, men har også en af de største stemmer, en god næse for forretning og en hitsikker pen, når der skal skrives tekster.
Man kan ikke lave en top ti-liste uden hende, men det er ikke nemt at vælge mellem hendes mange tophits, for hun har lavet flotte sange inden for alle temaer og næsten alle country-stilarter.
Jeg har valgt et af hendes tidligere numre, der samtidig er en metafortælling. Så på andenpladsen kommer “Dumb Blonde”, hvor Dolly gør op med den dum blondine-kliche, som hendes udseende lægger op til.
#1 Og hvad kan vi så lære af det
Som en slags resume eller konklusion har jeg givet førstepladsen til “Mammas don’t let your Babies grow up to be Cowboys.” Alene titlen burde sikre den en plads på listen.
Sangen bruger klassiske countryelementer som moren, den frie fugl og livets sande værdier. Og den advarer mødre mod at lade børnene vokse op og blive cowboys. For cowboys er ensomme – selv når de er sammen med dem de elsker. Og de vil få kærestesorger og have andre værdier end middelklassen. Så lad dem hellere blive advokater, læger eller sådan noget.
Det er oprindeligt et Ed Bruce-nummer fra 1976, men hvis man – som jeg – vælger den med The Highwaymen så sikre man samtidig de fire countrylegender Johnny Cash, Kris Kristofferson, Waylon Jennings og Willie Nelson en plads på listen.
An Intro to Country
Pers københavnerture 