Denne gang vil jeg kaste et blik på nogle af mine yndlingsfilm inden for genren djævleyngel. Anledningen er ”Fasandræberne”, hvor fans af scandi-krimi og new nordic noir lige nu sidder på kanten af biografstolene og frydes og chokeres over filmens ondskab og vold. Det, der bærer Afdeling Q II frelst igennem, er de socialt-degenererede-kostskole-overklasse-frastødende-teenagefrønser, der tæver, voldtager og myrder løs blandt elever og lærere, og i en mindeværdig gymnastiksalsscene ændrer vores forholdt til basketball.
Ditlevs (Marco Ilsø) depraverede trio er ikke det første skræmmende brat pack, der har fyldt filmelskeres sjæl med gys.
Selvom det ikke er velopdragent og kan virke rimeligt skræmmende, når en sød pige begynder at dreje hovedet 360 grader rundt, bruge grimt sprog og spytte grønt galde på Max von Sydow, så tæller hverken børn som Regan (Linda Blair) i ”Eksorcisten” (1973) eller pigen i ”The Ring” (1998), der hævner sig på alle der ser VHS-bånd fordi hun en gang blev dræbt i en brønd, med. At være djævlebesat eller et spøgelse med et godt motiv er en okay undskyldning for lidt destruktiv adfærd.
Til gengæld skal man med på listen, hvis man er satan selv, som Damien (Harvey Stephens) i ”Tegnet” / ”The Omen” (1976), hvor han med et ansigtsudtryk, der veksler mellem faretruende muthed og bedragerisk uskyldighed spreder så megen død blandt sine nærmeste, at hans far (Gregory Peck) til sidst må slæbe ham ind i en kirke og prøve at dolke ham ihjel.
I “Hvad med Kevin” / ”Wee need to talk about Kevin” (2011) kæmper Kevins mor (fantastiske Tilda Swinton) for at bevare et minimum af moderkærlighed eller bare forståelse for Kevin (Jasper Newell og Ezra Miller), der udvikler sig fra at være en underlig, ubehagelig dreng til at være en teenager med emo-look, der er ansvarlig for en skolemassakre. Og filmen efterlader os med spørgsmål så som: Er det samfundets skyld eller findes inkarneret, født ondskab? Og skal man elske sine børn?
I Bille Augusts mesterlige ”Zappa” (1983) er der ikke tale om født ondskab, men om en omsorgssvigtet overklasseteenager, Steen (Peter Reichhardt), der siger ”Du vil jo gerne være med i hulen, Mulle” til den buttede dreng i humlebi-stribet trøje og tvinger ham til at spise en skovsnegl, maser hans fugl og træder en akvariefisk ihjel.
”Zappa” lærte min generation, at overklassen er materialistiske, kolde mennesker, der mangler dé sande værdier, man finder hos mennesker som Mulle (Morten Hoff). Folkene bag ”Fasandræberne” – Jussi-Adler Olsen og Mikkel Nørgaard – har muligvis siddet ved siden af mig i min ungdoms biografer. I hvert fald er deres overklasseportrættet en kopi af datidens.
I USA kommer maliciøse møgunger ofte fra mere ydmyge kår. I ”The Butterfly Effect” (2004) er Lenny (Eldon Henson), der ondt skulende sidder på trappen og vrider hovedet af en dukke, søn af en pædofil, fordrukken far. Og Lennys ondskab er årsag til, at Evan (Adam Kutcher) gang på gang må rejse tilbage i tiden for at finde en måde, hvor han kan forhindre Lenny i at ødelægge sin søsters, Evans og legekammeraternes liv.
I 1990 var Macaulay Culkin alene hjemme i ”Home alone” og brugte sine drengestreger til at gøre livet surt for to indbrudstyve. Den mere sataniske side af sine spilopper udfolder han i “Den gode søn” / “The Good Son” (1993), hvor han lærer feriedrengen Mark (Elijah Wood), hvordan man ryger cigaretter, forårsager harmonikaulykker ved at smide livagtige fugleskræmsler ned på vejen og leje djævelsk med døden.
En af filmhistoriens mest larmende og irriterende drenge er nok Oskar Matzerath (David Bennent), der i ”Bliktrommen” (1979) beslutter sig for ikke at vokse. Og når han ikke lige ligger og er erotisk opstemt over boblende spytvåd slikpulver på barnepigens nøgne mave, så popper han op som en klartskuende, men ubarmhjertig ung mand i en barnekrop og trommer hysterisk på upassende tidspunkter.
Damien, Kevin, Steen, Lenny, Mark og Oskar. Ondskaben bor I en drengekrop. Pigers ondskab udvikles først for alvor, når de bliver kønsmodne og ofte ældre end det. Undtagelsen er piger, der bevæger sig i flok sammen med drenge, der som regel er de ledende – ligesom i ”Fasandræberne”.
Et eksempel på det er ”Children of the Corn” (1984), hvor en religiøs sekt bestående af børn går rundt med høstsegl og andre markredskaber og efterlever deres overbevisning om, at alle over 18 år skal dø.
I den britiske splatterfilm ”Eden Lake” (2008), der er et mix af ”The Hills Have Eyes” (2006) og “Udflugt med døden” (1972), slår et yngre par telt op ved en smuk sø, der viser sig at være jagtrevir for en flok sociale misfostre af ghetto-unger, der med sadistisk vellyst prøver at slå dem ihjel.
En pøbel af børn med blod på hænderne finder man også i David Cronenbergs ”The Brood” (1979), hvor en psykiater prøver at helbrede sin noget forstyrrede hustru og for sent opdager, at hun sidder oppe på loftet og føder alien-børn, slikker blodet og fosterhinden af dem og slipper dem løs, så de klædt i sparkedragter og børnehave-rigtige flyverdragter kan overfalde pædagoger, barneplejersker og hvad de ellers kan få fat og hamre og stikke dem ihjel.
En anden flok børnealiens møder man I “Village of the Damned” (1960), hvor en bande betweenagere med skoleslips, grimt pandehår og stirrende, lysende øjne bruger telepatiske evner til at sprede død, ødelæggelse og ubehag.
Vil man se møgunger er det desværre kun ”The Butterfly Effect” og ”Eden Lake”, der findes på Netflix, men man kan jo supplere med en tur ned til den nærmeste skolegård og nærstudere nutidens børns mobning.
Pers københavnerture 