Elmgreen og Dragset er et homoseksuelt, dansk-norsk kunstnerpar, der laver ruminstallationskunst fyldt med æstetik, længsel, mareridt og samfundskritik, det sætter sig i hukommelsen og i mellemgulvet, hvor den hiver indre organer ud og fylder tomrummer med en klump af angst og sorg.
At den deprimerende, drømmeskabende duo er bøsser og skandinaver er ikke ligegyldige oplysninger, for det har betydning for værkerne i SMKs anmelderroste særudstilling, ”Biography”. I udstillingens obligatoriske lille dokumentarfilm fortæller de, at de voksede op i 70’erne og 80’erne, hvor de som homoseksuelle unge havde en drøm om og en længsel efter, at der fandtes en større og bedre verden, end den de var omgivet af. I deres kunst går både længslen, 70’er og 80’er-æstetikken og kritikken af velfærdsamfundet igen.
Fem-stjerner-i-Politiken-og-Berlingen-og-seks-i-Jyllands-Posten-udstillingen består af tre drømmeuniverser. Det første er en fire etagers boligblok fra et socialt boligbyggeri. ”Hva’ fanden laver den grå, groteske grimrian her,” er en nærliggende tanke, når man ser øjenbæen placeret i museets ellers smukke forhal. Budskabet kunne være, at den samme tanke burde falde en ind, når man ser eller rejser den slags bygninger ude i virkeligheden. Gennem ejendommens vinduer kan man se ind til lejligheder, der tydeligvis bebos af mennesker, som drømmer om et andet liv et andet sted end her. Ligesom Elmgreen og Dragset gjorde som teenagere. Selvom der kører programmer som ”X Faktor” på tv’et, så er der i alle rummene noget brunt 70’er-80’er-agtigt over indretningen med små køkkener, kakkelborde, sækkestole, platter på væggen og ølflasker af glas.
Den anden afdeling er et institutionelt univers med en labyrint af hvide gange med døre, der har surrealistisk anbragte dørhåndtag, der ville gøre dem umulige at komme ud eller ind af. Sammen med et ur med en fastklistret viser og et venteværelse med en vissen plante skaber det en ubehagelig-drøm-man-ikke-kan-vågne-fra stemning. Stemningen bliver ikke bedre af, at man går forbi en fængselscelle, støder ind i et barn i en lift der er glemt eller efterladt ved en hæveautomat (måske lagt der i håb om at nogen med penge på kortet vil tage sig af det) og ender turen foran en rund rude med armeret glas, der er et kikhul ind til den institutionelle død, hvor et lig er på vej ind i et kølerum.
Drømmestemningen forstærkes af, at næsten alle rum er mennesketomme. For eksempel flyder der nummersedler på venteværelsets gulv, men rummet er menneskeforladt, og tælleren over døren står på nul – som hvis vi er kommer efter lukketid eller venten på bedre tider er blevet håbløst.
I det tredje univers er det nat i en filmverden med en sølvfarvet amerikansk campingvogn i 50’er-stil, der er kommet i voldsom karambolage med et ”Welcome to Las Vegas”-skilt. Her er vi i rummet, hvor drømme i flere betydninger dør – ligesom de er gjort for velhaveren, der flyder druknet rundt i sin swimmingpool med mærkevaresko pænt efterladt på basinkanten.
Hvis man vil have mere Elmgreen og Dragset – eller kun kan drømme om at have 110 kr. til entreen – så er der også et af deres værker i museets faste samling med gratis adgang: En forstemmende firesengs hospitalsstue, hvor tre indlagte mænd i lyseblå pyjamasser ligger og venter på, at det bliver besøgstid, eller tristheden på anden må fortrænges.
Museet har også en særudstilling med Goyas og Manets grumme, grafiske værker, der viser hvordan Manet var inspireret af Goya, og begge var fascineret af krig, død, tyrefægtning og mere eller mindre depravererede mennesker. Hvis man vil se den, skal man gå derind, inden man begiver sig ind i Elmgreen og Dragsets verden. For bagefter larmer indtrykkene i ens hoved, så selv ikke Goya kan få ørenlyd.
Pers københavnerture 