Ribe er Danmarks ældste og sikkert mest ærekære by, og det rigtige sted at tage hen, hvis man vil se bindingsværk, vikinger, mindeplader for oversete danske berømtheder og en af nationens – og klodens – største naturarvsatraktioner: Vadehavet.
Min kone og jeg besøgte Ribe i april 2014 – lidt for sent til at se stærenes sort sol-himmeldans og lidt for tidligt til at alle turistsæsonens tilbud var åbnet. For at få lidt grundlæggende byhistorie med i bagagen gik vi ind i den gamle toldbygning over for det anbefalelsesværdige is og vaffelsted, Isvaflen. Toldboden havde en udstilling med værker af lokale amatørkunstnere og en række plancher, der farverigt fortalte byens historie fra de stolte, glade vikingedage til den forsmædelige kommunalreform, hvor byen blev underlagt ærkefjenden Esbjerg. Vi tog også en aftenrundtur med nattevægteren, der vidste byen frem og fortalte hel- og halvsandfærdige historier. For eksempel den om græshøjen ved Sct. Catharinæ Kirke, der skulle være massegrav for ofrene af den byldepest, svenskerkrigens østeuropæiske lejesoldater bragte med sig i 1659. Byldepest-historien er sand nok, men det er ikke lykkedes mig at få verificeret den om massegraven.
Ribes gamle bykerne er nærmest et levende bygningsmuseum, hvor man kan gå rundt og studere forskellige stilarter og teknikker inden for bindingsværksbyggeri fra 1500 til 1800-tallet. For eksempel kan man i Fiskergade se, hvor udtrykket “over stok og sten” stammer fra. I stedet for at give murværket farve og male træværket med 1500-tallets svar på Gori, har man sparet tid og penge ved at kalket det hele over med hvidt.
Når man går rundt i gaderne, kan man ikke undgå at se de mange mindeplader, der fortæller, at her og her boede eller fødtes en eller anden mere eller mindre kendt person. Af de mere kendte er Maren Splid, der som Danmarks måske mest berømte heks blev brændt på bålet i 1641, fotografen Jakob A. Riis og gæringfysiologen Emil Christian Hansen.
Jakob A. Riis var med Roosevelts ord “New Yorks nyttigste borger”, fordi han med sine “How the other half lives”- og fuck-opreklamerede-flettede-fipskægsflippede-fotografer-som-Jacob Holt-billeder påvirkede den amerikanske socialpolitik i sidste halvdel af 1800-tallet. Der er en uspændende buste af ham i udkanten af byen, men drop den og gå i stedet på Google og se nogle af hans billeder.
Derimod bør man se statuen Gærpigen til minde om pilsnerens ukronede prins, Emil Christian Hansen, der fik skik på gæringsprocessen og skabte den kulturgær, der bruges til brygningen af den meste pilsnerøl. Det er ikke hver dag, man ser en nøgen kvinde i et kar, der bobler af ølgær. Gærpigen er et eksempel på, at man godt kan være et særsyn uden at være et smukt skue. Når man har set skulpturen, kan man passende gå på Ribe Bryghus og smage byens udmærkede lokalbryg og evt. købe en kasse med et lille udvalg med hjem.
Ribes store – og lidt skuffende – seværdighed er Ribe Domkirke. At den er “Danmarks ældste domkirke” vil sige, at det er det sted, der har ligget en domkirke længst. Det, man kan se, er begyndelsen på en kirke i romansk stil, der er vokset over i en gotisk kirke med tilbygninger af forskellig art og alder og til sidst udsmykket med moderne mosaikarbejde af Carl Henning Pedersen. Hvis man ikke er til COBRA-kunstnerens bibelfortolkninger, kan man tage et kig op under loftet i venstre kirkeskib over Jesuskorset og ligesom alle andre spørge: Hvad laver den lille mand, som en af kirkens oprindelige kalkmalere har lavet?
Ribe Domkirke ligger lavere end den omkringliggende by, og når man står på torvet, kan man sætte sig på hug og kigge ud over brolægningen og se hvordan landskabsarkitekt Torben Schønherr har skabt en lidt skålformet brolægning af byrummet omkring kirken. Personligt ville jeg ikke have bemærket det, hvis ikke Ribes Kunstmuseum havde haft en særudstilling om flisekunstneren. Museet er en meget smuk bygning med en god lille samling af guldalder- og Skagenmaler-kunst, der er et besøg værd.
Den ubetinget største seværdig, når man besøger Ribe er Vadehavet, der nu er blevet UNESCO World Heritage. Tag den traktortrukne Mandø bus ud til den lille ø, hvor naturen har sideskilning og vinden har givet alt en østlig hældning. Se den smattede grund med sten, grus, pytter af hav og tangtilklistede bølgebrydere på vejen ud til øen, og se vejen forsvinde under traktorhjulene på turen hjem.
Den anden store og mere familievenlige turistattraktion er Ribes vikingecenter. Da det først åbner i maj, nøjedes vi med et besøg på Museet Ribes Vikinger, hvor den største oplevelse er middelalderudstillingen, hvor der med tableuer og træsnitsmodeller er lavet store scener fra livet en sensommerdag i 1500, hvor der bygges og handles og pisses i vandløbet. Flot og spændende nok.
Vil man have flere vikingeminder, kan man gå ud på Slotsbanken. Der er en voldgrav, lidt ruinstumper af den hedengangne vikingeborg Riberhus og en skulptur med den smukke, gode Dronning Dagmar, der sendte Valdemar Sejr og hans rige i landesorg, da hun gik bort. Skulpturen med den prægtige kvinde og den flotte udsigt til Ribe skyline kan give Den Lille Havfrue kam til håret. (Men det er der meget der kan).
Som alle små turistbyer med mangel på meningsfulde erhverv har Ribe et væld af kunsthåndværkere. Da vi besøgte byen var der festival, hvor alle glaskunstnere, pottemagere, aftenskolemalere og amatørfotografer viste deres kunnen. For eksempel gik vi som de eneste rundt på Danhostel, hvor en udstilling med fotos trykt på lærred var hængt op spredt ud over vandrehjemmets gange og konferencelokaler – en underholdende måde at gå på hotelopdagelse på.
Vi boede i Den Gamle Arrest på torvet, der er lavet om til et hotel med en lille snes værelser, der har bevaret sit fængelslook i form af celledøre og tremmer for vinduerne. Der er småt med plads, men god, hyggelig atmosfære, en duft af historie, en hyggelig hotelmutter og tilstrækkelig komfort.
Pers københavnerture 