“Comedy is acting out optimism,” har Robin Williams sagt. I går (11. august 2014) løb han tør for optimisme.
Jeg vil huske ham som en overspillende, skinger stemmeimitator, der i sin over tredive år lange karriere spillede en halv snes virkelig gode roller – mange af dem biroller. Enkelte af hans roller er blevet folkeeje og vil forhåbentlig leve for evigt. Fx skal man bare sige titlen ”Good morning Vietnam” (1987), så kan alle se og høre for sine indre sanser den meget højtråbende radio-dj, der spredte livsglæde og satte lyd til krigsvandvidet i Vietnam.
Mandag aften (11. august, 2014) tweetede Zelda Rae Williams et citat af den franske “Den lille prins”-digter Antoine de Saint-Exupery: “You alone will have the stars as no one else has them…In one of the stars I shall be living. In one of them I shall be laughing.” Zelda, Robin Williams datter, tilføjede: “I love you. I miss you. I’ll try to keep looking up. Z”. Torsdagen før havde Robin sendt hende en hilsen I anledning af hendes 25 års fødselsdag. Hun fik ikke svaret.
Tirsdag morgen skrev medierne og tweeterne og bloggerne, at den 63-årige filmkomiker Robin Williams var fundet død og højst sandsynligt havde gjort selvmord. Ifølge medierne har han i et stykke tid været deprimeret og i slutningen af juni lod han sig indlægge på en afvænningsklinik. Efter sigende for at få støtte til fortsat at holde sig fra alkohol. Han havde tidligere haft alkoholproblemer og var indlagt til afvænning i 2006. I slutningen af 70’eren kunne han ikke håndtere sin pludselige ”Mork and Mindy”-stjernestatus og blev afhængig af kokain, men da hans kone i 1982 blev gravid, tog han en kold tyrker.
Med sin daværende hustru fik han sønnen Zachary. Og med sønnens barnepige fik han Zelda og Cody.
Robin Williams (Født 21. juli, 1951) spillede ofte faderoller. Nogle gange som en familiefar, andre gange som den universelle faderfigur, der som psykolog får Matt Damon til at udfolde sine matematiktalenter i ”Good Will Hunting” (1997) eller som engelsklærer, der får drengene til at mødes i en hule og læse højt af klassiske digtere i ”Døde poeters klub” (1989).
“Good Will Hunting” (1997) gav Robin Williams en Oscar for bedste birolle. Han sendte en lille kopi af statuette til Peer Augustinski, der var hans faste dubbing-stemme I Tyskland, med en hilsen: “Thank you for making me famous in Germany.”.
Hans crazy komik blev bakket op af jokes, der råbt ud med skinger fordrejet stemme. Det fungerede super i film som ”Good morning Vietnam”, mens lavpunktet nok var hans russiske fødselslæge i ”Ni måneder.” (1995)
Hans komiske talent var også velegnet til fjollede familiefilm som skilsmisse-drag-dramakomedien ”Mrs. Doubtfire” (1993) eller børnefilm som Peter Pan-filmatiseringen ”Hook” (1991)
Indstiller man det skingre og crazy I hans komik på en lidt anden frekvens – eller blot placerer hans komiske figur i andre rammer – så man får man fx den mentalt forstyrrede hjemløse, der spreder livsmod, i ”Fisher King” (1991) (hvor man kunne se hans stærkt behårede krop nøgen). Og hvis man skruer ned for det, og lader det ligge latent bag en stille overflade, så får man den socialt handicappede fotomand, der er sygeligt optaget af en forstadsfamilie i ”One Hour Photo” (2002) eller morderen i ”Insomnia” (2002).
Nu er der skruet helt og aldeles ned for Robin Williams, men man kan selv skrue lidt op for ham ved at se ”Good Will Hunting” (1997) eller ”Døde poeters klub” (1989) på Netflix.
Pers københavnerture 