Skagen er et himmellys, man ser inden lokalbanen fra Frederikshavn når frem til Skagens undseelige station. Det er okkerfarvede huse, Hip Hip Hurra og små bølger fra to have, der klapper hænder ved det yderste af Danmarks nordligste kyster, som en gang var livsfarlige for fiskere med fuldskæg, sydvest og store støvler.
Man bør starte eller slutte sit besøg på Skagens Bamsemuseum og tage det som enten en introduktion eller en opsamling på Skagens tilbud til turister. Museet er en stor privat samling, hvor kostbare bamsemærker, historiske plysbjørne, sjældne fund og helt almindelige børneværelse-natkramme-BR legetøjs-bamser er – vidunderligt respektløs og demokratisk– blandet sammen i opstillinger, der viser historiske optrin, scener der gengiver kendte skagenmalerier, livet ved havet eller hjemmevante huslige optrin. Ligesom det er typisk for private museer af en vis kvalitet, så er det hele præsenteret med masser af humor og charme og Hey,- prøv-lige-at-se-den-her. Noget man meget sjældent oplever på nationale museer, der som regel drives med selvhøjtideligheden i højsædet.
Heldigvis skæmmes museerne på Skagen ikke af denne uigennemtrængelige mur af alvor. Fx er Skagen Museum ”bare” en smuk bygning og et flot indrettet museum, der afslappet præsenterer sine gæster for en dyrebar og den mest folkekære del af den danske ”finkultur”: Skagenmalernes billeder.
Skagen Museum er selvfølgelig domineret af masser af Michael Ancher med hans fascination af vand, farven blå, himlens lys, fiskere, flammer og fru Ancher. Da vi var på Skagen (17.-20. april 2014) havde museet en særudstilling med Laurits Tuxen, der opholdt sig på Skagen på det forkerte tidspunkt, og i stedet var i Europas kongehuse for at male kæmpemaleriet af Dronning Victorias familie og andre fantastiske royale portrætter og først kom tilbage til Skagen, da festen var forbi, og kunstnerkollektivet havde forladt frokostbordet. Tuxen fik dog lavet en lang række billeder med typiske skagenmotiver med sol og sommer og børn og kvinder og syrener i fuldt farveriget flor.
De store syrenbuske kan stadig ses i haverne foran de okkerfarvede huse, der fylder byen i en så altomfattende, paranoiafremkalde mængde, at den kvælende hygge og pænhed til sidst får en til at skrige efter grå beton og graffiti og ulovligt opklistrede plakater for rebelske aktiviteter. Husenes skagengule farve stammer eftersigende fra et fejlkøb af fransk okker i forbindelse med den årlige kalkning af alle byens huse. De hvide kanter på byens røde vintage-teglstens saddeltage har også sin baggrund i ”gammel tid”, hvor det var markeringer af tagenes særlige holdbare furing og var med til at gøre tagene mere synlige fra havet.
Havets farer bliver man mindet på masser af steder i Skagen. Fra de forskellige fyr (Skagen Fyr, Det Hvide Fyr og Vippefyret) op langs kysten over mindesmærker som kirkegårdens lidt kiksede og klodsede De blev derude-mindeskulptur med en båd, der går ned i et hav af marmorbølger, og bymidtens Mindestøtten over de otte redningsmænd, der satte livet til ved den svenske brig Daphnes forlis den 27. december 1862, til Michaels Anchers malerier med seje, vejrbidte fiskere, der slider med deres både i evig kamp mod bølgerne eller ligger døde på et bord omgivet af sørgende kvinder og mørke, tunge kollegaer. Datidens redningsbåde var malet røde og fiskerne havde redningsveste på, når de tog ud som redningsmænd. Det ser man ikke på skagenmalernes penselflirt med det dødsensfarlige liv ved havet.
Man kan få en kunstnerisk meta-oplevelse ved at besøge Anne og Michael Anchers hjem og Holger Drachmanns hus. Her kan man bl.a. se kreativ hygge i Ancherparets værelser, der er proppede med skitser, forstudier og alternative udgaver af mange af de kendte værker. Og i den selvhøjtidelige Midsommervisen-digter med de mange kvinder og det ”flyvesandsagtige” temperaments hus kan man fx se hans tegninger af Michael Ancher, der står og maler et bål, der senere vil indgå i Anchers store Sankt Hans aften-maleri, som kan ses på museet.
Vil man gøre dagen til en temadag, kan man jo spise frokost på Brøndums kro, hvor Krøyer indrettede spisesalen med malerier, og hvor man kan se skagenmalerier med bl.a. portrætter af storhedstidens kunstnere. Bag efter kan man gå en tur langs Østerstranden, der lagde vandkant til mange af de Ancher-malerier, man i dag finder på alt fra fototryk på lærreder til kagedåser. Følger man Anchers fodspor nord på, kommer man op til de mange åbne bunkers og kan kravle ind i betonhulerne med huller, mørke, øldåser, graffiti og siderum, der er små luskede vandbassiner.
Følger man stranden sydpå, er der en lille industri- og fiskerihavn og noget længere nede en stor lystbådehavn. Her kan man bl.a. opleve fiskerstatuen Redningsmanden (bemærk at han har redningsvest på) og spise en fiskeanretning på Pakhuset, der er udsmykket med en oplevelsesværdig imponerende samling af galionsfigurer fra hele verden.
Vi boede på Hotel Strandly Skagen. Det var okay og lå et stykke ude af Østre Strandvej; tæt på Østerstrand og industrihavnen – to gode steder for en aftenspadseretur. Og ikke langt derfra ligger Bodilles kro, hvor en gesjæftig tjener serverer kromad af en kvalitet og til en pris, så man godt kan spise der to aftener i træk.
Har man masser af tålmodighed, kan man spise frokost på Skagen Bryghus. Man kan også nøjes med en ølanretning i en lavbundet kasse/bakke med fem fadøl af bryghusets faste sortiment og et glas vand. Selvom byen er bedre til fisk end til bryg, så er det alligevel en hyggelig oplevelse at smage sig gennem udvalget (man bør nøjes med små glas). Sandmilen (udviklet i samarbejde med Leif Sylvester) og Skawskum er de bedste.
Når man er på Skagen, bør man selvfølgelig tage ud til Grenens Parkeringsplads og køre med Sandormen ud på Grenen og smide skoene, skræve over de mange andre skopar (skoene alene er en oplevelse værd), klemme sig gennem muren af mennesker med fem pixels mobiltelefonkameraer og, med bukser der bliver våde selvom de smøget op så meget man kan, træde ud i køen af turister, der skal fotograferes med et ben i hvert hav, og bagefter gå tilbage på land og sige ”been there done that”, mens man går rundt med bare tæer i det kraftige, bløde, lysblonde sand.
På vejen hjem fra eller ud til parkeringspladsen kan man tage omkring Den Tilsandede Kirke. Når man står inde på det lille sandområde omgivet af træer og buske foran kirken, der er væk og kun har efterladt et tårn, der stikker op af sandet, så har man mere en oplevelse af at stå foran noget mærkeligt end en fornemmelse af naturens store kræfter.
Af Per Vad
Pers københavnerture 