“X-Men: Days of Future Past” (2014) slutter sig flot til striben af tidsrejse-film, hvor det altid handler om at ændre historien for at forhindre en katastrofe, og hvor skæbnen over for det frie valg altid er et tema.
I den femte film med Marvels mutanthelte bliver Wolverine (Hugh Jackman) sendt tilbage til 70’eren for at forhindre Mystique (Jennifer Lawrence) i at begå et mord, der vil starte en kæde af begivenheder, der vil føre til, at mutantopsøgende kampmaskiner dræber alle mutanter og mennesker.
X-Men 5 har til strækkelig med bluckbuster-animations-action præsenteret med bulder, brag og bravour til at sikre seriens gode navn og rygte, men der er blevet skruet lidt ned for destruktionsæstetikken, ligesom Hugh Jackman ikke går lige så meget rundt med sammenbidt dyrisk vildskab og klørene fremme som i tidligere X-Men- og Wolverine-film. Til gengæld scorer filmen på den slags humor og charme, man har set i tidsrejsefilm som ”Tilbage til fremtiden” og på menneskeligt drama med ulykkelig kærlighed og superhelte in spe, der skal lære sig selv og sine særlige egenskaber at kende – en superhelteudgave af en coming of age-film.
Se trailer til “X-Men: Days of Future Past”
Professor Xavier og hans helteteams mission er altid at overbevise opinionen om, at de anderledes ikke er menneskehedens fjender. Hvorimod skurken Magneto altid bekæmper menneskeheden ud fra den overbevisning, at mennesker altid vil frygte de fremmede. Det er et stedsegrønt dilemma både på film og i virkeligheden som for eksempel ved valg til Europarlamentet. Så er det Xavier eller Magneto, der har ret?
I X-Men-nu-med-tidsrejse filosoferer Xavier over, om det er muligt at ændre historien og forbedre menneskers karakter. Han og filmen er som altid optimist, men i amerikanske tidsrejsefilm er det generelt svært at ændre på historien og endnu sværere at få en lykkelig slutning.
De to ypperste eksempler på tidsrejsefilm er ”Twelve Monkeys” (1995), hvor Bruce Willis skal forhindre at et totalitært fremtidssamfund udslettes af bakteologisk terror, og ”Terminator” (1984), hvor Schwarzenegger skal forhindre, at menneskehedens håb i fremtidens krig mellem mennesker og maskiner bliver dræbt.
Bruce Willis sendes tilbage flere gange i Gilliams groteske mesterværk, og selvom det lykkes at udpege terroristen, så dør Bruce Willis for øjnene af sin elskede. ”Terminator” har også udviklet sig til et eksempel på, at det kan være svært at ændre historien. I tre film er cyborgen med seje solbriller vendt tilbage uden, at det er lykkes at forhindre atomkrigen.
Se trailer til ”Twelve Monkeys” / Se trailer til ”Terminator”
I “The Butterfly Effect” (2004) tager Ashton Kutcher tilbage til sin barndom for at frelse hans barndomskæreste. Som titlen mere end antyder, så leger filmen med teorien om at små ændringer kan få enorme og ødelæggende konsekvenser, og selv om det hver gang lykkes Kutcher at forhindrer en ulykke i fortiden, så kan han ikke sikre en happy ending. Se trailer til “The Butterfly Effect”
At ændringer i fortiden kan få alvorlige konsekvenser for fremtiden er også den formaning, Dr. Emmett Brown giver Michael J. Fox, hver gang han drøner ”Tilbage til fremtiden”. I trilogiens første film (1985) havner Michael J. Fox ved et uheld i fortiden, men i efterfølgerne sendes han tilbage i tiden for at redde først familielykken og siden doktorens liv. Se trailer til ”Tilbage til fremtiden”.
Ligesom Willis, Schwarzenegger og Kutcher gang på gang rejser tilbage i tiden, så må Franka Potente i den tyske Sundance festival-vinder og action-og-stil-film ”Lola” (1998) igen og igen spurgte gennem Berlin for at skaffe en pengesum, der kan forhindre kæresten i at begå et fatalt bankrøvere. Filmen får ekstra tempo af, at den rødhårede heltinde hver gang kun har 20 minutter til opgaven. I action-thrilleren ”Source Code” (2011) har Jake Gyllenhaal kun 8 minutter til at finde en terrorist og en bombe, inden et tog sprænges i luften. De hektiske minutter må han gennemleve en håndfulde gange, før han får bombemanden og den dejlige dame. Source Code har – typisk for mange af de amerikanske tidsrejsefilm – en tvetydig slutning, der ikke er entydig lykkelig. Gyllenhaal kan gå arm i arm med Michelle Monaghanud ud i et solstrålende Chicago, men tilbage i et militæranlæg ligger hans livløse krop på køl med hjernen tilsluttet tidsrejsemaskinen. Det er anderledes med “Lola”. Den ender lykkeligt – måske fordi den er europæisk, hvor vi har en mere afslappet holdning til skæbne.
I thrilleren ”Déjà vu” (2006) er Denzel Washington en brandinspektør, der tager tilbage I tiden for at forhindre, at et skib og en dejlig dame sprænges i luften. Han afværger ulykken, men får kun efterladt et spor efter sig, der måske vil få kvinden til at falde for ham, når de ses i fremtiden. Superman kan alt (derfor er han kedelig), så han kan både frelse verden, save the day og redde kvinden i sit og Clark Kents liv. I ”Superman” (1978) flyver den tights- og kappeklædte helt så hurtigt rundt om Jorden, at han får tiden til at gå baglæns; til før Lois Lane blev skudt. (Se scenen)
Se trailer til ”Lola”. / Se trailer til Source Code” / Se trailer til ”Déjà vu”
Der behøver ikke stå menneskeliv på spil, for at det er en redningsaktion i tiden værd. I ”Star Trek IV – Rejsen tilbage til Jorden” (1986) tager USS Enterprise-mandskabet tilbage til 1986 for at redde pukkelhvalen fra at uddø – og det lykkes for dem. (Se traileren)
Andre gange er det ikke for at redde nogen fra døden, at en person ryger tilbage i tiden. Nogen gange bliver man sendt tilbage til sin ungdom for at redde sig selv fra sig selv.
I den romantiske komedie “Groundhog Day” (1993) vågner tv-meteorologen Bill Murray op morgen efter morgen til den samme dag i provinsbyen Punxsutawney, indtil han har lært at være et bedre menneske og har vundet Andie MacDowells hjerte. (Se traileren)
I den melodramatiske juleklassiker “It’s A Wonderful Life” (1946) får en livstræt James Stewart livsgælden tilbage efter at set, hvordan historien ville have udviklet sig, hvis han ikke fandtes. (Se traileren)
I ”Peggy Sue blev gift” (1986) kommer Kathleen Turner tilbage til sine collegeår for at lære, at det var det rette valg, hun tog, da hun valgte en fremtid med Nicolas Cage. I ”Family Man” (2000) er det Nicolas Cage der sendes til et parallelt tidsunivers for at lære, at et simpelt liv med to børn, hund, nedslidt stationcar, svigerfar som boss, sex med Téa Leoni og andre kernesunde amerikanske familieværdier er bedre end hans liv som yuppie – en typisk kapitalkritisk film for sin tid. (Læs mit indlæg ”Wolf of Wall Street og andre kapitalkritikere”)
Se trailer til ”Peggy Sue blev gift” / Se trailer til ”Family Man”
I sci fi- og tidsrejse- klassikeren “Planet of the Apes” (1968) kommer Charlton Hestons rumskib på afveje i tiden og lander blandt talende aber. Her har lektien fået lidt swung, da den både handler om at lære respekt for fremmede (som i X-Men), og i slutbilledet er det en advarsel mod krigsgalskab og atombomben. (Se traileren)
Der findes også tidsrejser der mest af alt er turistfilm. For eksempel “Midnight in Paris” (2011), hvor Owen Wilson hver midnat får mulighed til at opleve 20’erne og møde datidens kulturelle hovedpersoner. Og i den Monty Phyton-agtige komedie ”Time Bandits” (1981) bliver en dreng kidnappet af en bande dværge, der tager ham med på skattejagt i forskellige farverige historiske omgivelser.
Se trailer til “Midnight in Paris”. / Se trailer til ”Time Bandits”.
Pers københavnerture 