For ikke længe siden så jeg ”Monomenternes mænd” i biografen og for et par dage siden ”Pollock” på Netflix. Det fik mig til at tænke på film om kunst, der som regel er en god mulighed for lidt indføring i kunstens verden; en verden som traditionelt filmpublikum nok ikke er så fortrolig med som musikken i de talrige dokudramaer om rockikoner.

I ”Monumenternes mænd”(2014) tager en broget gruppe kunstkendere til Europa i slutfasen af II Verdenskrig for at redde, hvad de kan af kunst fra nazistiske kunsttyve og krigsmagterens kanoner. Det kunne der sikkert være kommet en god film ud af, men George Clooney, Matt Damon og Bill Murray kan ikke rigtig finde ud af, om de er med i en klassisk 60’er og 70’er krigsfilm i stil med ”Kellys helte” (1970) eller en afslappet komedie med rat pack-charme som ”Ocean eleven” (2001), så det hele bliver noget rod.

Noget af det mest irriterende er, at her er en samling af kunstnørder, men ikke på en eneste tidspunkt sidder de om primussen om aftenen og snakker om kunst og kultur. Flere gange levere Cloony er salvelses fuld brandtale, om hvor vigtigt for folks historie det er at rede deres kunst, men vi ser aldrig noget af den kunst, som det er værd at gå i døden for.

Se trailer til ”Monumenternes mænd

Det er meget sigende at Matt Damon tår i et lager med lukkede kasser med kunst og ser på bagsiden af lærredet på billedet, vi aldrig får at se.

I film som “Pollock” (2000), “Frida” (2002) og ”Pige med perleørering” (2003) møder man kunstnere og får set deres billeder på en måde, så man bliver interesseret i deres værker.

Pollock” (2000) er et lidt for klassisk, forudsigeligt kunstnerportræt med alle de tinge, der skal være i sådan et: Kamp for kunstnerisk forståelse, familieproblemer, alkoholmisbrug og en tragisk død. Den bliver seværdig på grund af dens præsentation af Jackson Pollocks action painting-værker. For øjnene af en bliver abstrakte bogstaveligt talt klatmalerier, hvor Pollock – i Ed Harris’ meget vellignende skikkelse – hælder og kaster maling ud over store lærreder til betagende ekspressionisme, man gerne vil se live, helt tæt på i fuld imponerende format.

Se trailer til “Pollock”

Pige med perleørering” (2003) er egentlig en meget lille historie om skabelsen af ét berømt maleri, men historien om Johannes Vermeers brug af en bondepige – spillet af Scarlett Johansson – som model og stand in for en velhavende kvinde i hans mest berømte billede bliver til et inciterende lille romantisk trekantdrama og en god præsentation af barok og hollandsk guldalderkunst.

Se trailer til ”Pige med perleørering”

Colin Firth spiller Johannes Vermeer, der her gør Scarlett Johansson klar til at være “Pige med perleørering”.

Frida” (2002) (som også kan ses på Netflix) er filmen om oprøreren Trotskijs og danserinden Chavela Vargas’ biseksuelle, handicappede, kommunistiske elskerinde med de tætte kraftige øjenbryn, kunstneren Frida Kahlo, der gik ud og ind af et fyrigt ægteskab med kunstneren Diego Riveras.

Der er lige så meget drama, skønhed og vildskab i filmen som i Frida Kahlos liv – og det var ret vildt. Filmen er samtidig en god indføring i hendes billeder, der for det meste er semi-surrealistiske selvportrætter, der trækker på hendes privatliv og handicappede krop, der på billederne ser ud som om, den var sat sammen af en blikkenslager dømt for håndværkersjusk. Og efter at have set filmen er det svært ikke at holde af hendes billeder – og af Salma Hayek, der her fik en Oscarnomineret mulighed for at vise, at hun kan være mere end sexet latino i kulørte actionfilm som ”Desperado” (1995)

Se trailer til ”Frida

Salma Hayek forfører alle som den biseksuelle, kommunistiske, handicappede kunster, Frida Kahlo.

Jeg ved ikke, om man skal lægge noget i, at alle de nævnte kunstnerportrætter er fra årtusindeskiftet? Jeg kan ikke lige ryste andre kunstnerportrætter ud af hjernen, og portrætterne bliver efterfulgt af film, der maler med en meget brede pensel i sine kunstfortællinger.

“Monomenternes mænd” er et eksempel, men de mest kunstpædagogiske film verden endnu har set er og bliver dog filmatiseringens af Dan Browns kirke-krimier. I ”Da Vinci mysteriet” (2006) jagtede Tom Hanks en morder, der ville Jesus’ efterfølger til livs, og med sine kunstneriske komplotteorier og overfortolkninger af klassiske kunstværker fik den fejlcastede Tom Hank os for al fremtid til at se lidt nærmere og lidt anderledes på værker som ”Den sidste nadver” og ”Mona Lisa”.

Se trailer til ”Da Vinci mysteriet”

I ”Engle og dæmoner” (2009) – der på trods af en idiotisk slutning var en mere vellykket spændingsfilm end forgængeren – var det Pavestatens byplanlægning, kirker og kristne statuer vi fik en indføring i, mens Tom Hanks jagtede en terrorist der ville dræbe en håndfuld kardinaler og sprænge Vatikanet i luften.

Se trailer til ”Engle og Dæmoner”, der også kan findes på Netflix

Dansk film kan også være med, når det gælder seværdige film om kunst og kunstnere. Bille Augusts utroligt smukke, men ikke specielt neglebidende ”Marie Krøyer” (2012) handler om Maries forhold til en svensk musikker og problemfyldte ægteskab med den psykisk ustabile kunstner og gudfar til dansk guldalder, P. S. Krøyer. Filmen er i sine billeder og farver fyldt med referencer til Krøyers – i Danmark – verdensberømte Skagenmalerier og deres forløjede billede af familieidyl.

Se trailer til ”Marie Krøyer”.