Har du Netflix og har opdaget, at det kan være svært at finde nogle ordentlige film, man ikke har set før? Jeg har her plukket 11 gode – og meget forskellige film – jeg ikke havde set, før jeg fik Netflix.
The Raid
“The Raid” / “Serbuan Maut” (2011) er en prisvindende, indonesisk kampsports- og actionfilm om en indsatsstyrke, der kæmper sig op gennem 30 etager for at få fat i en brutal bandeleder, der i et øde slumkvarter holder hof på øverste etage i et forfaldent højhus fyldt med sociale tabere og aggressivt afskum af alle slags.
Det er 100 minutter ubesmittet action med en styrtregn af en kugler, hårdtslående kampsports-scener uden marchal artens sædvanlig balletskønhed, cirkelspark og håndkantsslag, knuste kroppe, sadistisk vold og momenter af ømhed i et slumdyrkende forfalds-æstetiks univers, der ligger et sted mellem højhusghettoen ved Brøndby Nord og en fremmed planet.
21 grams
Sjælen findes som noget materielt, og den vejer 21 gram. For når et menneske dør bliver kroppen pludselig 21 gram lettere. Titlen på den mexicansk instruerede amerikanske film ”21 grams” (2003) henviser til dén selvopfyldende pseudovidenskabelige ”ergo-er-Mor-Karen-en-sten”-konklusion.
I det patosfyldte tragedie-drama om død og sjælefred er Benico del Toro den nyreligiøse taber, der klamrer sig til religionen for at komme ud af alkohol- og stofmisbrug. Sean Penn er matematikprofessoren, der har brug for en hjertetransplantation – i mellemtiden vil hans kone insemineres med hans sæd, så hun kan få hans barn, selv om han dør. Og Naomi Watts er en tidligere misbruger, der nu er en kærlig mor, hustru og ivrig svømmer.
I en hver god fortælling er personkarakteristikken alt. Når man har personernes bagrund, drivkraft og personlighed på plads, så er det bare at sætte dem i gang ved hjælp af en eller anden begivenhed. I ”21 grams” kører del Toro Naomi Watts mand ihjel og flygter fra ulykkesstedet. Trafikulykken sætter skub i de tre skæbner, der ved egen kraft begynder at bevæge sig mod deres undergang i en tung historie, det er svært at ryste af sig
Del Toro og Sean Penn er dejlige ekstroverte skuespillere af den næsten overspillende slags, der indtager hele billedet og trænger ud i biografsalen eller ind i stuen (hvis man har en storskærm). Og i ”21 grams” spiller del Toro og Sean Penn for højeste oktantal. Hvis James Dean havde nået at blive 53 år, ville han sikkert spille i samme stil med Sean Penn. Andre skuespiller i den stil er mainstream-manikeren Al Pacino, den skabagtige ADHD-komiker Jim Carrey og vores egen hedengangne Dirch Passer.
The Alzheimer Case
På trods af titlen er ”The Alzheimer Case” / ”De Zaak Alzheimer” (2003) ikke nogen handicap-film. Den gør det egentligt lidt sejt at have Alzheimer – det kan der også være et handicapbudskab i; en af parolerne hos de flest patientforeninger er, at man ikke skal lade sit handicap sætte grænser for ens liv. Og Jan Decleir, der er overbevisende og indtagende som cool, gammel, brutal lejemorder, lader sig ikke bremse af sine hukommelsesproblemer.
I den hollandske action-selvtægts-thriller påtager en pensionsmoden lejemorder med begyndende Alzheimer sig modvilligt en sidste opgave. Da han opdager, at han skal skjule sporene i en sag om seksuelt misbrug af en lille pige, skifter han mening. Og med de vigtigste informationer skrevet med en tusch på underarmen, seje solbriller, et glas alzheimermedicin og en stor pistol i overfrakkelommen går han ud for at dræbe de magtfulde skurke, der tror de befinder sig trygt i deres beskyttede stillinger på samfundets top
Ligesom i selvtægtsklassikere som ”En mand ser rødt” (1974) får han undervejs modstand og opbagning af en retskaffen kriminalkommissær, der har sympati for hans mission, men ikke hans metoder.
Jan Decleir er så meget bad ashenes grå guld, at han giver Clint Easwood, Jason Statham, Bruce Willis og andre med attitude baghjul . Og ”The Alzheimer Case” er en af den slags film, hvor man fænges af dens anløbne moral og tager sig selv i at sidde og holde med en hård banan, der skyder på både skyldige og – om nødvendigt – uskyldige.
Desværre får hans Alzheimer ikke lov til at spille nogen stor rolle, men er især med for at give lejemorderen karakter lidt ekstra krydderi.
The Butterfly Effect
Som alle, der har set “Tilbage til fremtiden” (1985) eller hørt om kaosteoriens sommerfugleeffekt, ved, så får det katastrofale følger hvis man ændrer på for eksempel fortiden. Det erfarer Ashton Kutcher også i ”The Butterfly Effect” (2004), hvor han gentagene gange søger tilbage til fortiden for at finde det øjeblik og den begivenhed, der skal ændres, for at rede hans liv og forhindrer, at hans barndomskæreste og hendes bror blive seksuelt udnyttet af deres klamme far.
Der er masser af spænding, action og drama af den strølinede amerikanske slags. Så hvis man er til leg med tidsrejser og den samme historie i forskelige, skræmmende udgaver, så vil man holde af ”The Butterfly Effect”.
Funny Games
”Funny Games” (2007) er Michael Hanekes scene for scene amerikanske remake af hans egen oprindelige østriske 1997-udgave af filmen.
I sin enkelthed handler den om to psykopatisk høflige unge mænd i hvidt, sporty sommertøj, der trænger ind hos en lille familie og uden mål og mening begynder at mishandle og fornedre familien. Filmen er særlig uhyggelig på grund af meningsløsheden man genkender fra for eksempel ultra-volden under hjemmerøveriet i ”A clockwork orange” (1971). Og ligesom de unges tøj, er familiens bolig holdt i hvidt, så det hele får en klinisk og mareridt-på-en-lukket-anstalt stemning over sig.
Filmen har også et metaplan, hvor den kommenterer og bryder konventioner for gyser- og home intruder-film. I alle home intruder-films moder, ”Køterne” (1971), vækker møghundene de dyriske kræfter i den ellers harmløse, kuede Dustin Hoffman, men i ”Funny Games” er der ingen af ofrene, der finder nye brutale sider af sig selv. Det er også en regel i blandt andet gyserfilm, at når man præsenterer en rekvisit, så er det fordi, at hovedpersonen skal bruge den senere. Når Dustin Hoffman i “Køterne” bakser med at få hængt en stor gammel dyre-klapfælde op over pejsen, så ved vi godt, at den vil han få gavn af senere hen – og vi glæder os til at se den smække om benet eller hovedet på en af indtrængerne. I ”Funny Games” bliver en kniv efterladt på dækket, da far og søn sætter familiens båd i vandet, ligesom kameraet dvæler ved et golfsæt med tunge køller, der stilles i korridoren – men familien får ikke glæde af noget af det.
”Funny games” er en foruroligende gyser, der konkurrerer med klassikeren ”Køterne” (1971) om at være filmhistoriens bedste home intruder-film.
Gone baby gone
I 2007 var de engelske medier fyldt af sagen og mysteriet om den forsvundne pige Madeleine McCann. Derfor blev “Gone baby gone”s (2007) britiske premiere udskudt et år.
Den amerikanske krimi-film handler om et barn, der forsvinder og formodes bortført. To hårdkogte kriminalbetjente og et par unge detektiver med gode kontakter til de lokale, socialt belastede beboere begynder at lede efter pigen og opklare mysteriet. Ud over almindelig spænding har filmen Helene McCready, der spiller pigens mor, som er mere til dåseøl end sutteflasker og bor i kulisserne til et afsnit af ”De unge mødre”. Det gør hun så godt, at hun blev nomineret til en Oscar for bedste kvindelige birolle.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om det vil lykkes at finde pigen, eller om hun – ligesom Madeleine McCann – er pist væk; gone, baby gone. Men filmen stiller også spørgsmålet: Kan et barn ikke være bedre tjent med at vokse op i et trygt hjem hos kærlige børne-snatchere frem for hos en mor, der ikke magter det?
Øjnenes Hemmelighed
”Øjnenes Hemmelighed” / ”El secreto de sus ojos” (2009) er en tænksom, spændende og smuk argentinsk romantisk-krimi-film, der fik en Oscar for bedste udenlandske film.
En pensioneret anklager begynder at skrive en bog om en uopklaret voldtægts og mordsag, der plager ham, ligesom han ikke kan slippe tanken om, at han måske kunne have fundet lykken, hvis han i sin tid havde turdet erklære sin kærlighed til sin latinosmukke, friske overordnede.
Filmen er fyldt med spænding, smukke billeder og gode dialoger med kloge citater. For eksempel kommer nøglen til opklaringen og hele filmen fra anklagerens (Ricardo Darín) ven og tidligere sekretær, der nu sidder på en snusket bodega sammen med andre af samfundets bundsjatter:
”El tipo puede cambiar de todo: de cara, de casa, de familia, de novia, de religión, de dios… pero hay una cosa que no puede cambiar… no puede cambiar de pasión.” (En mand kan ændre på alt: Sit ansigt, sin familie, sin kæreste, sin religion, sin Gud. Men der er noget, han ikke kan ændre. En mand kan ikke ændre sin passion)
Det er visdomsord og et centralt citat, der både gælder for morderens syge sind, anklagerens besættelse af sagen og forelskelse i sin overordnede, sekretærvennens alkoholmisbrug og offerets ulykkelige enkemand, der dag efter dag sider i banegårdssalen og stiger dødt og trist rundt i håb om at få øje på morderen.
Fortæl det ikke til nogen
Den franske ”Fortæl det ikke til nogen” / “Ne le dis à personne” (2006) er et krimi-thriller-drama om en hospitalslæge, der har været mistænkt for at myrde sin kone, men pludselig får nys om, at hun muligvis stadig er live, og mens han jagter sandheden forsøger andre at myrde ham.
Der veksles godt mellem actionscener, hvor den småborgerlige læge får hjælp af en bandeleder til at spille actionhelt, spænding, familiedrama hvor skelletter rasler ud af skabet og drømmelignende romantiske fantasier. Og man er alt i alt godt underholdt i selvskab med gode skuespillere og en thriller, der fræser afsted ad midterrabatten mellem amerikansk og europæisk filmstil.
Point Blank
”Point Blank” / ”À bout portant” (2010) er hæsblæsende fransk action og spænding om en mandlig sygeplejerske, der ser sin højgravide hustru blive bortført for øjnene af ham, og han bliver presset ind i en sag om politikorruption og magtfulde millionærer med mord på samvittigheden. Og snart er den almindelige, fredelige mand i rasende fart på jagt efter at befri sin hustru og på flugt fra alle mulige, der vil ham til livs.
Filmskelettet med en mand der jagter forbryderne, mens hans er på flugt fra sine forfølgere, holder næsten altid. Uanset om det er i den stiliserede high teck-udgave som James Bond, den klassiske udgave som ”Flygtningen” (1993) eller den postmordene neorealistiske udgave som ”Runnig scared” (2006) (den findes også på Netflix). Og ”Point Blank” har tilstrækkeligt turn of events undervejs til at give historien nyt liv og Gilles Lellouche nye udfordringer.
The Fourth State
“The Fourth State” / “Die vierte Macht” (2012) er en tysk politisk-komplot-thriller om en journalist, der kommer til det nye Rusland for at være redkationschef for selebretisiderne i et magasin, men kommer på sporet af sandheden om en række terrorbombninger.
I hans naivitet tror han pressen er den fjerde statsmagt, og man kan slippe afsted med at skrive samfundskritiske ting i sit blad, men da sikkerhedspolitiet sender ham i fængsel, og hans fine venner vender ham ryggen, bliver han klogere.
Filmens styrke er den udleverende miljøtegning af det nye Rusland, hvor han både oplever overklassens boliger, vejrets grå kulde, de dekadente natklubber, slidte gader, betonslum og et lidt ”Midnight Express” (1978)-inspireret fængsel.
Cloud Atlas
”Cloud Atlas” (2012) er en drama-adventure-krimi-komediedrama-science fiction-karma-skæbnesammenfald-film, der efter en rodet start får godt gang i ikke mindre end seks parallelle fortællinger, hvor hovedpersonenerne hænger sammen i et karmabestemt skæbnefællesskab, der går på tværs af tid, planeter og filmgenrer.
I 1700-tallet krydser en advokat oceanet med en læge, der forsøger at forgifte ham, og en bortløben slave, der bliver hans ven.
I 30’ernes England tager en ung homoseksuel komponist in spe en sekretærplads hos en berømt komponist i håb om at lave et mesterværk.
I 70’ernes USA forsøger en kvindelig journalist at få fat i en rapport om et atomkraftværk, som værkets ejere er parate til at slå ihjel for at holde hemmelig.
En gammel forlægger, der skylder penge, bliver spæret inde på en institution, hvor han sammen med en lille gruppe gamle gubber planlægger en flugt.
I et fremtids-Japan undertrykkes folk, og fast food-ekspedienter avles i laboratorier og arbejder under slaveforhold. Men en actionhelt befrier en kvindelig servitrice, fordi hun er skæbnebestemt til at vælte styret.
I en anden tid i en anden verden lever folk som stammer med overtro, spåkoner og hærgende bander af morderiske krigere, men de får besøg af en kvinde fra en anden, fremstående verden.
De fleste af historierne er spændende og flotte og gode eksempler på deres genrer. Da det er de samme filmstjerner, der spiller hovedrollerne i alle fortællingerne, kan man som sidegevinst sidde og lege med at finde ud af, hvem Tom Hanks, Halle Berry, Hugh Grant og Doona Bae er maskeret og klædt ud som i de enkelte historier.
Sammen med film som for eksempel “Traffic” (2000), “Crash” (2004), “Babel” (2006) og ”21 grams” (2003) er “Cloud Atlas” en film i rækken af amerikanske film, der argumenterer for, at mennesker har en skæbne og vores liv styres af noget større, der får det hele til at gå op i en større – som regel ulykkelig – helhed.
Den skabsreligiøse snøften er svær at sluge, men når det lykkes filmene at væve et net af historier, er det som regel en seværdig oplevelse. Det lykkes i blandt andet ”Cloud Atlas” – selvom voks- og gummi-maskerne og udklædningen af Hollywood-stjernerne til tider er lidt for meget, og de bogstaveligt talt er ved at tabe masken.
Pers københavnerture 