Du skal bruge et forstadspar strandet i vildmarken. En blodtørstig flok af degenererede udskud. En sexet kvinde indsmurt i blod og snavs, der vildt skrigende kæmper for sit liv. Sadisme. Lyden af lemlæstelse. Mennesker der fortsætter ud på den sindssyge side af smerten. Blod og indvolde og synlige knoglebrud – masser af blod. Og lad det koge så det bobler og sprutter ud over det hele med blod.
Det er opskriften på en splatterfilm – eller tortur porn som det nu, med et nedladende glimt i øjet, kaldes.
På en zappetur gennem Netflix stødte jeg ind i en engelsk perle, jeg skamfuldt må indrømme, at jeg ikke kendte: ”Eden Lake” (2008), hvor et ungt par tager på weekendtur ude, hvor bilens GPS siger, at de er kørt for langt. Og de bliver forfulgt af en bande mordiske betweenagere.
”Eden Lake” er ”Udflugt med døden” møder ”The Hills have Eyes” med et godt drys britisk socialkritik.
I ”Udflugt med dødent” (”Deliverance” 1972) – der for evigt gav banjospil en uhyggelig klang og lærte også replikken “Squeal Like a Pig” – er Burt Reynolds og hans venner taget på kanotur, men bliver forfulgt af en gruppe indavlede, røvpulende bonderøve.
I ”The Hills have Eyes” (2006) strander en familie ude i ørkenen, hvor vandskabte psykopatiske massemordere med manglende tandhygiejne og uhyggelige øjne prøver at myrde dem.
Vi, der ser film, ved det jo godt: Du skal blive hjemme. På den anden side af villahavens havelåge finder du kun grusomhed. I naboejendommen bor en massemorder, krydser du havet, møder du nazister og islamister, og ude i universet finder du aliens og andre blodtørstige typer. Men filmverdenens hovedpersoner er altid dumdristige. Og i ”Eden Lake” forlader det unge par deres sociale forstads-habitat og havner i en virkelighed, de ikke troede fandtes. Og ligesom i ”Udflugt med dødent” er de taget ud for at opleve et stykke uspoleret natur, som civilisationen snart vil ødelægge.
I ”Udflugt med døden” er det livet i et overset, isoleret samfund, der har skabt de indavlede psykopater. I ”The Hills have Eyes” er de vandskabte, mordiske semi-monstre et resultat af USAs atomprøvesprængninger. Og i ”Eden Lake” er det social dumping og svigtende børneopdragelse, der har skabt djævleynglet. Kort sagt: Det er samfundets skyld. Splatterfilm er som regel samfundskritiske på en særlig ligeglad, ugidelig, ukonstruktiv måde. Normalt argumenterer de ikke for social genopretning – de vil hellere lade tingene gå amok. Gå blodsprøjtende amok.
Men i ”Eden Lake” er de modbydelige unger og deres sociale udskud af forældre en tydelig advarsel: Se hvor galt det kan gå, hvis vi ikke gør noget ved de problemer, de diskuterer i det debatprogram på bilradioen, som parret ignorerer. Ungdomsbanden er også spillet og portrætteret langt mere troværdigt og en-kriblende-fornemmelse-ned-ad-rygraden ubehageligt end de savlende psykopater i ”Døden på udflugt”, ”The Hills have Eyes”, ”Motorsavsmasakren”, ”Saw” og alle de andre gode splatterfilm.
Pers københavnerture 