De spørger, hvem er mest tossede? De gør oprør mod samfundets autoriteter. De vil myrde de normale. De udvisker grænsen mellem virkelighed og fantasi. De påstår, at de gale har bevaret nogle vigtige værdier, som vi normale har mistet. De er film, der handler om sindslidende.

Det vil jeg illustrere ved henvisning til 22 gode film, der alle burde stå i patientforeningerne SINDs og LEVs dvd-samling.

Silver Linings Playbook
I “Silver Linings Playbook” må man spørge: Er det de små-skøre Bradley Cooper og Jennifer Lawrence eller portrættet af et sød suppe-parfold, der hænger mellem dem, der er noget galt med?

Det seneste skud på stammen over film med sindslidende er den romantiske komedie “Silver Linings Playbook” (2012), hvor Bradley Cooper lige er kommet hjem fra et psykiatrisk hospital og modvilligt siger ja til øve dans med den påtrængende og uligevægtige Jennifer Lawrence, hvis hun til gengæld vil hjælpe ham med at få hans kone tilbage. I filmen har Cooper og Lawrence diagnostisk bevis på, at de er småskøre, men de er ikke mere tossede en resten af deres omgivelser. På den måde er “Silver Linings Playbook” endnu en film, der udfordrer normaliteten ved at stille spørgsmålet: Hvem er mest tossede?

Andre film, der rummer samme spørgsmål, er Triers dogmefilm ”Idioterne” (1998), hvor en gruppe normale udfordrer deres omgivelser og de sociale normer ved at flakke omkring og spille nogen fra en anstalt.

Og i ”K-PAX” (2001) er Jeff Bridges psykiater på en institution, hvor han bliver i tvivl, om Kevin Spacey er gal eller har ret, når han påstår, at han kommer fra en anden planet.

At psykiatere og psykologer ikke er de bedste repræsentanter for det normale ser man i myldret af metervare-psykiater-parodier, der fylder Hollywood-film. Men man ser det også i seriøse portrætfilm som ”A Dangerous Method” (2011), hvor psykiatriens forskruede fædre, Freud og Jung, udvikler deres teorier på baggrund af deres erotiske forgabelse i den samme kvinde.

De gales oprør mod samfundets autoriteter

Gøgereden
I “Gøgereden” lærer Jack Nicholson de indlagte at gøre oprør mod samfundets autoriteter som den sado-fascistiske oversygeplejerske fra Helvede.

Mentalinstitutioner er oplagte rammer for film med sindslidende. Men Hollywoods galeanstalter ligger langt fra vores bosteder og institutioner. Det er helvedes-udgaver af Risskov mikset med San Quentin og en sado-fascistisk forsøgslejr. Det er steder, hvor de indlagte kan gøre oprør mod normalsamfundets autoriter som i ”Girl, Interrupted”(1999), der er femi-udgaven af ”Gøgereden” (One Flew Over the Cuckoo’s Nest, 1975). I ”Girl, Interrupted” har Winona Ryder ladet sig indlægge på en mental institution, hvor Angelina Jolie og de andre unge kvinder på institutionen lærer hende noget om sig selv, livets sande værdier og pige-solidaritet – værdier som normalsamfundet mangler.

Mentalinstitutionerne er også perfekte rammer for gysere, hvor skræmte kvinder må slås for deres liv og forstand. Fx i genfærds-gysere som ”Gothika” (2003) og ”The Ward” (2011).

Mordet på middelklassen

enlig pige søger
I “Enlig pige søger” viser Jennifer Jason Leigh Bridget Fonda, at under overfladen på den perfekte logerende og gode veninde kan der ligge en livfarlig personlighedsforstyret kvinde.

Den største og mest direkte fare for normaliteten er, når de gale går rundt og myrder middelklassen som i fx Hitchcocks ”Psyko” (1970).

I ”Enlig pige søger” (Single White Female, 1992), lejer Bridget Fonda et værelse ud til Jennifer Jason Leigh, der viser sig at være en morderisk personlighedsforstyrret ung kvinde, der vil overtage Bridget Fondas identitet.

At der kan ligge en psykopat og lurer lige under overfladen på besnærende logerende, perfekte barneplejersker og sexede kvinder, fik vi i 80’erne og de tidlige 90’ere slået grundigt fast i film som ”En fremmed flytter ind ” (Pacific Heights, 1990), ”Hånden på vuggen ” (“The Hand That Rocks the Cradle, 1992) og ”Farligt begær” (Fatal Attraction, 1987).

En anden kategori af sindssyge, der er parat til bestialske overgreb på ordentlige mennesker, er indavlede, røvpulende, morderiske idioter som i ”Udflugt med døden” (Deliverance, 1972), hvor Burt Reynolds og han to storby-venner tager på kanotur i vildmarken og bliver forfulgt af en gruppe af lokalbefolkningen. Den slags indavlede typer har i dag udviklet sig i monster-agtig retning i splatter-gysere som ”The Hills Have Eyes”(2006).

Den normale verden opløses

changeling
I “Changeling” må Angelina Jolie spørge: Er det mig eller verden, der er noget galt med? Da hun ikke tror, at drengen hun har fået hjem, er hendes søn.

Normaliteten – eller virkeligheden – udfordres også i film, hvor man ikke kan skelne virkelighed fra fantasi. Og hovedpersonen må spørge sig selv: Er det mig eller resten af verden, der er noget galt med?

I ”The Machinist” (2004) får søvnløshed en udmagret, skind og ben-udgave af Christian Bale til at se truende folk, der forfølger ham. I ”Vanilla Sky” (2001) går Tom Cruises verden i surrealistisk opløsning, da hans kæreste myrdes og han bliver vansiret. I ”Changeling” (2008) får Angelina Jolie sin søn, der har været kidnappet i mange år, hjem, men begynder at tvivle på, at han er hendes søn. Og i ”Rebecca” (1940) er Joan Fontaine ved at implodere mentalt, da hun gifter sig med en enkemand og flytter ind i et hus, hvor manden og tjenestefolkene er besat af den afdøde hustru.

De sande værdier

Et Smukt Sind
Russell Crowe får re-diagnosticeret paranoid skizofreni til filmtitlen: ”Et Smukt Sind”

Sindslidende kan også vise, hvor hule og værdiforladte normale mennesker er. Det er som regel i feel good-film som ”Livet længe leve” (Awakenings, 1990),”Hva’ så, Gilbert Grape?” (What’s Eating Gilbert Grape, 1993) og ”Rain Man” (1988), hvor samværet med de sindslidende bliver en øjenåbner for deres nærmeste.

I filmen om den amerikanske matematiker John Forbes viser Russell Crowe og filmtitlen, at Hollywoods re-diagnosticering af paranoid skizofreni er: ”Et Smukt Sind” (A Beautiful Mind, 2001).