Når filmtitler er reduceret til et by- eller stednavn, så henviser titlen til en tilstand. Eller stedet er et sindbillede for filmens tema.
Jeg anmeldte for nylig filmen ”NordVest” (2013), som endnu en film i stil med Pusher. Det er rigtig nok, men der er en særlig ting ved ”NordVest”: Titlen. NordVest-kvarteret ligger, hvor Nørrebro holder op med at være byrenoveret stenbro-romantik, og hvor det naturskønne Husum og mondæne Østerbro ikke er nået ind. Kvarteret associeres med den slags håbløs kriminalitet, som holder hovedpersonen i ”NordVest” fanget.
Filmtitlen – bynavnet – rummer temaet og afslører pointen, der som regel er fatalistisk. Når vi hører titlen ved vi, at det ikke kommer til at gå hovedpersonen godt.
Der er andre bydele her i verden, hvor deres dårlige ry har gjort dem til perfekte filmtitler. For eksempel New Yorks Chinatown og Wall Street. I film noir-privatdetektiv-thrilleren “Chinatown” (1974) må Jack Nicholson passivt se til, mens den kyniske morder og pengemand, der har blod og byens vandreserver på hænderne, forsvinder ind i Chinatowns mylder. Og når Jack Nicholsons partner siger slutreplikken: ”Forget it, Jake. It’s Chinatown,” så er det ikke bare filmens fatalistiske pointe, men nærmest en livsfilosofi – glem drømmen om happy endings, der er ikke noget at gøre Og i 80’ernes ultimative yuppie-film, ”Wall Street” (1987), henviser titlen til en samtids dystopisk pengeverden, hvor Charlie Sheen er den forblændede børsmægler, der sammen med os må lærer, at det ikke er rigtigt, når Gordon Geggo (Michael Douglas) siger: ”Gread is good”.
”Casablanca” (1942) er byen, der er en lus mellem verdenskrigens to negle og et sted, hvor håbet om frihed lever og kærligheden ikke har en chance. ”Tombstone” (1993) kan ikke være mere sigende. Den henviser til en western-historisk begivenhed og stedet, hvor Wyatt Earp må kæmpe sit sidste seksløber-slag. Han overlever, men mange af hans drømme gør ikke.
Navnet ”Pearl Harbor” (2001) har også en uafrystelig historisk klang, der runger tungt af japanske bomber, der hamrer ned over USAs forsvarsløse flåde. Og det er filmens første militærtragiske del, der er filmen. Resten af handlingen med de to unge soldaters kammeratskab, kampflys-oplevelser og rivalisering om sygeplejersken er ret kedelig.
”Chicago” (2002) udnytter, at bynavnet for evigt vil være forbundet med gangstere til at lave en jazzet musical om kriminalitet, korruption og skandaler. ”Tulsa” (1949) er byen, der blev bygget af sort guld, og westernfilmen er endnu en saga om en god mand, der forvandles til et pengegrisk magtmonster.
Vil man lave en film om selvcentrerede, overfladiske newyorkere, kan filmen ikke hedde andet end ”Manhattan” (1979). Og selv om det er en typisk bittersød Woody Allen-komedie, så er den også fatalistisk, for vi ved godt at den selvsmagende, over-intellektualiserende, neurotiske mandsling er så falsk, at han ikke kan skelne Mariel Hemingways ægte kærlighed fra Diane Keatons forførende, forfjamskede ”La di da, la di da.”
Hvorfor skal Tom Hanks rådne op af AIDS, mens Denzel Washington kører en retssag mod hans konservative mandehørmer-mastodont-advokat-firma, i lige præcis ”Philadelphia” (1993)? Philadelphia kaldes ofte “The City of Brotherly Love”, og det var her USA’s uafhængighedserklæring blev underskrevet og forfatning udarbejdet. Kort sagt: Byen står for alle de idealer, som ikke gælder for bøsser, men som Tom Hanks og Denzel Washington kæmper for.
Der er ikke nogen vej i Washington, der hedder ”Arlington Road” (1999), men der en række andre veje, der hedder noget med Arlington. Og det almindelige gadenavn er en påmindelse om, at alle steder kan man finde en flink nabo, der i virkeligheden er en udspekuleret, højreradikal terrorist med bombeplaner, der bliver Jeff Bridges’, der underviser i trusler mod demokratiet, undergang.
Listen over film, hvor titlen er koncentreret til et bynavn eller et sted, er begrænset i forhold til den uendelige række af film, hvor bynavne indgår i titlen. I den slags film bruges vores opfattelse af byen også tit i filmens plot, men ikke så rent og konsekvent. Las Vegas-film handler ofte om tab og undergang som ”Leaving Las Vegas” (1995), hvor Nicolas Cage vil drikke sig ihjel. Paris forbindes med romantik, som i ”Forget Paris” (1995), hvor Billy Crystal og Debra Winger opdager, at hverdagen ikke er ligeså romantisk som Paris. Og Beverly Hills handler om dumme, rige snobber som i ”Beverly Hills Cop” (1984), hvor Eddie Murphy introducerer overklassen til gadesmart lov-håndhævelse.
Pers københavnerture 