Mine 10 yndlings værker fra SMK’s samling efter 1900 er værker af den slags, man tager med hjem, fordi de har pirret ens sanser mere end gennemsnittet og har givet en oplevelse, som man synes andre også bør have.
Her er top ti-listen i tilfældig rækkefølge.
Jens Søndergaard: ”Hav, storm”
Der er nok ikke noget så dragende som havet – både for danske kunstnere, tyske turister og københavnersnuder. Og hér er der hav. På Søndergaards billede står de mørke silhuet-, skygge- eller spøgelses-figurer ikke bare på stranden, hvor bølgerne slår mod kysten. De ser ud til at stå på afgrundens rand, hvor de er i fare for at falde i, vælte om eller blive revet med ud af det stormende hav, der en tredjedels lærred høje vildt skummende bølger. Men selv om motivet er dramatisk, så står man tørskoet og nyder de simple figurer og flotte mørke jord-farver og tænker for sig selv: ”Det der med natur, det er noget gevaldigt og både farligt og fascinerende noget.”
Wilhelm “Freddie” Carlsen: ”Sensibelt portræt”
”De binder os på mund og hånd,” sang Liva Weel i det første besættelses-år. Det var samme år, Wilhelm “Freddie” Carlsen malede ”Sensibelt portræt.” Og man skal være døv og blind for ikke at se det samme budskab vendt mod den samme besættelsesmagt. Som de fleste af Freddies værker er det politisk og provokerende (i hvert fald hvis man sad med nazistøvlerne hvilende på et bord i Dagmarhus). Freddie var en Salvador Dali-wannabe, og til sin store glæde lykkes det ham også at både provokere og blive politianmeldt i løbet af sin karriere, men hér er surrealismen så afdæmpet og letforståelig, at den næsten bliver folkelig. Det tiltaler os, der af og til gerne vil slappe af med lidt syre-kunstens svar på easy listening.
Harald Giersing: ”Paris’ dom”
Billedets titel henviser til det græske sagn om prins Paris, der skulle dømme om, hvem af de tre gudinder, Hera, Athene og Afrodite, der var smukkest. Så hvis man er en gymnasie-elev i det kunst-intellektuelle hjørne, så kan man jo filosofere lidt over dialektikken mellem sagnet, billedets titel og indhold. Man kan også bare se på billedet, hvor en ret indifferent mandsperson sidder ugideligt i en lænestol, mens tre nøgne kvinder står og gør sig til. Kvinderne er tegnet op med kraftige streger og mangler detaljer, og sat op mod den ludderbule-pissegule vægfarve forsvinder al sexet kvindelighed. Og motivet, der ellers kalder på æstetik og erotisk udstråling, bliver mast af malestilen, som til gengæld bliver hængende på ens indre lærred.
Vilhelm Lundstrøm: ”To stående modeller”
De har hverken hvepsetaljer, struttende bryster eller fint formede ansigtstræk. Men billedet med de enkle minimalistiske maleredskaber og monumentale, mejeri-rigtige, stovte moderjord-figurer slår en med det uforgængelige, universelle budskab: ”Kvinder er smukke, stærke og frodige.” Smukt og sandt.
Værkstedet værst: ”Grød”
Figurerne i den ni minutter lange video er typisk Michael Kvium: En lad mand med en papmache dildo-hat, der bogstaveligt talt gør ham til et pikhovede. Og de to kvinder bær en gulvmoppe som parykker og er således et par vaskekællinger. Den ulækre grød, der røres sammen og proppes ind i gabet på manden, er typisk Christian Lemmerz. Han dyrker organiske materialer og forfald og blev berømt for at lade grisetorsoer rådne op i glasmontre. Filmen slutter med et mord, et selvmord og manden, der sidder tilbage og guffer i skrævet på en sexdukke. Der er noget 70’er-plebejer over både lejligheden og figurerne. Jeg ved ikke om Værkstedet foragter arbejderstanden, eller udleverer proletar-klicheer eller bare vil forarge med ulækre billeder og et pessimistisk menneskesyn. Men uanset hvad, så bliver videoen hængende; klistret til indersiden af øjnene – ligesom Kvium og Lemmerz andre det-bør-han-sgu-tale-med-en-læge-om værker.
Lars Nørgård: ”De tre gratier”
Alle kender Krøyers ”Hip hip hurra”-billede af de snapse-skålende skagen-malere samlet til sommerfrokost. Lars Nørgård har hér lavet en grotesk hyldest i 80’er-stil af sine kunstner-kollegaer. De tre gratier er i den klassiske mytologi gudinderne for ynde og glæde, og de er et populært motiv i billedkunsten, hvor de tit afbildes som tre unge kvinder, der omfavner hinanden eller danner en kreds. Hos Nørgård er de tre gratier fra venstre mod højre billedhuggeren Lone Høyer Hansen, scenografen Bente Lykke Møller – der dengang var Lars Nørgårds kæreste – og maleren Dorthe Dahlin. De nøgne kvinder bliver begloet af en kødrand af mandlige kunstnere. Øverst: Erik A. Frandsen, Peter Bonde, og Lars Nørgård selv. Nederst: Christian Lemmerz, Michael Kvium og Claus Carstensen. Ud over billedets kvalitet som karikatur, så er det også bare et godt billede med groteske menneskekroppe og ansigter, hvor især mændenes grimme ansigter har en imploderende kraft, hvor man suges ind i deres forvrængede fjæs.
Richard Mortensen: ”Uden titel”
Et billede, der ikke hedder noget, skal man ikke lægge andet og mere i, end det øjnene umiddelbart ser. Et abstrakt maleri med både bløde og kantede former i blot fire farver, der går ind i hinanden og skaber en perfekt balance og stråleglans, der ville blive forringet, hvis man ændrede på noget. Perfektion er altid et skønt syn.
Claus Carstensen: Æterlegeme
Når man står i den fjerne ende af rummet og ser ned mod billedet på endevæggen, så ligner det et flot abstrakt billede i naturbunds-farver lavet med lange, levende strøg. Men når man kommer nærmere kan man se, at billedet er tredimensionelt, hvor det yderste lag ikke er tykke penselstrøg, men store skiver af skumgummi. Det er fængslende. Og når man går hen og læser på titel-skiltet opdager man, at det er et lærred dekoreret med æter, kropsolie, lakfarver, urin, skumgummi og fedt. Og det får en til både at smile og tage billedet i nærmere øjesyn i jagt på nogle af ingredienserne. Titlen ”Æterlegeme” henviser til den okkulte verden, hvor æterlegemet er større end det fysiske legeme, fordi det også indeholder kroppens aura. Det er måske en gang hippie-vrøvl og hash-filosofi, men pyt.
Lene Adler Petersen: ”Luderen fra Etiopien, no. 1”
Collage-billedet er smukt og stærkt. Med collagen af avisstykker i baggrunden og de pensel-optegnede afro-etniske ansigtstræk giver det et indtryk, der et mix af hurtig malet protest og en gennemtænkt kommentar til virkelige begivenheder. Samtidig er det opdelt i fire kvadrater, som det holder sig inden for. Så det rebelske udtryk får tilføjet noget disciplin. Godt blikfang – som når man på gaden passerer et oprørsk budskab malet på en rude.
Elmgreen & Dragset: “Please, keep quiet”
Næsten nede for enden ad gangen på øverste etage af den nyere tids samling er et rum med klapdøre. Når man går der ind, havner man i en anden verden. Pludselig har man forladt museet og står i en firesengs hospitalsstue. I tre af sengene ligger der voksfigurer under dynerne og nogle få genstande på sengebordene, i den fjerde seng er der stadig et aftryk i puden efter en person, der er væk. Der lugter af syntetisk hospitals-luft, og der er helt tyst – ikke en vejrtrækning høres. Stemningen er tyngende, og det minder om ubehagelige drømme om trælse indlæggelser og ubekvemme sygebesøg.
Tag selv på hospitalsbesøg:
Pers københavnerture 