Les Misérables handler om en ex-slave på evig flugt fra en magtfuldkommen politichef gennem et Frankrig præget af sult og sygdom og unge oprørere, der går på barrikaden. Det burde der være masser af storslåede filmscener i. Men i stedet har Tom Hooper valgt, at lade Hugh Jackman og Russell Crowe stå foran et kamera, der er ligeså fastlåst som et TV-kamera under nyhedsoplæsningen, mens de med halvt lukkede øjne og nakken bøjet tilbage synger sange om kval og kvide. Og 160 minutter med nogen, der ikke ville kunne klare sig fem minutter i ”X factor”, er lidt for meget.
Til filmens musikalske forsvar skal det siges, at både Anne Hathaway og koret lyder okay. Og oprørssangen ”Do You Hear The People Sing?” er bragende flot.
Den filmsproglige definition på en filmmusical er, at den benytter sig af storslåede scener, smarte montageklip og illusioner, der ikke kan lade sig gøre i teateret. Men Tom Hooper har valgt at lave filmet teater i en kulisseverden af pap- og krydsfiner. Og ligesom i teateret får skuespillerne lov til at henvende sig til publikum med deres sange. Så i stedet for at tage publikum op og med ind i filmen, holder skuespillerne afstand til publikum, der sidder med popcorn, der hurtigt bliver kolde og cola, der mister bruset.
Måske bør man ikke være overrasket over Hoopers teater-stil. For hans Oscar-film ”Kongens store tale” (2010) var filmsprogligt reelt et kammerspil.
Hvor meget skal der synges i en musical?
I “Les Misérables” synges stort set alle replikker. Men når man snakker generelt om filmmusicals, så er et af diskussionsspørgsmålene: Hvor meget skal der synges, for at det kan kaldes en musical? Fordi Marilyn Monroe strutter med brysterne og giver sit bidrag til økonomisk forbrugeranalyse med ”Diamonds Are a Girl’s Best Friend”, eller Poul Richard kommer fløjtende og syngende ned ad landevejen, så er hverken ”Gentlemen fortrækker blondiner” (1953) eller Morten Korch-filmene musicals.
Til gengæld kan film, hvor musiknumrene er begrænset til sceneoptræden, godt opnå genrestemplet musicals – et eksempel er 30’er og nazi-portrættet ”Cabaret” (1972). ”Cabaret” er også et eksempel på, at mange filmmusicals er metafilm, der handler om nogen, der er ved at lave eller optræder i en musical eller kabaret. For eksempel ”The jazzsinger” (1927), Singin’ in the Rain (1952), ”Mød mig på Cassiopeia” (1951) og ”All that Jazz” (1979).
Ligesom omfanget af sange og ”scenen” for sangene kan rejse tvivl, om der er tale om en filmmusical, så kan man også spørge, om 90’erne og 00’erne mange popstjerne-portrætter er musicals? Typisk vil man sige at sangen og dansen skal bruges til at føre fortællingen frem eller uddybe personportrættet for, at det er en filmmusical. I Johnny Cash-portrættet ”Walk the Line” (2005) foregår vigtige dele af dialogen indirekte i hans sange til og med June Carter, ligesom det er på scenen at Joaquin Phoenix frier til Reese Witherspoon. Og i almindelighed er popstjerners sange vel en uløselig del af deres livshistorie og personlighed, så jeg vil opfatte dem som filmmusical.
Musicalfilmens historie på tre minutter
Historisk har musical haft tre gyldne tidsaldre. De traditionelle romantiske, livsglade sang-og-danse-film blev lavet i 30’erne med Fred Astaire, Ginger Roger og film som ”Top Hat” (1935) Og i 50’erne med lidt mere kød på de romantiske historier og cool dansenumre og Judy Garland og Gene Kelly og come back til Fred Astaire og film som ”An American in Paris (1951) og ”Singin’ in the Rain” (1952).
70’erne var et årti, hvor filmmusicals blev selvbevidste afspejlinger af sin tid med politiske komedie-dramaer som hippie-oprøret mod Vietnamkrigen ”Hair” (1979), den provokatoriske ”Jesus Christ Superstar”(1973), disco-film som ”Grease” (1978) og Pink Floyds samfundskritiske ”The Wall” (1982).
Den seneste bølge af filmmusicals, som “Les Miserables” egentlig er en del af er film, er filmspøg, hvor stjerner og instruktører fra andre genrer morer sig med at lave en musical. Woody Allan lavede ”I Love You” (1996) med Julia Roberts. I ”Mamma Mia!” (2008), inviterer en ung kvinde sin mors tidligere kærester, Pierce Brosnan, Stellan Skarsgård og Colin Firth på weekend for at finde ud af, hvem af dem der er hendes far (en musicaludgaven af tv-programmet “Sporløst”). ABBAs hits har mildt sagt lydt bedre, men typisk for tidens pjat-musicals så morer både skuespillere og publikum sig, og derfor fungerer det. I gangster-muscialen ”Chicago” (2002) er det Richard Geere, der synger. Og i gyser-musicalen ”Sweeney Todd”(2007) er det Johnny Depp, der med en sang på læben skærer halsen over på kunderne med sin barberkniv.
Pers københavnerture 