De ti bedste film-musicals opgjort efter årstal
“Top Hat”(1935): Fred Astaire er en amerikansk sanger, der kommer til England og roder sig ud i romantiske forviklinger. Et studie i rytme og stil, der viser, at Michael Jacksons brug af hatten og andre rekvisitter til at skabe rytme var noget, han havde lært af blandt andet Fred Astair.
“Mød mig på Cassiopeia” (1951). En dansk bittersød romantisk musicalfilm, hvor Hans Kurt er en sangskriver, der mangler inspiration, og Bodil Kjer er en muse, der sendes ned til ham af de græske guder. Og så opstår der sød musik i et lille trekantsdrama. Bodil Kjer er smuk som en Hollywood-stjerne, og sangene er blevet evergreens.
”Singin’ in the Rain” (1952): Gene Kelly er en del af et stumfilms-hold, der kæmper med at gå over til talefilm. Undervejs bliver han så forelsket, at han danser i regnen og skaber scenen, der er et blevet et ikon på den traditionelle filmmusical.
”Jailhouse Rock” (1957): Et musical-drama om en talentfuld tremmerusker der udvikler sig til selvcentreret rockstjerne, der får problemer med kæresten og sin gamle ven. Elvis-film er en musicalgenre for sig selv. De fleste er historier, der blot er en undskyldning for et komme med en håndfuld sange. “Jailhouse rock” er den eneste med en historie, der ville være god, uanset hvem der spillede den, men er perfekt, fordi det er Elvis, der spiller den.
”The Sound of Music” (1965). Julie Andrews kommer fra et kloster til en østrisk officerfamilie for at være guvernante for de livlige børn, og hun gifter sig med faren, der ikke vil bøje sig for pres fra nazisterne. Med sin sorgløse livsglæde, når Julia Andrews danser syngende rundt på østrigske bjergskråninger, og sin alvorlige politiske vinkel, er “Sound of Music” ikke blot en god musical i sig selv, men også en bro mellem den klassiske og den moderne 70’er-musical.
”Cabaret”(1972): Liza Minnelli optræder som sanger- og danserinde på en underlødig tysk kabaret sidst i 30’erne og er splittet mellem to mænd, mens nazisterne langsomt forpester verden. Det er lykkes for Bob Fosse, at gøre Liza Minelli sexet. Der ud over har kabarettens samspil med nazisternes fremmarch en grotesk og tragisk skønhed – sanglinjen “live is a cabaret” bliver en livsfilosofi
”Grease” (1978): John Travolta er skolens rod med fedtet pandelok og læderjakke, der forelsker sig i Olivia Newton John, der er den pæne pige med hvide ankelstrømper og plisseret nederdel. Travolta skabte med ”Grease” og “Saturday Night Fever” (1977) disco-dansen. Og har man set hans come back som gangster i Tarantinos “Pulp fiction”, så bliver man nødt til at se, hvor Tarantino husker ham fra.
”All that Jazz / Det er showtime!”(1979): En metafilm om Broadway og et selvportræt af Bob Fosse som en pille-, kvinde- og arbejdsafhængig musicalinstruktør. Det er samtidig en film, der ud over at rumme mange flotte arrangementer fra simple øvelseslokalescener til grandiose opsætninger også viser, hvordan man dør med stil.
Pink Floyds ”The Wall” (1982): En barsk samfundskritisk rock-tour-de-force gennem tankerne og mareridtene på en mand, der er fanget af et liv i et totalitært samfund, der er en blanding af England i 1982 og Nazi-tyskland. Det er nogle af de mest uafrystelige billeder en musical har præsenteret.
”Great Balls of fire” (1989): Man kan diskutere om popstjerne-portrætter er musicals. Det mener jeg. ”Great Balls of fire” er filmen om Jerry Lee Lewis’ superego, evne til at sætte pianoer i brand og trang til at forfører teenagepiger fra sin egen familie. Det er en lidt overset perle blandt 90’er og 00’erens popstjerne-portrætter. Og en film hvor Dennis Quaid løfter sig over “bare” at være driftsikker.
Pers københavnerture 