Hvad kræver det for at komme med i ”Per Vads Top ti over billeder fra SMKs udstilling af dansk og nordisk kunst fra 1750-1900”? Ved billeder fra den periode er motivet og de følelser og tanker det vækker afgørende. Men hvis billederne ikke havde haft de værdier som kunsthistorikere og kunstteoretikere hæfter sig ved, så ville jeg nok ikke have opdaget motiverne.
Her er min top ti listet tidsmæssigt.
Nicolai Abildgaard. ”Den sårende filoktet” (1774)
Abildgaards billede forestiller en græsk sagnhelt med magiske pile der er blevet bidt af en slange på vej til et vigtigt slag. Det med slangen er ikke lige til at se; han kunne også bare have trådt på sten. Først undrer man sig lidt over, hvorfor han står på et leopardplettet pejsetæppe uden tøj på – drog græske sagnhelte altid til fronten med magiske våben og dinglepik? Derefter bliver man fascineret af hans krop. Med nutidens øjne har han ikke et atletisk krop med vaskebrætmave og et hageparti der er som skabt til en aftershave-reklame. Kvinder og misundelige mænd vil mene, at han har en lækker røv, men ellers er han så buttet, at kroppen minder lidt om Super Brians. Men ligesom ansigtet er forvredet i smerte, så har kroppen også en underlig stilling. På mærkelig vis lykkedes det at vride både skulderen, røven og foden ud i ansigtet på beskueren. Det tætbyggede muskelbundt med de velformede baller og den dårlige kropsholdning har en svulmende energi, der truer med at springe billedets rammer. Bl.a. derfor er det med på top ti-listen.
Eckersberg ”Familien Nathanson” (1818)
Nathanson var jøde og billedet er malet kun fire år efter at jøderne fik borgerret, så på sin vis er det et hurra for vellykket integration og for den jødiske families sociale himmelstorm. Men for mig er billedet især et rigtigt Dansk Guldalder-pænt genremaleri af en borgerskabsfamilies selvfede, selviscenesatte hyldest til sig selv, deres klasse og deres værdier. Scenen, hvor far og mor kommer hjem fra en hyggelig audiens hos kongen og deres store kobbel af unger, der artigt har spillet klaver og leget pænt, kommer dem i møde med buttede røde kinder og afdæmpede smil, er så opstyltet og mislykket, at man næsten krummer tæer.
Selv om billedet er malet små halvtreds år før nogen begyndte at blafre med røde faner, så får det mig alligevel til at mindes mine studenterkommunistiske dage, nynne revolutionære sange for mig selv og ønske jeg havde en flammekaster i hånden. Et billede der vækker den slags minder og følelser skal med på top ti.
Martinus Rørby. Arresthuset ved Nytorv (1831)
Det er et dejligt gammelt københavnermotiv med en flot bygning og masser af liv og små historier. Det er tre ting, jeg godt kan lide. Derfor er det med på min top ti.
Man kan stå og lave små historier om alle personerne: Den lapsede løjser der sender lange blikke efter den unge barnepige, drønnerten der læner sig op ad muren, mens der på modsatte fortov er virksom handel. I arrestens lille vindue sidder en skyldner og rusker tremmer. Foran vinduet får en tigger læst og påskrevet af et par borgerlige herre. Og allerforrest i billedet står en vagtsom hund, der er oppe på poterne og vejrer efter mulige trusler mod borgerskabets moral.
Erik Henningsen. ”Sat på gaden” (1892)
Båret af sund indignation og foragt for et samfund med datidens finanskrise og 2020-plan er det et maleri, der hænger og svinger i rummet mellem socialrealisme, propaganda og fattigdomsromantik. Men uanset hvilken af de tre områder, det hælder mod, så lader det ikke en uberørt. Opgivende taler faren med betjenten, mens familiens kvinder står lidt usselt og utilstrækkeligt klædt i kulden med armod og opgivelse i ansigterne og en beklemt pige mellem sig. Og i sneen ligger indboet, der minder om det ragelse mit kvarters arabere prøver at sælge, når de har loppemarked oppe på Skoda-pladsen.
Grafisk får billedet bl.a. liv og dynamik af alle de streger, det er lykkedes Henningsen at liste ind i billedet. Stakittet ved siden af huset, de to nøgne træers grene, de to mænd der kigger på har hhv. stok og sneskovl, de umage stole i familiens indbo er placeret så stolebenene stritter mest muligt, og i bedstemorens hånd og foran møblerne er der samlet hele tre koste. Alt i alt i en del streger og retninger øjet kan følge, så motivet ikke virker som en tung bylt midt på et stort lærred.
Nogen er til tapre fiskere med redningsbåde i stormvejr eller til bondekoner der græder over barnekisten. Jeg er til store følelser i byen. Derfor skal det med på top ti.
Joakim Skovgaard. ”Kristus I de dødes rige” (1891-94)
Badet i lyset, med armene spredt og hele showet skruet op på max power ligner Jesus en der står og råber: ”Roskilde, er I der?” Nu forestiller maleriet ikke ”Jesus Christ Superstar” opført på Orange Scene, men Jesus der holder sit løfte om at kigge forbi Dødsriget, når han får tid. I forgrunden er Adam og Eva, der ser ud som man gør, når man i lang tid ikke har haft mulighed for at bade eller gå til damefrisør. Og i lyset fra Jesus, men stadig grå og lidt i mørke, er de andre døde, der alle ser ret mumificerede ud. Og hvis det havde været Roskilde Festivalen, så ville der have været væsentligt mere begejstring og gang i den hos publikum end man ser her. Men de to nussede syndere og de musegrå døde er med til at give Jesus og især lyset ekstra styrke.
Historisk set har personen Jesus nok ikke lignet en blærerøv af en blond, svensk heavy rocker i natskjorte, men nok snarere en af dem der leverer pizzaer i mit kvarter (NordVest). Men pyt med det; sådan har man altid kunnet lide at afbillede ham. Til gengæld plejer lyset på religiøse billeder at ligge som en himmelsk strålekrans om Jesus, men Skovgaard har malet en gylden lyskanon der har brændt sig gennem alt hele vejen ned til Dødsriget.
I museets sal hænger det otte alen lange og fem alen høje maleri fortjent på den ene endevæg, og dets energi og himmelske lys blæser alle andre billeder i salen væk. Derfor – og fordi det får en til at tænke på store ting som liv og død og religion og rockmusik – skal det med på min top ti.
Hammershøi, en fløj af Christiansborg Slot (1890-92)
Hammershøis billeder er lidt uhyggelige. Det er kendte københavnerbygninger eller tomme værelser. De menneskeforladte, næsten ikoniske københavnerbygninger malet i et gråligt skær giver billederne noget dommedagsagtigt over sig. Der er som om mennesket ikke længere findes. Alle er døde.
På grund af billedernes uhyggelige, science fiction- efter-neutronbomben-stemning og deres stramme og nøjagtige nærmest arkitektskole-kadaverdisciplin-tegning gengivelse, skal billedet med på min top ti.
Ejnar Nielsen ”Den syge pige” (1896)
Ejnar Nielsens malerier og gyserfilm har det tilfælles, at man ser på dem selvom – eller fordi – man ikke kan lide at se på dem. I en af SMK’s andre sale hænger et Michael Ancher-billede, der også hedder ”Den syge pige”. Hun er en koket simulant ved siden af Ejnar Nielsens tuberkuloseramte pige. Selvom pigen er næsten død, så har billedet stadig liv: Man kan næsten se pigen skrumpe ind for øjnene af sig.
Jeg har en stor svaghed for Ejnar Nielsens ubehagelige malerier med de strenge grafiske former, særegne dystre gul-grå-grønne farver og triste motiver i meget sparsomt møbellerede værelser, hvor man næsten kan lugte og mærke dødens tilstedeværelse. Derfor skal ”Den syge pige” med på min top ti.
Kristian Zahrtmann. ”Dronning Christina i Palazzo Corsini” (1908)
“Hold da kæft, hvor er det blåt!” det var min første reaktion, da jeg så billedet for første gang. Først og fremmest er hendes kjole, der har tråde ned over ærmerne, hysterisk skrigende blå. Men der er også et blåt skin på den ene adelsmands ærme, sløjfen på kirkens repræsentants orden er blå, piberøgen giver vinduessprosserne et blåt skær og gitterspjældet foran pejsen er blåt.
I midten af firserne begyndte kvindekampen at blive organiseret og i 1915 fik kvinderne endelig fuld stemme- og valgret. Zartmann støttede så vidt jeg ved ikke kvindernes kamp så billedets blå er ikke håbets farve, men blot den post-impressionistisk-knald-på-farven-malestil han brugte i sine modne værker. Han havde en dronninge-dille og var nærmest besat af at male den stakkels Leonora Christina og den onde Dronning Sophie Amalie, og SMK har nogle herlige værker med hver af de to kvinder. Men på min top ti ligger hans billede af den svenske Dronning Christina der slipper gækken løs en aften i palæet Palazzo Corsini. Hér er fuld kraft på farven, fut i fejemøget og en frigjort kvinde, der omkranset af mænd løfter op i kjolebagen, ryger pibe og læser bøger.
Willumsen. ”Bjergbestigersken” (1912)
Hér er venus i uldtrøje, Moses på bjerget som draq og en moderne, frigjort kvinde i balance med sig selv og alt omkring hende. Kvinden (der vistnok er Willumsens hustru) har ikke bare besteget et bjerg; hun har indtaget det. Hendes kraftige kjole er så lang at den dækker anklerne, hun er klædt i en tyk trøje og har en tung jakke over skulderne, hendes hår er samlet i nakken og delvis gemt under en hat. Alle seksuelle ikoner er dækket til, alligevel er hun så utrolig smuk og sensuel at Himlen smelter i talrige impressionistiske farver.
Hvis man er til kunstens ismer, så er det her vel et miks af naturalisme og impressionisme. Det har ikke det halvfærdige-og-hurtige-og-lad-os-male-lysets-lyse-farver-inden-vi-glemmer-dem over sig som fx mange franske impressionistiske billeder har. Men det er smukt, hun er smuk, symbolikken er smuk og det er vel på de fleste SMK-gæsters top ti.
L. A. Ring. ”Når toget ventes” (1914)
Billedet er malet på et tidspunkt, hvor Ring stod og skulle flytte fra en lille lorteby på den ene side af Roskilde til en anden lille lorteby på den anden side af Roskilde. Og hér står Ring – eller en anden fyr – ved en jernbaneoverkørsel nær Roskilde landevej og venter på at toget skal køre forbi og bommen gå op, så han kan kommer over på den anden side og videre med livet.
Rings billeder handler tit om overgange og skillelinjer. Ser man lidt symbolsk og lommefilosofisk på det, så synes jeg, at det er et vigtigt emne og et evigt aktuelt tema i vores allesammens liv. Og taget i betragtning at det er malet i 1914 så er der noget hyggeligt fuck-alle-ismerne-og-gid-jeg-var-en-god-gammeldags-guldaldermaller over det. På grund af symbolikken og den æstetiske stil – og fordi jeg kender til at vente på toge – er det kommet med på min top ti.
Af Per Vad
Pers københavnerture 