New York er byen, hvor turistkameraet hver nat går i seng med et bøvs; tømt for energi, oppustet og mættet af indtryk og sulten efter mere.
Noget af det, der mætter, er Times Square (se). Her har reklamerne for længst forladt neonrørscharmen og er nu er et univers af enorme skærme, der banker logoer og salgsbudskaber ind i hovedet på en fra alle vinkler, så man mentalt forpustet sætter sig på den lysende røde tribunes trin og ser ud over lysshowet, hvor også politistationen og hærens rekrutteringskontor gør opmærksom på sig selv med neonreklamer, mens man tænker ”Fuck stjernenætter og lyset over Skagen. Dét her er lad-fanden-og-forbrugerhelvedet-tage-mig flot, og det er sgu synd for ekspressionisterne, at de blev født 100 år for tidligt.”
Man kan få et godt indtryk af New York ved at tage en spadseretur fra Times Square op gennem kvarterne, der følger Broadway op til Ground Zero, hvor man kan se de officielle mindeplader, de spontane ihukommelser som fx brandmandstøvler brugt som holder for flag og blomster og de mange byggekraner. En anden måde er en gratis tur med The Staten Island Ferry, der giver en flot udsigt til New Yorks skyline.
Hvis man vil opleve, at New York er andet og mere end ”Sex and the City”-look-a-likes på Fifth Avenue, mænd med jakkesæt, kontormappe og en latte to go fra Starbucks, forretningskvarterer, kabaretter, musicaler, lysreklamer, gadesælgere med falske mærkevare-håndtasker og tre for 10 dollars-”I love NY”-t-shirts, skyskrabere i stål og glas, art deco-bygninger som Empire State Building og Rockefeller Center og beaux-arts-bygninger som Grand Central Station – der med sit svulstige byggeri ser ud til at være inspireret af lige dele kæmpe marmorflisebadeværelser, slotspalæer og katolske katedraler – så kan man tage subwayens linje 7, der går under East River og kommer op og kører som en højbane gennem Quens (se). Hér ser man ud over slum, småindustri, gader af den slag man kender fra film om folk, der skyder hinanden, og fire-fem etagers byggeri med flade graffitimalede tage med store vandpytter, rør og paraboler. Hvis man vil væk fra Manhattan kan man også tage en gåtur over Brooklyn Bridge – jeg tror Gud udelukkende skabte øerne, så mennesket fik mulighed for at bygge broer.
Når det gælder kunst – bort set fra neonreklamer og gadegøglere (se) – så er New York relativt fattig. MOMA har en flot samling af kunst fra 40’erne og frem, hvor især pop art brænder igennem, men hvis man er interesseret i malerkunst fra de 700 år før USAs kulturhistoriske parentes, så bør man blive i Europa. Metropolitan Museum of Art har nogle enkelte højdepunkter, men gør sig især gældende på grund af størrelsen og antallet af samlinger. Ligesom Guggenheims samling er beskeden, mens selve museet er et af verdens flotteste. Måske siger New Yorks museer noget centralt om USA: De har ikke en skid, men de har det i enorme mængder, indpakningen ligger et fascinerende sted mellem forførende og voldførende, og det hele er fastfood-oplevelser, du ikke får fordøjet helt før den næste og den næste kommer – med samme rytme som hjerteslag.
Da Bridge-drengene og jeg var der, viste Guggenheim en flot og letfordøjelig udstilling om Den Store Omvæltning fra 1910-1918, hvor Gino Severinis Røde Kors Tog skær gennem en lille by med futuristisk kraft, Kandinskys billeder hænger og ligner et kunstnerisk udtryk for en knægt der lod tankerne vandre, når matematiktimerne handlede om geometri, Robert Delaunnays rustrøde kubistiske Eiffeltårn hænger som et puslespil, hvor brikkerne med stort held er samlet forkert, og hvor – i det hele taget – den gammeldags malerkunst blev erstattet af alle ismerne.
Men det er ikke museerne, der er den lange rejse værd. New Yorks største attraktion er New York. Det er Fifth Avenues mærkevare-mekkaer, hvor rimelige priser, lav dollar-kurs, kæmpe udbud og forførende koncepter er en seværdighed på højde med europæiske kirker. Hvis man fx i Hontington, hvor der på alle trappens mellemetager står et ungt par kun iklædt shorts og bikini, går rundt i butikkens halvmørke og højlydte rockmusik og ser på skjorter, kan man tydeligt se, at blå tern er højeste mode – desværre er skjorterne figursyet i en figur, der ikke passer midaldrende danske akademikere med hang til et godt liv.
I den jødiskejede elektronik-giant, B & H, købte jeg en tablet, Motorola Xoom (se). Butikkens indretning er et mix af Elgiganten og Silvan tilføjet masser af effektiv jødisk kundeservice – man skal nok til Grædemuren i myldretiden for at finde flere mænd med kalot, fuldskæg og slangekrøller samlet på ét sted.
Jeg er ikke til indkøb i helt samme grad som mine bridgevenner, så jeg tog på et par udflugter på egen hånd. Bl.a. den nævnte tur med linje 7, men også et kig ind i læsesalene på New York Publick Library (hvis jeg var en bog ville jeg gerne stilles til hvile der) og en guidet rundtur i FN-bygningen med masser af tal, der viser hvor skævt verdens goder og verdens smerte er fordelt, og et privilegeret kig ind i både mødelokalerne for generalforsamlingen og sikkerhedsrådet (flotte rum med nedslidt gammelt interiør og forældet teknik) og endelig en spadseretur gennem et af New Yorks nye parkanlæg, The High Line, der er anlagt på en nedlagt højbanestrækning, hvor der nu gror blomster, buske og små træer op mellem de gamle skinner, og folk sidder på bænke i forskellige udformninger eller går tur med udsigt ud over Hudson River.
Højbane-parken ligger downtown i The Meatpacking district og starter i bunden af west 20. street, hvor man kan opleve en ”Håb om”-søjle, som folk spontant har startet; et mindre trafikskilt dekoreret med et hjemmelavet ”Hope”-skilt og nogle blomster og frem for alt en masse sedler, hvor folk har skrevet deres forhåbninger – lige fra ønsker om fisse over globaliseret 68’er-revival neo-empatiske ønsker om fred på jord til de mere personlige som pigen Blanches seddel med teksten: ”Solve cancer for my mom.” Jeg kunne have skrevet “et håb om at gense New York”, men jeg nøjedes med at tænke det.
Foto
Mine 52 billeder fra New York 2011
Pers københavnerture 