Det meste af året står møblerne i Buddenbrook Haus’ to rum med interiør fra Thomas Manns Nobelpris-roman dækket til med lagener som illustration på borgerskabets trange tider, men ved juletid hives lagenerne væk, og der lægges bogmærker i udstillingens romaner, så min kone og jeg – der var museets eneste gæster – kunne slå op og ved selvsyn se, at romanbeskrivelsen af jul hos Buddenbrook passede til interiørerne. Vi så mere Buddenbrook i An der Untertraves marcipanbutik og cafe, hvor man i udstillingen – ud over en marcipan-trabant i fuld størrelse – kan se et par mannequiner med marcipan-gengivelser af tøj fra romanen. Og på Cafe Niederegger, der er det autoriserede turistguide-must for marcipanturister, stod jeg foran de tolv legemsstore marcipanfigurer ved et langbord og kom til at tænke på en mandler og sukker-udgave af Den Sidste Nadver – og en af figurerne var selvfølgelig Thomas Mann.

Der var flere gengivelser af litterære interiør på hjørnet af Maria kirken, hvor Julemarkedets eventyrpark stod med et væld af små scenerier, hvor mekaniske dukker der kunne hæve og sænke en arm viste højdepunkter fra tyske eventyr. Byens julemarked fyldte rådhuspladsen, området omkring Maria Kirken, gågaden og nogle af dens sidegader. Julemarkedet var som en blanding af Bakken, kunsthåndværkermarkedet på Nytorv, pladsen ved en ringridderfest og en julekalender i 4 D. Her var masser af julelyskæder og boder med julepynt, strikketøj og pelsværk, accessories og håndværk, hvor jeg købte en unika-livrem gørtler-skåret specielt til mig.  En lun damp og dejlig duft spredte sig fra boderne med små friskbagte æbleskiver og pandekager og blandede sig med bolsjeduften fra slikboderne. I de store sammenklappelige udskænkningssteder lavet i rustik træ og indrettet i discountudgaven af tysk ølhals-stil, vendte de unge piger med røde snøftende næser og tykke fleecetrøjer pølser på størrelse med et barns underarm på grillristene og i et julekrus med en hilsen fra 1908 fik jeg skænket glühwein fra fad med rom, og mens glühweinen – der er glög uden mandler og rosiner – gjorde godt hele vejen ned og spredte julestemning i mit indre, gik vi rundt mellem forlystelser som pariserhjul og lykkehjul og børnekarrusel og smid bolde efter dåser og vind en lille filtfigur-boder og nød den store profane tre etagers julebelyste mølle med krybespil på mellemetagen og en ølhal i stueetagen, hvor de spillede tysk slagermusik af den slags en hver jyde elsker.

En afdeling af julemarkedet lå lidt for sig selv et stykke ude af An der Obertrave, hvor der mellem store hvide telte var legehuse og for enden var anlagt en skøjtebane. Vi fortsatte ad An der Obertrave til et hjørne med en bro, som guidbogen havde fremhævet for stedets tilnavn, Malerwinkel – et godt sted at tage et flot billede af byen.  Det er godt med den slags tip, for Lübeck er en udfordring for alle os, der ser vores rejsemål via digitalkameraets skærm og håber at kunne tage et snap shot, der kan matche guidebogens illustrationer. For på trods af de mange kamtakkede gavle, flotte kirker, bygninger tilbage fra 1200- og 1300-tallet og prangende lavsbygninger, så er byen ikke særlig fotogen. De små gader er proppet med parkerede biler, den bedste udsigt til Maria kirken får man fra bagerste vindue i legetøjsafdelingen på fjerde sal i varehuset Karstadt, og middelalder-rådhuset har fået en renæssancefacade, der ligner et glasurlag fra et kageslot. Men nu er det jo ikke altid det ydre der tæller, så vi gik ned i rådhuskælderens middelalderrestaurant og fik en traditionel tysk middag – og skam for dem, der forlader en tysk by uden at have spist kål med et udvalg af pølser og et stort krus fadøl i en eller anden kælderrestaurant.

Af byens det-bør-man-se-siger-guidebogen-steder vil jeg bl.a. fremhæve de mange kirker. Især Maria Kirken med dens særprægede arkitektur med udbygninger, tilbygninger og løbende påfund og dens konkurrent, Katedralen, med de to tårne og det 131 meter lange kirkeskib, der både udefra og indenfor er et imponerende syn. Indenfor i en af de midterste hvælvinger hænger Jesus på korset i et væg til væg og 17 meter højt træskærerarbejde der er så imponerende, at det bliver en hyldest til lidelse.  Ligesom alt andet i Tyskland er katedralen 50% restaurering og 50% genopførelse, og i et rum bagerst i kirken kan man se en fotoudstilling med den sønderbombede kirke og restaureringsarbejdet. Restauratorerne bøjet over kirkeskulpturer ligner et feltlaseret og de rygende ruiner er guf for destruktionsæstetikere – man kan sige meget negativt om krige; men de gør sig godt på sort/hvid fotos.
Det er også en stor oplevelse at besøge Behnhaus i Köningstrasse. Den spejlglade danske indretningsarkitekt og tidligere hofdekoratør Joseph Christian Lillie har indrettet en del af det tre etager store 1800-tals palæ. Her gik vi rundt og holdt kæben oppe med hænderne, mens vi forfaldt til romantisering af borgerskabs-velstand og lod os imponere af de store tidstypiske malerier, møbelhåndværket og den imponerende trappe der binder de møbellerede, flotte rum og sale sammen.

Klosteret og museet Sct. Anne er også et besøg værd. I klostermuseet kan man bl.a. se nogle af de fineste udkårede og malede altertavler fra middelalderen, og i det tilbyggede kunstmuseum kan man bl.a. se et Andy Warhol-maleri af byens vartegn og uundgåelige seværdighed, byporten Holstentor fra 1478. Det relativt lille, massive, buttede og lidt sammensunkne byggeri blev lavet for at holde danskerne ude. I dag byder porten danskerne velkomne, når de om sommeren drager gennem byens gader for med hævede kameraer at bestorme de talrige ”Lady, Vagabonden og havearkitekten”-romantiske snævre baggyder eller langstrakte baggårde, hvor babyer ligger i barnevogne under tørresnore og voksne sidder i shorts ved vintage-havemøbler omgivet af stokroser og er trætte i ansigtet af at hilse på det ene turistkobbel efter det andet. Og om vinteren strømmer vi gennem porten for at besøge julemarkedet og køber Niederegger-marcipan, der fås i alle slags figurer lige fra sushi-anretningr over sælunger til traditionelle grisebasser.

Turen hjem skulle have været en hyggelig fire timers togtur med kaffe i togvognen og gullaschsuppe på færgen, men det blev en otte timer tour de force siksakkende gennem sne og små tyske og jyske stationer.

Af Per Vad