Man bliver løftet højt af historiens vingesus, når man står på Løvehøjen ved Waterloo sammen med fædre, der videregiver deres krigshistoriske viden til nysgerrige sønner og indifferente hustruer, mens deres malende armbevægelser fejer ud over landskabet, der med omhu er fastholdt, som det så ud den 15. juni 1815, hvor hvidt papir fra de små krudtpakninger dalede som sne gennem den tætte grå røg, der lå over de 10.000 dræbte og 33.000 lemlæstede, skrigende og bønfaldende soldater, der lå i de sammenstyrtede veje og regnvåde markers søle af mudder og blod og kropsdele.
Gavl med Tintin, Løvehøjen ved Waterloo og domkirken

Når man kommer ned fra den mægtige høj kan man få et indblik i Belgiens elendige museumsniveau. I den nedslidte panoramabygning kan man stå omkranset af et af verdens største krigsmalerier, der med patos og stejlende heste i afblegede farver viser centrale episoder fra slaget. Og i voksmuseet kan man se figurer af nøglepersonerne, der ligner noget, der er klunset i en container fra et nedlagt Madame Tussaud vokskabinet.

Et andet skuffende museum er tegneseriemuseet, Centre Belge de la Bande Dessinee. Hvis man vil se tegneserier skal man hellere gå på jagt efter Bruxelles 30 gavlmalerier med tegneseriefigurer – fx løber Tintin og Haddock ned ad en trappe på en gavl i Rue de l’Etuve.  Og på en af hummer-restauranterne på Baksteenkaai på det tidligere fiskemarked er væggene dekoreret med originaltegninger af bl.a. Linda og Valentin-tegneren Jean-Claude Mézières. Men det bedste sted er nok Stockel metrostation, hvor alle perronerne er dekoreret af Hergé med figurer fra den eventyrlystne, reaktionære og retskafne journalist med flagrende frakkeskøder, stritkrølle i panden og fjogede venner, Tintins, oplevelser.

Bymuseet har én afdeling, der gør det et besøg værd. Dér er udstillet alle de dragter – Elvis, Nelson Mandela, Tivoligardist og hundredvis andre – som Manneken Pis har været klædt ud i gennem årene. Manneken Pis er den 60 cm høje statue af en dreng, der med buttede kinder og tissemanden fremme har stået i 500 år i en fontæne og pisset ud mod byens besøgende. Tissetrolden står i samme gade som Tintin-gavlen. Et par gader derfra, Impasse de la Fidelité, kan man bag et gitter se hans miskendte meget yngre søster, Janneken Pis, sidde på hug og besørge til fornøjelse for turister, der maser på for at få deres kompaktkameraer ind bag tremmerne.

Det er begrænset, hvor meget man kan fucke op i at skulle hænge billeder op, og det nationale kunstmuseum, Musée des Beaux Arts, er da også et besøg værd. Museet er en flot gennemført sammenlægning af tre museer, hvor det ene huser fire etager med Magritte. Der er for få bowlerhatte, pseudofreudianske piber og greatest hit-billeder, men masser af himlen ind i stuen, lys der spreder mørke, frække kvinder, bautasten, der svæver som skyer og kunsthistorie om surrealisten, der lignede en småborgerlig kontorassistent og med egne ord lavede billeder, der var ”en systematisk bestræbelse på at opnå en overrumplende poetisk virkning”.

Musée Horta er også et besøg værd. Det er art nouveau-arkitektens detaljerige pyntesyge hjem med den sirligt udformede trappe, der snor sig op gennem lejligheden og på hver sal giver adgang til etagens flotte værelser – fx soveværelset med kæmpespejl foran sengen og et urinal bag en skjult dør i væggen.

Hvis man kan kalde en arkitekts hjem for et museum, så kan man vel også kalde kirker af den slags, turister besøger mere for rejseguiden og kameraets end for Biblen og bønnens skyld, for museer. Bruxelles domkirke, Skt. Michael og Skt. Gudule kirken, er sådan en seværdighed. Meget typisk for Bruxelles er der ud over skulpturerne, den aggressivt dominerende prædikestol, tavlerne og søjlerne en stor planche med kirke- og religions-historie fortalt som tegneserie.

Man kan se billeder fra Bruxelles på min Flickr-konto

Af Per Vad