Mens jeg skriver dette, hviler min mus på en musepude med en gengivelse af billedet ”Pubertet” fra Munchmuseet. Pigen sidder afklædt, spinkel og angst på sengekanten i et koldt lys og kaster en skygge, der ligner en ond ånd fra en japansk gyserfilm.
Musepuden – og en fiberklud med ”Skriget” til brillepudsning – blev købt på et museumsbesøg under et citybreack i Oslo med krydstogt-wanna be-færgen med toldfri shop med kæmpe Tobleroner, 250 kroners buffet, en rytmisk dunken fra natklubben, der kan høres og mærkes i den lille kahyt og en flot indsejling gennem Oslo fjord. Når vi befandt os på båden skyldtes det min kone. Hun havde sagt ja til at holde oplæg om sociale medier for noske arkivfolk, og jeg havde sagt ja til at gense Oslo.
På Munchmuseet fuldte jeg i hælene på en begejstret guide, der brugte hans billeder med den udtværede sorg, sindet vendt på vrangen og van Gogh med et nordisk twist til at fortælle en klasse af uskyldige skolebørn om billedkomposition og farvelære.
Mit yndlingssted i Oslo er Vigelandsparken. En bro på størrelse med Dr. Louises bro er flankeret af skulpturer af muskuløse mænd i favntag med sunde, stovte kvinder, hvor det er umuligt at se, om det er leg eller kamp; hærdebrede mænd der stirrer hinanden dybt i øjnene som bøsser eller slagsbrødre; et modermælksopfostret viljefast barn i en hysterisk skrigende positur; mænd som ligner en VM-atlet med fritidsjob som vuggestuepædagog der er blevet overfaldet af alle de store drengebørn fra brun stue og leger eller jonglerer med børnene, der hænger over alt i hans hænder, arme og vrist. Broen fører til den 14 meter høje monolit, der er omgivet af skulpturer med henvisninger til livets faser. Og over alt flokkes hold af skoleklasser i ensfarvede selvlysende veste, så læren kan finde dem og turister, der prøver at holde kontakten til guide der svinger med en paraply eller et flag, mens de – ligesom jeg – skyder til alle sider med deres digitalkameraer.
Ud over skulptørernes svar på en fascismefri Leni Riefenstahl bød det to og en halv dags program på en smuk sejltur rundt mellem fjordens mange øer (240 kr. per person) og gåture i Oslo. Byen der en gang hed Chistiania. Byen der har regelrette rene gader uden graffiti. Der har langt mellem folk med iPod eller muslimsk tørklæde. Der har skamløse priser. Der har Karl Johan gate der bort set fra turistbutikkerne med postkort, skovtrolde og strikketrøjer, ligner gågaden i Herning med mærkevare-kæder og klam fast food. Der har Rådhuset, hvor hallens vægge er udsmykket med en frise der fortæller Norges og den norske arbejders historie i en futuristisk billedstil der ligner sovjetiske kampagneplakater. Der har relativt få biler og endnu færre cykler, men til gengæld har offentlige transportmidler i et evigt kørende omfang, så man undres over at ingen sporvogne, busser, metroer eller færgebusser ramler ind i hinanden. Der har fået smartphones der hedder surfetelefoner. Der har plastfolie viklet om blomsterstativerne på torvet som tilstrækkelig tyverisikring af de dyre planter. Og der har en nyopført operabygning, der har form som en skibakke der fra vandkanten til tagudsigten er belagt med hvide fliser i et lagdelt mønster som flager af is.
Der ud over bød programmet på Filmmuseet, hvor man kan se norske filmstjerner, læse lidt om norsk censur – Spaghetti western kom til Norge ti år senere end i resten af verden – og få et kig på den eneste tilbageværende tandbolig fra ”Karius og Baktus”-dukkefilmene. Og programmet havde en vandretur rundt på operabygningen, hvor aftenens forestilling var aflyst på grund af strejke blandt skuespillerne. Der var Munckmuseet. Der var Nasjonalgalleriet, hvor en del af bygningen var lukket, så vi ikke fik set Eckersbergs lille portræt af min tip-tip-tip-oldemor. Der var Nobels Fredscenter, hvor første del nærmest er tapetseret med forstørrelser af hans testamente og resten er domineret af to interaktive installationer. Den ene er en bog med touchskærmsblade, hvor man ved at pege kan hente informationer frem og som skifter emne, hver gang man bladrer. Den anden er en planchevæg, hvor man på skinner kører en pil hen så den peger på et begreb og man lader sig betage af det billede og citat flash-show der fylder plancheskærmen. Og hvor synet af alle prismodtagerne gør uddelingen til Obama til en af historiens største devalueringer af en betydningsfuld pris. Der var restauranter – en halvkedelig burger til 165 kr. på en kæderestaurant på havnefronten Aker Brygge og en udmærket elggryde på Stortorvets Gjestgiveri til 250 kr. Der var vagtskifte på slottet. Der var Ibsensmuseet og Akerhus Festning.
Akerhus Festning er et aldrig indtaget fæstningsværk, der er en blanding af Kronborg slot, Kastellet med voldene og en rigtig borg af den slags jeg aldrig fik i julegave. Mens vi gik og fotograferede Christian IV-monogrammer til en fotosamling vi startede i Kristianstad, rystede jorden og dirrede trommehinderne pludselig af enorme buldrende brag. Dagen var den 7. juni, hvor Norge i 1905 blev selvstændig af Sverige, og det fejrede de med kanonsalutter fra borgen klokken tolv. De voldsomme brag fra en kanons få skud fik mig til at tænke på bogen på mit natbord, ”Slagtebænk Dybøl”, der bl.a. beskriver de mange dages konstante bombardement fra hundredvis af kanoner, de danske stillinger var udsat for i 1864.
Ibsenmuseet bød på en rundvisning i hans hjem, hvor højdepunkterne var et stort maleri af hans hadske modstander, Strindberg, der hang på væggen i Ibensens arbejdsværelse og stirrede ham strengt i nakken, når han skrev sin teaterstykker samt hans badekar, der var en sjælden luksus for sin tid og havde kostet museet stort besvær at sikre sig til originalindretningen af hans hjem. I selv udstillingen kunne man se, at digteren, med det kraftigt behårede vildmands ansigt med bakkenbarterne der kunne give Elvis komplekser og næsten voksede sammen til et julemandsskæg, var en damernes mand. Som 17-årig gjorde han en ti år ældre tjenestepige gravid, han lod Nora forlade ægtemand og barn, og som ældre nød han unge kvinders inspirerende selskab. Når man forlod museet kunne man gå ad Henrik Ibsens gate hvor et kunstværk på begge fortove består af det ene Ibsencitat efter det andet er graveret i fliserne – som fx ”Du kjender ej den Kapital, som bor i Kvindens Tanker og Kvindens Ord.” (Kjærlighedens Komedie)
Henrik Ibsens gate løber ud i Stortingsgata, der følger en langstrakt Kongens Nytorv-agtigt anlæg ned til Stortinget. Vores hotel – Theater Hotel – lå på Stortingsgata og havde værelser med designermøbler, italiensk tapet og et badeværelse med en mørk cigarøgfarvet glasdør, der ikke sluttede til og udelukkede private gerninger som tyndskid og bladlæsning, og en morgenmadsrestaurant hvor 155 kroners-buffeten bød på kedeligt brød, der ligesom den lidt skorpede røræg var halvtørt, og skinke og oste-pålægget var uden smag, men kaffen og havregrynene til gengæld var okay. Personalet var også okay. Og onsdag eftermiddag hentede vi vores kufferter og vendte hjem.
Mine billeder fra Oslo kan ses på Flickr
Af Per Vad
Pers københavnerture 