”Jeg har drukket øl i Münchens biergartener og spist elgburger i Malmø, kørt bodaboda i Kampala og dobbeltdækkerbus i London, har set Murens rester i Berlin og de udstillede prostituerede i Amsterdam, har set ned på verden fra både NewYork, Eiffeltårnet og Praters pariserhjul i Wien, holdt staycation i København og været på familietur til Lalandia, så nu vil jeg prøve et lidt mere provinsielt city break,” sagde jeg til mig selv. Da min kone havde samme holdning sad vi snart med en DSB-orange billet i et lyntog på vej mod to overnatninger inklusiv morgenbuffet i Århus.
Århus overgår København på mange områder. Det er lettere at finde postkasser, offentlige toiletter og parkeringspladser (selv latinerkvarterets velbevarede købmandsgård er gjort til en parkeringsplads). Deres gågade har bedre butikker end Strøget. De har en rigtig havn og ikke bare en langstrakt kaj med glashuse og beplantede jord- og sandbunker, der kaldes en strandpark. Og i bussen gælder et klip i to timer – til gengæld kører busserne kun hver halve time.
Århus er snittet fra øre til hals af en kanal, men byen har ikke nogen kanalrundfart. Det er ikke særlig jysk at overse det økonomiske potentiale i en kanalrundfart, til gengæld er det typisk jysk, at to af byens vartegn er et varehus og et butikscenter, Salling og Bruuns. Kanal- og latinerkvarteret er en spadseretur værd. I latinerkvarteret finder man ud over de sædvanlige antikvarer, gallerier, specialbutikker og kunsthåndværkere bl.a. Møllestien, der ifølge folderen fra turistinformationen skulle være byens smukkeste gade. Møllestien er to hundrede meter brolagt stokrose og bindingsværk-idyl, der burde ligge i en kvalmende kandis-konserveret by som Ærøskøbing eller Dragør.
Århus har et pænt udbud af museer, men der er et par, man bør springe over. Fx er kvindernes historie for vigtig til at overlade til jyder. Det bliver man klar over, hvis man besøger Kvindemuseet, hvor århusianerne i en prægtig bygning på tre etager ikke kan formidle en eneste interessant ting om det svage køn og deres stærke kamp og hårde hverdag op gennem historien. At byen på Bymuseet ikke kan finde noget interessant at fortælle om sig selv er et lokalt identitetsproblem, de selv må bakse med.
Heldigvis har byen andre kulturelle tilbud. Fx ligger der i kælderen under Nordeas filial på gågaden et lille uprætentiøst og okay vikingemuseum. Og hvis man har appetit på mere sværd og skjold og knust pandebrask, kan man – efter at have ventet i en halv time – tage en bus ud langs kysten og skoven omkring Marselisborg og den dyre langside af villaer for at se Grauballemanden på Moesgård, der opleves som er en parring af et museum og et mausoleum. Det gamle, garvede moselig ligner en moderne kobberskulptur af et menneske i en grotesk forvreden stilling. Han er lagt til hvile i en glaskistemontre i et lille rum med ophøjet atmosfære og sakrosankt belysning og hviskende gæster og åbent loft, så man også kan se arkæologiens guddom fra lokalet oven på, hvor fundet, den arkæologiske tro og konserveringens kunst hyldes på planche efter planche.
Tager man – efter at have ventet en halv time – bussen den anden vej mod Risskov og det psykiatriske hospital, kommer man gennem endnu et villakvarter, der kan få Strandvejen nord for København til at ligne kolonihaverne i Bispebjerg. Det psykiatriske hospital huser det unikke Museum Ovartaci, der bl.a. udstiller billeder og skulpturer lavet af indlagte. Nogle af værkerne ligner en mellemting mellem resultatet af et AOF-kursus og en billedgjort diagnose, mens andre har stor kunstnerisk værdi – bl.a. værkerne af Louis Marcussen, kaldet Ovartaci. Han blev indlagt på hospitalet i 1929 og malede, lavede skulpturer og dekorerede sit rum til sin død 56 år senere. Hans kvindemotiver minder om det gamle Ægyptens katte og kvindefigurer og får en til at mistænke James Cameron for at have besøgt museet og hentet inspiration til de blå Pandora-indfødte i ”Avatar”.
Hvis man er til kunst, har Århus en del at byde på. Vil man se gavlmalerier har byen fx den berømte gavl i Vestergade med Atomkraft Nej Taks logo. Vil man se film bør man besøge Øst For Paradis, der var Århus’ første bio for frankofile filmfreaks (vi tog ind og så Submarino, der en anbefalelsesværdig dansk film om skyld og ansvar og børn og broderskab og guldøl og narko og hvor hårdt og barskt og spændende livet kan være på velfærdssamfundets slagsside). Domkirken har flotte kalkmalerier, store epitafier og læderstole og træbænke som 1700-tallets uvorne ynglinge og sidste års dysfunktionelle konfirmander har ridset navne på kærester i. Aros har en flot og stærk samling af moderne dansk og udenlandsk kunst og en herlig særudstilling, ”I love you”, hvor fx Bjørn Nørgaard viser, hvad Snehvide og de syv små dværge lavede, når de ikke sang og dansede til Disneymusik.
Er man bare en lille smule til historie, så bør man besøge Den Gamle By, der nok er Danmarks bedste museum. Den ligger inde midt i Århus, så man skal ikke vente en halv time på bussen. Her kan man ved selvsyn se, at 1800-tallets danske byer var befolket af tyskere med paraply og dværge i pastelfarvede flyverdragter. Ligesom man i 1800-tallet åbenbart ikke bestilte andet end at drikke kaffe – i alle huses opholdsrum er der dækket op med kaffestel.
Som en lille krølle på city breakets hale tog vi ud til den tidligere Fødselsanstalten Jylland. Man kunne kun få den smukke bygning at se ude fra, men det gjorde ikke noget. Jeg er født der, så jeg har set den indefra i sine velmagts dage, hvor ugifte kvinder kunne føde dér i god ro og orden.
Hvis man vil se billeder fra byen og dens seværdigheder, så er min Flickrside med Århusbilleder sagen
Af Per Va
Pers københavnerture 