Hvor hurtig og sej må en zombie være? Det spørgsmål deler fans af denne nekromantiske, post-woodoo-dyrkende horrorfilmgenre, hvor de u-døde går rundt med blod på tøjet, trevler af menneskekød mellem de rådne tandstumper og indvolde hængende ud af store skudhuller.
Spørgsmålet er bl.a. aktuelt i forbindelse med de to zombiefilm, jeg har set under CPH:PIX filmfestivalen, ”Wasting Away” (’07) og ”Død sne” (’09)
Filmhistoriens første zombie var i filmen ”White Zombie” (’39) med Bela Lugosi. Men den første zombiefilm, som vi kender og elsker dem, var George A. Romeros ”Night of the Living Dead” (’68).
”Night og the Living Dead” introducerede tre vigtige ting, som er kendetegnende for genren.
1) Zombiefilm er civilisationskritik, der viser, hvor selvdestruktive og dårlige vi er til at samarbejde, når lokummet for alvor brænder. De civiliserede mennesker slås indbyrdes, og i filmens slutning skyder det indifferente oprydningshold den sorte helt, der har holdt zombierne stangen hele natten. Og i alle zombiefilm siden har skænderier, der får råberiget i det britiske og andre primitive parlamenter til at ligne talkshowet Meyerheim, ført til svig og drab.
Civilisationskritikken har i senere film fået en tand til i retning af reel samfundskritik, hvor det ofte er menneskeskabte ting så som giftgasser, virus eller radioaktivitet, der sætter tingende i gang. Og ofte vokser zombierne så voldsomt og hastigt i antal, at det når apokalyptiske dimensioner – fx i ”Dawn of the Dead” (’78 og ’04), ”28 Days later” (’02) og ”I legend” (’08).
2) ”Night og the Living Dead” er også introduktionen til det totalt nihilistiske univers, som zombiefilm viser mere uforfærdet end andre genrer. Her er ingen gode og onde. Her hersker det allermest primitive overlevelsesinstinkt i form af raseri og blodtørst.
3) Filmen giver også opskriften på, hvordan man slår zombier ihjel: “If you have a gun, shoot ‘em in the head. That’s a sure way to kill ‘em. If you don’t, get yourself a club or a torch. Beat ‘em or burn ‘em. They go up pretty easy,” forklarer den seje, erfarne overlever, der søger tilflugt i negerens bolig. Den sandhed er blevet udnyttet med større og større fantasifuldhed op gennem zombiefilmenes historie og har givet mulighed for at udsplattede kroppe, der er blevet skudt med dobbeltløbede haglgeværer, spiddet med spyd eller spidse kævler, skrællet med plæneklippere eller flænset op med motorsave, kan rejse sig op med deres ødelagte lemmer hængende og dinglende i nerve- og muskelstrenge og vade videre gennem de voksende blodpøle på jagt efter en mundfuld frisk menneskekød, indtil nogen smadrer deres hjerneskal.
Men så er der det med diskussionen om zombiers tempo og porøsitet. I ”Night og the Living Dead” er zombierne lettere forrådnede skabninger, der langsomt og usikkert stavrer af sted med døde øje, blågrå ansigter, luvslidt tøj og hud der hænger i laser. Og sådan skal en ægte zombie se ud, mener nogle. Mens vi er andre, der har det fint med, at zombierne i nyere film som ”28 Days Later”, ”I Legend” og ”Planet Terror” (’07) er noget mere adrætte og har en lille smule tankevirksomhed.
De to film fra KBH:PIX festivalen er begge selvironiske zombiefilm, men tilhører hver sin skole, hvad zombiehastighed angår.
Den britiske ”Wasting Away” viser tingene fra zombierne synsvinkel. To unge par bliver u-anende forvandlet til zombier med fordærvede kroppe og langsomme kluntede bevægelser. Og de forstår ikke, hvorfor alle mennesker øjensynligt er blevet smittet af en virus, der får dem til at fise rundt i lyntempo, tale med Mickey Mouse-stemme og enten flygte skrigende bort eller helt uprovokeret prøver at slå dem ihjel.
I den norske ”Død sne” er den deling nazister, der efter et halvt århundrede bliver vækket fra deres grav i den norske fjelde, særdeles adrætte og har et større mål end bare at æde unge mennesker på hyttetur. Hvis der er nogen retfærdighed til, så kommer ”Død sne” i dansk biografdistribution og bliver en skandinavisk kultklassiker. Ud over unge på hyttetur, gys, mange hektoliter blod der sprøjtes ud over den hvide sne og de frostgrå træer, heftig sex på et udendørs das, en yngling med en motorsav samt indvolde der vælter ud af både zombie- og menneskekroppe, så har den masser af ægte humor.
”Wasting Away” tilhører grenen af zombiefilm, hvor civilisationskritikken bl.a. kommer til udtryk ved, at det er giftaffald fra militærvidenskabelige eksperimenter, der skaber zombierne. Mens ”Død sne” tilhører grenen, hvor det er det dannede menneskes manglende respekt for historien, naturen og døden, der – ligesom i ”The Evil Dead” (’81) – vækker zombierne.
En titel som ”Død sne” er måske ikke det mest opfindsomme – den er nogenlunde på niveau på med titlerne på de svenske femikrimier der er på mode blandt Politikenlæsere – men der findes mere hjernedøde titler. Der er fx. “Day of..”, “House of ..”, “Land of..”, “Forest of ..”, “Diary of..”, “Shawn of..” og ”Dawn of the Dead”. De fantasi- og poesiforladte titler viser, at vi zombiefans ikke er på jagt efter intellektuelle udfordringer. Vi vil se blod.
Af Per Vad
Pers københavnerture 