Berlin er en skøn by, man burde besøge en gang om året. Berlin er byen med de tusind apoteker og meget få hæveautomater. Det sidste er et problem, da de færreste restauranter og mange mindre butikker ikke tager visakort.
Når man bevæger sig rundt i Berlin, kan man tage en tur med bus 100 eller 200, der kører forbi de fleste af byens seværdigheder og vigtigste alléer og kan spare en for en del vabler. Men det meste af transporten foregår via S- og U-banen. På Alexander Platz station – og andre af undergrundsbanens store stationsområder – er der et fascinerende folke- og butiksliv, der matcher et middelstort dansk indkøbscenter med butikker, der kunne være hentet fra Strøgets billige, klistrede ende. I undergrundsbanens butikker og fastfoodsteder kan man bl.a. finde bevis for, at Berlin er en billig by – Otte kr. (1,40 euro) for en karrypølse og en cola samt gratis kaffe.
Efter nazisme og krig og kommunisme er byen genopbygget, restaureret og nyopført i en grad at de risser og hudafskrabninger og ar og åbne sår, som historien efterlader i alle byer, de er i Berlin pudset op som hos en Hollywood has-been med brystimplantaltioner og kit i rynkerne, så den på overfladen er som ny. Det betyder, at der er masser af dristige, moderne arkitektur, der overgår vores Ørestad og havnefront. Det betyder også, at den på overfladen virker historieløs. Men hvad bygningerne ikke længere afslører, det kan ses på museer og ved avantgardistiske mindesmærker. Fx det højtprofilerede Denkmal für die ermordeten juden Europas, der er en 19.000 kvadratmeter stenmark med søjler i størrelser, der vokser fra gravstenslignende granitblokke til høje monolitter placeret i rette linjer langs skrånende og bakkede gange. For de historiebevidste er det et monument der vækker tanker og følelser. For børn og kåde teenagere er det en uimodståelig legeplads, hvor man kan hoppe fra sten til sten. For kørestolsbrugere er det – som det meste af Berlin – 100 % utilgængeligt. Et kort stykke der fra står mindesmærket for naziforfulgte homoseksuelle. En stor grå klods på størrelse med et vagtskur med et vindue, hvor i gennem man kan se en lille film med to unge mænd der kysser hinanden. Effektivt og modigt.
Byen og landets blakkede historie møder man især på museerne. Vores favorit var det lille overfyldte DDR museum med begejstrede besøgende, der nød det kærlige, udleverende portræt af DDR og gik rundt og åbnede låger og trak skuffer ud for at se kitsch fra den socialistiske bonde og arbejder republik: FDJ-skjorter, kaffe der nærmest var müesli med kaffebønner, kradsende toiletpapir der bl.a. blev brugt når alle børnehavebørnene sad på ræd og række på de faste pottetidspunkter, medajler som fx blev givet til de hårdtarbejdende byggearbejdere, der med stolthed rejste klonede betonghettoer, varer som var ubehjælpelige efterligninger af vestlige ting, en medlytter ved efterretningsvæsenets lytteudstyr og et besøg i en almindelig østtysk dagligstue med grimt tapet, lyseduge, teaktræ, slidt sofa og en kasse af et tv – i det hele taget så det ud som om DDR kulturelt var en republik fanget i et mareridt fra 70’erne. Men ved stranden slog borgerne sig løs og sprang rundt og nød nudismens nøgne frihed.
DDR-museets virkemidler var simple, men effektive. Jüdisches Museum Berlin var et ex på, hvad man kan få ud af at bruge hele museumspædagogikkens klaveriatur – fra arkitekturen over trække-skuffer-ud og illustrerede personhistorier fortalt ud fra et par artefakter i en montre til computere med touch screen. Ud over at fjerne myter og fordomme om den jødiske religion og dens traditioner, så var museets pointe, at selvom det aldrig har været nemt at være jøde, så har mange store jødiske personligheder bidraget væsentligt til Tysklands og verdens økonomiske, videnskabelige og kulturelle udvikling. Det er ikke nogen ny historie og mange mindretal kan fortælle den samme historie – hvis de havde råd og kulturradikal opbagning.
Det er dog ikke alle historiske ting, der er forsvundet fra bybilledet. For at give plads til Hitlers mange parader blev den brovtende, 67 m høje hyldest til 1864-sejren over danskerne, Siegessäule, flyttet fra pladsen foran rigsdagsbygningen til midt ude på Groser Stern, hvor man skal gennem dunkle fodgængertunneller for at komme ud til det imponerende monstrum. Sejrssøjlen er ikke uberørt af krigen – man kan se talrige skudhuller i de forskellige relieffer. En anden rest af fortiden er bomberuinerne af Gedächtniskirche, hvor det ødelagte tårn står som en løftet pegefinger og advarer mod krig og ødelæggelse. Og uanset hvor man er i Berlin, kan man se det tidligere Østberlins fjernsynstårn – 365 m politisk penismisundelse. Når solen skinner på det, former der sig et lysende kors på tårnets kuppel; uden held forsøgte kommunisterne i årevis at fjerne den uforudsete og uønskede dekoration. På Potsdamer Platz er der nogle stykker mur tilbage; ellers er Berlinmuren markeret som en dekorativ linje, der går hen over pladsen og lidt ned ad gaden. Men i de østberlinske kvarterers fodgængerfelter er det stadig ampelmann’en – og ikke bare et grønt eller rødt signal – der fortæller om man må gå eller skal stå.
Ampelmann eller ej, så gik vi med en Marco Polo-guidebog fyldt med æselører, understregede afsnit og et krøllet og flosset toglinjekort på opdagelse i Berlin: Bl.a. Brandenburger Tor, Unter den Linden, Potsdamer Platz, Alexander Platz, Verdensuret, Sony Center, Berliner Dom, Deutsches Historisches Museum, Molecule Men, turistbåd op og ned ad Spree, Kaufhaus des Westens, udskænkningssteder med Berliner Pils, Zoologisher garten der rummer en imponerende abesamling og isbjørnen Knut, der er en dysfunktionel bamse, som blev opfostret af mennesker og er vokset op som berlinernes kæledække samt et akvarium, der grænser til en verdensomsejling under havet. Og ved dagens ende sluttede vandreturene ved lidt kuriøse spisesteder anbefalet af guidbogen: Henne med masser af atmosfære, et brev fra Kennedy på væggen og en saftig grillkylling med sprød, knasende skind som stedets specialitet. Og Toca Rouge med interiør med fast food-look, Mao på facaden og et dejligt asiatisk fusionskøkken.
Man kan se billeder fra turen: http://www.flickr.com/photos/pervad/
Af Per Vad
Pers københavnerture 