I ti år har tegneserier i stigende grad været inspiration for Hollywoodfilm og lige nu er der et filmboom, samtidig inspirerer heltenes kulørte dragter haute couturen, og Politiken slår sommeren ihjel med kommentarer om skribenternes yndlingsserier. Inspireret af tidsånden satte jeg på gulvet og hev album efter album ud af mine tre meter reolhylder med tegneseriealbum og –hæfter.

Ud over et par Anders And-blade fra ’54 og nogle forskellige first edition af forskellige serier, består min samling af mainstream fra 70’erne og begyndelsen 80’erne. Det er hæfter fra den tid, hvor serierne begyndte at få selvbevidsthed, større kvalitet og blev modtaget mere seriøst. Hidtil havde Super Oves brevkasse i Superman været det tætteste man kom reflektering over tegneserier, men nu dukkede magasiner om tegneserier op – fx ”Kulørte Sider”. Ligesom specialbutikken Fantask åbnede, og der kom alternative danske udgivelser som ”Sejd”.

På comix-hylderne i min reol er der materiale nok til mange blogindlæg. Men da det at skrive weblog i høj grad er en selviscenesættelse, kan jeg reelt kun vælge mellem to emner: ”Kvinderne” eller ”Heltene og deres storbyer.” I denne omgang vælger jeg kvinderne.

Fra at have været stafage – i det omfang de over hovedet var til stede – blev comix-kvinder i 70’erne til helte og skurke og centrum for erotiske serier. Et eksempel er X-men: På trods af navnet så rummer superteamene faktisk et overtal af kvinder. Der kom også heroiske kvinder med mindre overnaturlige evner. Fx den danske Sussi Bechs Nofret, der drager rundt i det mytologiske Ægypten og roder sig ind og ud af alskens eventyr, og Francois Waltherys barmfagre stewardesse Natacha, der er en letbenet spændingsserie i klassiske europæiske streg. Asterix-tegneren Lauzier slog sig løs med albummet “Lilly Fatal” om en hjemmegående husmor, der får nok og går amok.

De kvindelige skurke var især sexede femme fatales i tegneserieverdenens film noir-pasticher. Fx i Will Eisners Spirit (der konkurrerer med Hævneren om at være den dårligst maskerede superhelt), hos Loros down and out-detektiv Phil Garlic i album med gode titler som ”Fandens til vejr at dø i” og i Matthias Schultheis’ tegneserieudgave af Charles Bukowskis noveller, der ikke handler om andet end druk, vold og sex i et comix-univers, der får film noir til at ligne en lalleglad Brodway musical af Roger og Hammerstein.

Kvindeoprøret nåede selvfølgelig også frem til tegneserierne – fx i albummet med den alt-sigende titel ”Giv ham kniven søster”. Det er en samling  feministiske historier tegnet af amerikanske, mandlige (!) undergrunds-tegnere. I flere af historierne bliver mændene først kneppet og siden kastreret. Det giver dog albummet en skærende mislyd, at undergrundstegnernes mester og mest maniske mandschauvinist, Robert Crumb, havde et bidrag med. Crumb er kendt for Fritz the Cat, men  nok især for sine syrede små-psykotiske serier med store kvinder som, med kæmpe røve, kæmpe barme og fede behårede ben, bliver voldbollet så det sprøjter af små mænd.

I det hele taget havde de fleste tegneseriekvinder bryster, der kunne få Dolly Parton og Pamela Anderson til at se hulbrystede ud. Bryster var der fx masser af i de erotiske serier. Fx i albumserien “Fanny”, hvor en række af Europas bedste tegnere med held prøvede kræfter med den erotiske genre. De bedste af dem var tegnere som Prado, Varenne, Beltran og Martel – Varenne lavede også en række udmærkede – muntre – erotiske soloalbums.

Nu sidder jeg så her med et næsten færdigt blogindlæg og et gulv dækket til med tegneserier og har ikke præsteret andet end en opremsning af navne. Men der er til gengæld alle sammen navne på tegneserietegnere, der har fortjent en lille hyldest.

(Billederne er fra ”Natacha”, ”Giv ham kniven søster”, Jean Pierre Gibrats feministiske selvtægthistorie ”Udflugter” og ”Lilly Fatal”)

Af Per Vad