München er en tysker i brun vindjakke, gummisko og med blege, mørkt behårede ben, der stikker ud af et par uklædeligt stramme lederhosen, som står ved en majfest og spiser en halv meter lang pølse. München er verdens mest kendte ølhus, Hofbräuhaus, hvor 1500-tallets royale fik deres øl, og nazisterne i 1919 holdt deres første møde, og hvor en hær af midaldrende, solidt byggede servitricer i folkedragt med en hånd svinge tre et-liters krus med skummende fadøl ind over de lange bænke og borde til borgere og turister, der spiser pølser og svinekød og prøver at overdøve tyrolerorkesterets blæseinstrumenter og harmonika.

Hustroen og jeg var fire dage i München, der ligger tolv nattogstimer fra København og så langt sydpå, at man de sidste dage i april kan få solskoldet næse på en overskyet dag.

Bayerns tulipanfyldte hovedstad har selvfølgelig sine udgaver af sædvanlige storbyseværdigheder som kirker, udsigtpunkter, torve, udflugtsmål, museer, bygningsværker og klokkespil. Hér hedder de fx Frauenkirche; Bravaria der er hul som en chokoladekanin så man gå op i den og se ud over den forladte oktoberfest-plads; og Marienplatz; og Bavaria Filmstadt – Europas største filmstudier, hvor man kan se stuntshow og ubåden fra Das Boot; og Alte og Neue Pinakothek der bl.a. huser van Goghs ”Tolv solsikker i en vase”; og Olympiapark hvor 11 israelske atleter blev dræbt ved OL i ’72 og man fra restauranten i toppen af det 290 meter høje Olympiaturn kan se BMW-tårnet og se byen med snedækkede Alper som baggrund ; og Neus Rathaus med dets carillon hvor 32 kobberfigurer opfører ridderturnering og jubeldans til tonerne fra 43 klokker.

Ud over det rummer byen også et par enestående ting. Fx Hellabrunn Zoo, der var en af de første zoo, der i stedet for bure gav dyrene omgivelser, der minder om deres oprindelige habitat – og når man ser vilddyrenes vilkår i München, så kommer Københavns udmærkede gamle zoo til at ligne noget, der burde meldes til WSPA. Og Hellabrunn har ikke blot dyr fra fjerne egne, men også fra fjerne tider. Der er fx urokser og ur-hest – eller hvad sådan nogen hedder.

Byen har også Englisher Garten – en anlagt naturpark der er større end Central Park i New York – hvor man må vade i timevis gennem pircede nudister, krimilæsende studiner og andre solglade tyskere for at nå frem til byens mest overvurderede seværdighed: Chinesissher Turm, der er et lavstammet, gråbrunt tårn i kinesisk stil omgivet af en stor ølhave.

Endelig er der Deutches Museum. Hvor man – mens ens kone kritiserer udstillingspædagogikken, der mangler fortælling og mulighed for inddragelse af gæsterne – kan man gå fra sal til sal og blive overvældet af den grænseløse samling af gamle maskiner; alle slags maskiner: Metalindustri, glas-, fødevare-, tekstil- og alle andre industriemaskiner, flyvemaskiner og gamle automobiler og et kælderkompleks indrettet som en mine-udstilling, hvor man i de klaustrofobiske gange mister retningssansen, mens man ser modeller af knoklende minearbejdere.

München var en ruinhob efter ’45 og byen består næsten udelukkende af huse bygget eller genopført efter den tid. Muligvis for at kompensere for manglende patina, charme og afvekslende bygningsstil har de malet mange af bygningerne i sarte gule, rosa og grønne farver. Men de farvelagte huse kan ikke rede byen fra at virke lidt kedelig. Den er et besøg værd, men man taber ikke sit hjerte til stedet, der hverken er en moderne metropol eller en hyggelig gammel adelsby. Det er en praktisk og effektiv by, der er ren og pæn og har offentlig transport, der kører til tiden – hele tiden. Og frem for alt: En by med masser af øl.

Af Per Vad