Willie Nelson synger – hvis man kan kalde hans whisky- og røg-hærgede hvisken for det – i Tivoli på sin 75 års fødselsdag. Og til juni optræder countrydronningen Dolly Parton på Malmö Stadion.  Og jeg ville ønske, at jeg skulle med til en af koncerterne. For jeg bærer med skam på en hemmelighed: Jeg er countryfan.

Jeg kan lide deres markante stemmer, den sentimantale slideguitar, de lalleglade banjoer og balladerne om en fattig barndom, et liv i modgang og hyldesten til opofrende kvinder. 

Countrysangerinderne synger som regel om mænd, der behandler dem dårligt. Og de leverer historien så godt, at min ikke særligt musikinteresserede kone en gang sagde: ”Hvis vi en dag skal skilles, så vil jeg vil have dine Patsy Cline-CD’er”

Mændene derimod synger hyldestballader til kvinder, der elsker ham – eller i det mindste holder ham ud – på trods af hans fejl og sidespring og brudte løfter: ”She’s a good-hearted women / in low with a good-timin’ man,” synger Willie Nelson.  Sådan er det: Mænd er ofre for kræfter og drifter, der er stærkere end ham selv, og Kvinden – med stort K – må bærer over med ham.

Men når hun skrider – og det gør hun altid til sidst – så gør det ondt. Som Brad Paisley synger: “She put him out like the burnin’ end of a midnight cigarette.” Og: “We watched him drink his pain away a little at a time / But he never could get drunk enough to get her off his mind / Until the night / He put that bottle to his head and pulled the trigger / And finally drank away her memory.”

Sikke en møjmær, ikk’? Men sådan en har alle vi mænd jo mødt, ikk’?  Alle mænd har siddet og druknet kærestesorger i whisky med smeltet selvmedlidenhed, mens hjertet føltes som en gennemvædet moppe, der havde været rundt i alle hjørnerne på et overskidt og overbrækket toilet hos McDonald efter de sidste branderter er gået ud i regnen med deres coin offers og tømmermænd og forbandelser over endnu en aften, hvor de ikke scorede.

”Mammas don’t let your babbies grow up to be cowboys”, advarer Willie Nelson: “They’ll never stay home and they’re always alone / Even with someone they love / Cowboys ain’t easy to love and they’re harder to hold / And they’d rather give you a song then diamonds or gold.”

Derfor har vores mødre ladet os vokse op og blive bachelorer eller mag.art i ubrugelige humaniorafag, og vi er blevet web-medarbejdere eller andet, vi ikke havde regnet med. Men inde i alle os småborgerlige, ikkerygende Marlboro-mænd sidder en rodeorytter, som har mistet sine sporer; en truckdriver der har fået taget sit kørekort på grund af for forsigtig kørsel; og en hobo på spring, som venter på et af Johnny Cashs godstog, der vil bringe en til en fantasiby uden rygeforbud, hvor whiskyen er billig, fast arbejde er forbudt, uopfyldte drømme giver street credit og man er altid den, som trækker hurtigst, når der skal knuses hjerter. Og jukeboksen spiller kun countrysange med Willie Nelson, Kris Kristofferson, Johnny Cash, Dwight Yoakam, Travis Tritt, Garth Brooks, Brad Paisley og alle de andre, som med slideguitar, tør stemme og machopoesi hylder kunsten at springe over, hvor gærdet er lavest.

Og man lytter til sangene og får lidt rytme og lidt luft og en bittersød, selvironisk erkendelse af, at det faktisk ikke er så slemt at være middelmådighed med et småborgerligt liv. Men måske skulle man maile rundt til gutterne og inviterer til et spil texas hold em poker og en portion baked beens skyldet ned med sprut og øl?  

Af Per Vad